• www.henriks-hvidevarer.dk

Michael Ladefoged deltog med billedskærerarbejder. Fotos: Ulrik Jensen

Husflidstræf i skoven

Hyggeligt husflidstræf på Bogø samlede masser af gæster for henved 20. gang.
 

Bogø Der var pænt rykind lige fra åbningen lørdag formiddag, da der i den forløbne weekend igen blev afholdt husflidstræf på Bogø. Med den idyllisk beliggende Bogø Skovpavillon som ramme midt i Østerskoven samledes dygtige husflidsfolk for at vise deres kunnen.
Bag arrangementet står den lille forening Storstrømmen Husflid, som gennem den sidste snes år hver sommer har afholdt træf på Bogø. 
Næstformand i foreningen Michael Ladefoged, der selv deltager med billedskærerarbejder, fortæller, at traditionen er startet helt tilbage, da der var noget, der hed Storstrøms Amt.
- En vigtig del af arrangementet går ud på at vise, hvad de forskellige lokale husflidsforeninger kan tilbyde af kurser indenfor for eksempel billedskæring, sløjd, trædrejning, knipling, smykker og diverse håndarbejder.
- Vi vil gerne holde gamle håndværkstraditioner i hævd, og med de  arbejdende værksteder, udstillinger og salgsboder håber vi, at flere får lyst til selv at kaste sig ud i traditionel husflid.
- Vi er glade for det dejlige vejr og håber, at folk har haft stranddage nok, så de har lyst til at lægge vejen forbi Bogø.
Michael Ladefoged må lige søge hjælp hos Gerda, som er tidligere formand, for at få svar på, hvor mange år i træk, der egentlig har været afholdt husflidstræf på Bogø, og hun mener, at det nok er 19. eller 20. gang.
Husflidsforeningerne, hvoraf nogle har eksisteret i mere end 100 år, havde repræsentanter fra Møn, Køng, Herfølge og Dalby-Tureby husflidsforeninger.  Derudover var der andre deltagere som blandt andet Tjørnemosegård Biavl, boder med magnetsmykker, gipsfigurer, kurveflet, porcelænsmaling, strik, patchwork med mere.
Et alternativt indslag i forhold til traditionel dansk husflid var Jesper Johansen, som viste japansk kumiko – en samlingsteknik i flotte mønstre, hvor træstykker samles uden brug af søm eller skruer.
Smeden Peter Callesen fra Jylland var en af gengangerne, som nærmest er blevet fast inventar på Bogø Husflidstræf. Han havde tændt op i essen og så solgte han håndsmedet værktøj og knive.
- Jeg kommer ikke med en forventning om at sælge en hel masse, men mest for hyggens skyld. Og så kan jeg samtidig reklamere for de kurser jeg holder et par gange om året på Bogø, lød det fra Peter Callesen.

Michael Ladefoged deltog med billedskærerarbejder. Fotos: Ulrik Jensen

Smeden Peter Callesen kom fra Jylland for at være med til træf på Bogø. Fotos: Ulrik Jensen

Der var pænt rykind til husflidstræf midt i Bogø Østerskov. Fotos: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar