• www.henriks-hvidevarer.dk

Det fine galleri hos Per Hebsgaard med de smukke værker på både vægge og bord. I baggrunden Lisbeth Dinesen, Lisbeth Hebsgaard og Lars Dinesen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Juleudstilling med glaskunst og grafik

Glarmester og glaskunstner Per Steen Hebsgaard og fru Lisbeth havde igen i år inviteret til julevisit i værkstedet og udstillingen på deres kombinerede bopæl og arbejdsplads i Skibinge.

Skibinge Der er gang i de udendørs bålsteder udenfor indgangen til udstillingen, så stemningen er angivet denne råkolde novemberdag, hvor hr. og fru Hebsgaard traditionen tro har indbudt til et lille glas og adgang til at kigge øjnene ud af hovedet i både galleri og værksted. Det er Lisbeth Hebsgaard, der står for salg og hygge i galleriet, hvor man ad den smukke integrerede glastrappe udenfor, kommer op til førstesalen, hvor alskens glas i utallige udformninger og varianter lokker hånden til baglommen eller tasken, eller hvor man nu har sine betalingsmuligheder forskanset. 
I værkstedet har Per Steen Hebsgaard travlt med at snakke med kunder og venner og bekendte, der har benyttet lejligheden til at kigge ind og heldigvis er glarmesterens julehumør en kende bedre i år end ved samme tid i 2018.
- Både min kone og jeg er lykkelige over, at der endelig er faldet ro på den museumsaktivitet, der i snart mange år har ligget og ventet på en endelig løsning, og som sidste år efter et meget stort arbejde fra rigtig, rigtig mange mennesker endelig blev lagt ned. Støberihals-projektet i Præstø kunne have været rigtig godt for både byen og for mig, men når det nu ikke skulle gå sådan, ja, så er jeg ovenud henrykt for placeringen på Det Ny Holmegaard med al den historie både det gamle glasværk og hele Kähler-historien fra Næstved kan præstere – og i et nabolag, der dog trods alt ikke ligger så langt væk fra Præstø, udtaler Per Hebsgaard. 
- Vi skal være klar til foråret, og jeg har allerede doneret ti værker og udlåner halvfems plus det løse, så der skulle være noget at starte op på, smiler Per Hebsgaard. 

Irritation over placering
Jørgen Hein, Jungshoved, er på besøg i værkstedet og giver udtryk for, at ét af de store værker, som Steen Hebsgaard har lavet i samarbejde med Bjørn Nørgaard, og som fotografisk er vist i værkstedet, har en skrækkelig dårlig placering et sted i Københavnsområdet, som irriterer ham hver gang, han kører forbi. Desværre kan han ikke huske, hvad det hedder, men heldigvis er Per Hebsgaards medarbejder og glarmester Rune Søe, Kalvehave, på besøg med sin fireårige datter Freia og kan træde til med lidt hjælp: 
- Det hedder ’Kærlighedsøen’ og er en stor installation bestående af granit, glas og vand. Det er en ret markant skulptur, som bliver belyst om natten. Den er placeret i Ørestaden og skal til sin tid fungere som en del i et rekreativt område i Ørestad City, fortæller Rune Søe, hvis datter Freia ikke kan se det juleagtige i dén fortælling, men trækker i sin far.

Det fine galleri hos Per Hebsgaard med de smukke værker på både vægge og bord. I baggrunden Lisbeth Dinesen, Lisbeth Hebsgaard og Lars Dinesen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Glarmester og glaskunstner Per Steen Hebsgaard taler med Jørgen Hein, Jungshoved, om installationen ’Kærlighedsøen’, som han har skabt sammen med multikunstneren Bjørn Nørgaard. Foto: Lise-Lotte Iuel

Lisbeth Hebsgaard er flankeret af Lisbeth og Lars Dinesen, Stensved, som beundrer et værk af Hans Voigt Steffensen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar