• www.henriks-hvidevarer.dk

Instruktør Helle Mortensen og Tom Pedersen (der spiller den grumme bonde). Foto: Ulrik Jensen

Kampen om møllen på Eskilstrup Mølle

Syngeteater i sandt Morten Korch-stil opføres på Eskilstrup mølle i slutningen af august og starten af september.

Eskilstrup Gøglertruppen i Eskilstrup kan allerede nu melde udsolgt til premieren på friluftsspillet ”Kampen om møllen”, som opføres første gang fredag den 30. august. Der er stadig billetter til de øvrige fire forestillinger, og da der er plads til 130 tilskuere hver gang ventes mere end 600 at få lejlighed til at se stykket.
Eskildstrup gamle mølle er den naturlige ramme om forestillingen, som er en velkendt dilettantkomedie peppet op med en lang række kendte sange fra blandt andet gamle Morten Korch film.  Instruktøren Helle Mortensen har foretaget en lettere omskrivning af teksten, så i alt 18 sange er indpasset i handlingen. Og Gøglertruppen i Eskilstrup, der senest har opført et stykke om Otto Brandenburg, er netop kendt for sine syngespil, der for et amatørteater har et højt niveau, fordi man råder over nogle glimrende sangere og betaler for professionelle musikere og lydmand.
- Vi har niveau, så vi kan være vores billetpris bekendt, fordi publikum får noget for pengene, lyder det fra Dan Romme, som er en af musikerne i det musikalske firkløver.

50’er romantik
Helle Mortensen fortæller, at stykket er den rene 50’er romantik:
- Den gamle mølle er tæt på tvangsauktion, og den grumme gårdmand vil overtage møllen, men datteren forelsker sig i møllesønnen. Og efter visse forviklinger, kan man jo nok regne ud, at det hele ender godt til sidst. 
- Publikum placeres i gården bag møllen, og så udspiller handlingen sig højt til vejrs på ”første omgang”, som den udendørs balkon kaldes på møllersprog, forklarer Helle Mortensen.
- Højden er noget af en udfordring for de medvirkende, lyder det fra instruktøren, som ikke selv bryder sig om højder og derfor instruerer de 12 medvirkende nedefra.
- Skuespillerne tæller flere generationer og er i alderen fra 17 til et par og halvfjerds, fortæller Helle Mortensen, som glæder sig over interessen for at spille amatørteater og over, at der er kommet flere nye folk til.
- Vi har nogle meget engagerede skuespillere, der bakkes op af en række frivillige – herunder en frisør, som skal sætte hår på de medvirkende skuespillere. Vi har også et godt samarbejde med møllelauget, der bidrager med arbejdskraft, understreger Helle Mortensen.

Høstfeststemning
Der er lagt op til rigtig høstfest i Eskilstrup omkring byens vartegn, så publikum inviteres på kyllingesteg og æblekage i laden forud for forestillingen, som starter klokken 19.30.
Der pyntes op med halmballer, blomster i bedste høstfeststil, og så kommer publikum ellers til at nynne med på kendte filmhit som ”Er du dus med himlens fugle”,  ”Smil til mig pigelil” og mange flere.

Fakta
• Gøglertruppen spiller friluftsforestillingen  ”Kampen om Møllen” på følgende datoer: 30. august (udsolgt), 2. , 3. og 5. september. Billetbestilling på telefon 50 57 18 60. Mulighed for spisning fra klokken 18.

Instruktør Helle Mortensen og Tom Pedersen (der spiller den grumme bonde). Foto: Ulrik Jensen

Janne Mortensen og Brian Pyndt (husholderske og møllersvend). Foto: Ulrik Jensen

Annika Smedegaard og Harald K. Jørgensen (hofjægermesterinden og hendes søn). Foto: Ulrik Jensen

Eskildstrups vartegn – den gamle mølle – danner rammen om Gøglertruppens syngespil. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar