Marianne Agger viser et udspændt minkskind, samt et eksempel på et “rykket” skind. Foto: Mette Neerup

I buntmagerens værksted

Som en del af den østmønske julestemning kunne man i weekenden besøge Pelikan pels Møn på Holmemosevej.

Hovmarken Ægteparret Marianne og Finn Agger er uddannet henholdsvis buntmager og buntmagersyerske sidst i 1960’erne. De mødte hinanden mens de stod i lære hos det estimerede pelsfirma Levinsky i København. Siden har de to kørt parløb og driver nu deres eget buntmagerværksted fra hjemadressen Holmemosevej på Møn. - I vinterhalvåret er vi her på værkstedet fra klokken 10-18 hver dag, og om sommeren driver vi bed and breakfast og holder vores have, fortæller Finn, der er buntmagermester og dermed uddannet i selve håndteringen og bearbejdningen af skindene. Buntmagersyersken, som er Mariannes metier, er specialiseret i at sy og omsy pelsene. Selve buntmageriet er et ældgammelt håndværk og uddannelsen hedder i dag beklædningshåndværker med speciale i buntmageri.

Bæredygtighed og design
I Finn og Mariannes arbejdende værksted og butik hænger der pelse i forskellige modeller, pelstyper og indfarvninger. De kreerer pelsene fra bunden og designer i samarbejde med kunderne. - Der er jo aldrig to pelse, der er ens, siger Marianne, for kunden vil måske gerne have et særligt snit, krave og så videre. 
- Vi havde en kunde, der ville have en brun persianerkåbe og kom med sin egen “body” (Et sammenhængende stykke skind), som vi fik syet om til en smart pels, ligesom hun ville have den, smiler Marianne, der også kan fortælle om arvede pelse, der syes om til nyt liv eller brugte pelse, der bliver repareret og dermed falder godt i tråd med tidens krav om bæredygtighed og omtanke for miljøet.

Lang proces 
At skabe en pelsfrakke er en tidskrævende proces. Først skal der syes en lærredsform, som kunden kan prøve inden det endelige arbejde går i gang. Skindene skal bearbejdes ved at “svække” eller “rykke” skindene. Skindene skal fugtes og spændes op inden de kan bruges til at sy med. Det kan tage en uge at komme omkring hele processen og ende op med en smuk pelskåbe. 
Der er ikke mange buntmagere tilbage i Danmark, der har deres eget værksted. Marianne og Finn er begge over den gængse pensionsalder, men fremtryller stadig smukke pelskreationer. Kaj Andersen, pensioneret buntmager fra Næstved, var forbi for at se på kvaliteten af Pelikan pels. Han mangler nemlig et sted at henvise til efter at hans eget værksted er lukket ned. 
- Det er fantastisk at de gider, siger Kaj med henvisning til at Marianne og Finn stadig arbejder. 
- Men det er et job, hvor man får lov til at være kreativ ud over alle grænser. Det giver livsglæde og så er det tydeligt at det de laver her, virkelig er  kvalitet, afslutter Kaj, mens han stryger hånden hen over en minkpels med kendermine.

Travlhed
Der har været travlt i weekenden og omsætningen har været rigtig god. -Og selvom de måske ikke køber noget i dag, sidder besøget her jo i baghovedet hos folk, hvis de får brug for os, smiler Marianne, der fortæller at her kommer kunder fra mange dele af landet og at det også er muligt at henvende sig i sommerhalvåret. Hun oplever at der er nok at lave på trods af, hvad der bliver nævnt i medier. Også det unge segment har interesse i pelse. Især til omsyning og reparation af gamle pelse. Årsagen til at folk kommer til Pelikan pels fra nær og fjern er nok flere. Her emmer af imødekommenhed og kærlighed til et særligt og efterhånden meget eksklusivt fag. Man føler sig velkommen og samtidig betaget af det smukke pelsværk, der pryder overalt.

Marianne Agger viser et udspændt minkskind, samt et eksempel på et “rykket” skind. Foto: Mette Neerup

Marianne og Finn Agger hilser alle velkommen i deres buntmageri på Holmemosevej. Foto: Mette Neerup

Finn servicerer nogle af de mange kunder, der lagde vejen forbi i weekenden. I forgrunden ses en sælskindspels. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Jeg har fået lagt en minipris op og udskiftet hægterne. Rigtig flot arbejde. God og hyggelig service. Rigtig god jul og godt nytår

Tilføj kommentar