Kælkebakken var et hit. Foto: Ulrik Jensen

Jul i Nyråd bød på overraskelser

Julen kom til Nyråd med kælkebakke, bagværk og meget mere.

Nyråd Ud over den traditionelle juletræstænding, boder med vafler, gløgg og æbleskiver samt en julemand, som uddelte slikposer til børnene bød jul på torvet i Nyråd lørdag eftermiddag på flere positive overraskelser. 
Bageren i Nyråd, som forleden angiveligt drejede nøglen efter det hed sig, at de var erklæret konkurs af Skat, havde åbnet igen og var på plads med en bod på torvet, hvorfra han solgte julehjerter, som gik som varmt brød. 
I stedet for en oppustelig hoppeborg havde arrangørerne fra Nyråd Lokalråd sørget for en kunstig kælkebakke, så børnene alligevel på den milde vinterdag - uden udsigt til sne - kunne få sig en kælketur. 
Og så sørgede klovnen Tapé for den rette stemning med et underholdende show, som kunne få grinene frem hos både store og små. Børnene hvinede af fryd over klovnerierne, når den ordløse klovn foldede sig ud som tryllekunstner, klovn, artist, jonglør, musikant, mimer og slangemenneske i en og samme person.  
Tapé optrådte med guitarspil med noderne balancerende på panden, han spillede operamusik på kobjælder, dresserede en næsten ægte vaskebjørn og var i stand til i bogstaveligste forstand at tage benene på nakken. Alt sammen blev udført i et højt tempo og i et tæt samspil med publikum, som fik lov at spille en aktiv rolle flere gange undervejs i forestillingen. 
Uden at sige et ord - bortset fra ”god jul”  til allersidst - formåede manden bag den røde næse at kombinere klassiske klovnetraditioner med jonglering, trylleri og mimik, så børn og voksne morede sig herligt. 
Inden juletræet blev tændt optrådte Sankt Georgs Gildernes Kor med kendte julesange , og der blev uddelt godteposer til alle børnene. 

Kælkebakken var et hit. Foto: Ulrik Jensen

Klovnen Tapé kunne underholde store og små og publikum blev inddraget i løjerne. Foto: Ulrik Jensen

Bageren var på plads og solgte honninghjerter. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar