Hvornår er det Ørslevs tur?

Statsministeren har masser af gange sagt, ”Nu bliver det Arnes tur”, uden at der er sket noget.
Her i byen spørger vi, ”Hvornår bliver det Ørslevs tur”?
Arne har et problem med pension – Ørslev med trafiksikkerhedsmæssige investeringer, og det vil jeg holde mig til.
I 2014 startede planerne om at bygge en Netto-butik på Ugledigevej i Ørslev.
Derfor var det også naturligt, at man i budget 2015 vedtog en udbygning af Ørslevvej, så fortov/gadebelysning med videre blev udbygget fra Fakta og til Netto.
Projektet indgik i budgettet for 2015 – og alle i Ørslev var glade for det trafiksikkerhedsmæssige løft i byen.
Problemet er bare – Arne og Ørslev er i samme båd. Der er ikke sket noget som helst.
På Dialogudvalgsmødet den 20-02-2019 lovede formanden for Plan og Teknikudvalget, at administrationen ville kontakte Lokalrådet for at få ajourført beregningerne, så de kunne komme med i budgettet for 2020. Dette møde blev – efter at Lokalrådet har rykket for det – afholdt den 30-09-2019, netop den samme dag, som der er budgetseminar.
Vi kan se, at de trafiksikkerhedsmæssige problemer i Ørslev er med i budgetønskerne for 2020 (med de samme beløb som i 2015), men det har de jo været fra 2016.
Hvis ikke politikerne og administrationen overholder de aftaler, der er lavet med lokalrådene, hvad er så mere naturligt, end at man nedlægger LOKALRÅDENE?
 

Bent Maigaard 
Jægervænget 1
4760 Vordingborg

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar