• www.henriks-hvidevarer.dk

Siri Facchini Haff og Karoline Pietrzykowska er klar med en ny børneforestilling på Cantabile 2. ”På mørkets bund” er for skolernes mellemtrin. Foto: Mille Holst

I mørket kan man røbe sit inderste

Børn og unge lærer på Cantabile 2 at mørke ikke er noget man skal være bange for, men noget man skal kunne rumme. En ny forestilling for Vordingborg kommunes skoler har i disse dage premiere og skolebørnene har en stor andel i det færdige produkt.

Vordingborg Egnsteatret Cantabile 2 lancerer navnet Sanseværk om alle sine børne- og ungdomsaktiviteter, der både rummer teaterforestillinger og undervisningsforløb af forskellig art. For eksempel hører det allerede eksisterende undervisningsforløb Verdens Klasser ind under Sanseværk. 
Lanceringen sker i forbindelse med at teatret i disse uger har premiere på en ny børneforestilling ”På mørkets bund” for 4.-6. klassetrin. I alt kommer cirka 430 af Vordingborg kommunes skoleelever på de årgange i teatret og mange af dem har desuden været med undervejs i det ni uger lange prøveforløb, der har været opdelt i tre mindre perioder i løbet af sæsonen. Samlet opføres ”På mørkets bund” 26 gange i indeværende skoleår.
- Fra første prøveuge inviterer vi en klasse ind og det gør vi hver uge, fortæller Siri Facchini Haff, som efter hver eneste prøve beder eleverne om feedback. Hvad var godt, hvad var uklart og så videre.
- Vi ville ikke kunne lave forestillingerne uden den respons, mener hun og ved fra både elever og lærere, at også de får meget ud af samarbejdet.
- Når man har været med til første prøveuge og tilsidst ser den færdige forestilling, kan de se, hvordan den har ændret sig. Det giver dem en forståelse for, at teater ikke bare er noget, der kommer dumpende.
Samtidig oplever eleverne, at deres feedback faktisk er en hjælp. Der bliver lyttet til dem og de kan ofte se, hvordan skuespillerne har taget deres forslag til sig.
- Det giver god mening som egnsteater at gå ind i hele dannelsen på skolerne, siger Siri Haff, der også oplever at alle parter synes, det føles godt at sidde sammen efter forestillingen og tale om det.
- Selvom elever i sjette klasse er både blufærdige og bange for at eksponere sig, gjorde rammen og stemningen i forestillingen, at de levede sig ind i- og deltog i stykket. Alle gik derfra en meget speciel og spændende oplevelse rigere, fortæller eksempelvis Hedi Buhl Olsen, lærer på Marienberg Skole.

Om at turde møde mørket
Forestillingen ”På mørkets bund” involverer ligesom Cantabile 2s andre forestillinger tilskuerne aktivt, men børnene skal deltage på en fysisk måde i større omfang end tidligere. Forestillingen handler om at drage ind i mørket og møde det ansigt til ansigt. Både mørket omkring os og mørket i os selv. Her skal man turde udtrykke sine følelser og ikke at være bange for at kende sig selv. Og ved hjælp af spørgsmål, mørke og lys, motiveres børnene til at reflektere over og sige noget, de ikke ville tale om i det daglige.
- Man kan give sig tilkende i et mørkt rum ved at lyse på en sten, fortæller Siri Haff og forklarer, at de unge i dette rum ikke føler sig udstillede, men tværtimod kan se, at der er andre i rummet, der kender eller har de samme følelser som dem selv.
- Her er ikke nogen mobiltelefoner og computere, og jeg tror, at mange af de her børn og unge oplever det som en befrielse, siger Siri Haff.

Et særligt samarbejde
Cantabile 2s børne- ungdomsforestillinger bliver solgt til Vordingborg kommunes skoler gennem et helt særligt samarbejde med kommunen.
- Vi giver en række forestillinger gratis og kommunen giver en række og så er der en lille egenbetaling fra skolerne, fortæller Siri Facchini Haff, der er leder af Sanseværk. Faktisk betyder samarbejdet, at skolerne får forestillingerne til cirka en sjettedel af den egentlige pris. 
Her i foråret spiller ”På mørkets bund” for kommunens skoler men til efteråret bliver forestilligen sat op igen, og her har områdets børnefamilier og andre interesserede mulighed for at købe billet.
 

Siri Facchini Haff og Karoline Pietrzykowska er klar med en ny børneforestilling på Cantabile 2. ”På mørkets bund” er for skolernes mellemtrin. Foto: Mille Holst

Teatrets mørke giver eleverne på skolernes mellemtrin et helt nyt rum at kommunikere i - helt fri for mobiltelefoner og Ipads - og det er en succes, mener såvel skolelærer og teater. PR-foto

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar