Ole Jellev fra Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og menighedsrådsformand Ole Dyhr afslører muslingeskallen i belægningen ved indgangen til Vor Frue Kirke. Foto: Mille Holst

Kirke får pilgrimmenes muslingeskal

Vordingborg Kirke har fået en muslingeskal i bronze, som tegn på at kirken ligger på pilgrimsruten, der forbinder Nidaros i Norge med Santiago de Compostella i Nordspanien. 

Vordingborg En muslingeskal i bronze pryder nuindgangen til Vor Frue Kirke i Vordingborg.
Den er skænket til kirken af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og overbragt til kirken af Ole Jellev, der selv bor i Vordingborg by og samtidig er aktiv pilgrim og medlem af den danske forening.
- Pilgrimsruten går lige forbi Vordingborg kirke, rundt om og går videre langs kirkeengen, fortæller Ole Jellev, da han og menighedsrådsformand Ole Dyhr afslører den nye muslingeskal i belægningen ved hovedindgangen til kirken.

Normalt kun til domkirker
At Vordingborg Kirke har fået en muslingeskal i bronze er ifølge Ole Dyhr og Ole Jellev helt unikt, det er nemlig i Danmark kun domkirkerne i Helsingør, Roskilde og Maribo, der har den ære - men nu altså også vejkirken i Vordingborg. I Sydeuropa er muslingeskallerne noget mere almindelige og kan ses i en række også mindre kirker.

Stempel i tårnet
Pilgrimme, der lægger vejen forbi Vordingborg Kirke kan i tårnet finde et stempel, som de kan stemple deres pilgrimspas med. Når de når frem til kirken i Santiago kan de dermed bevise, at de har gået på ruten gennem Vordingborg. Passet er vigtigt, for uden det, får man ikke lov at overnatte i herbergerne langs pilgrimsruten.

Skal fra Verdens Ende
Overalt i Europa er pilgrimsruten afmærket med det internationale symbol, Santiagomuslingen. At det netop er en musling, der bruges, skyldes, at man tilbage i Middelalderen, når man nåede til Santiago de Compostella, efterfølgende gik ud til et nærtliggende sted kaldet Finistere, ”Verdens Ende”. Her mente man, at verden vitterlig endte; man tog en muslingeskal med hjem herfra som bevis på, at man nu havde gået helt til verdens ende.

Pilgrimmenes kirke
Pilgrimmene valfarter til Santiago de Compostella fordi, det er her apostlen Jakobs grav er.
Vordingborg Kirke har altid haft betydning for pilgrimme. Kirken kan dateres tilbage til 1432, hvor paven gjorde kirken til en valfartskirke, men der er også referencer til pilgrimmene og Sankt Jakob i kalkmalerierne fra 1460. På triumfvæggen (nordvæggen mellem koret og skibet) er Sankt Jakob afbilledet til venstre for Jomfu Maria. Her står han med pilgrimsstav og muslingeskal og til højre for ham er malet en stjerne; datidens gps.

Fakta
• Efter middelalderen døde pilgrimsvandringerne nærmest ud, men iløbet af 1980’erne begyndte folk igen at vandre - siden er antallet af pilgrimme vokset støt. Ole Jellev fortæller at der i 1988 var 3.500 pilgrimme, der kom til Santiago de Compostella. I de første tre kvartaler af 2018 er antallet på 300.000. Almindelige turister, der besøger stedet, er ikke regnet med. Der går omkring 2.000 danskere hvert år.

Ole Jellev fra Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og menighedsrådsformand Ole Dyhr afslører muslingeskallen i belægningen ved indgangen til Vor Frue Kirke. Foto: Mille Holst

Den nye muslingeskal. Foto: Mille Holst

Ole Jellev viser Vor Frue kirkes pilgrimsstempel. Foto: Mille Holst

Apostlen Jakob afbilledet på nordvæggen i Vor Frue Kirke. Han er pilgrimmenes helgen og afbilledet med vandrestav, muslingeskal og en stjerne, så han kan finde vej. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar