• www.henriks-hvidevarer.dk

Søren Bylling på sin nye byggegrund ved siden af Restaurant Babette og med udsigt til DGI-huset. Han regner med at kunne åbne dørene til sin nye klinik til august. Foto: Mille Holst

Kiropraktor bygger overfor DGI-huset

Kiropraktisk Klinik Vordingborg bygger sundhedscenter på byggegrund ved siden af Restaurant Babette overfor DGI-huset. Huset skal stå færdigt til august og efter planen rumme flere typer behandlere.

Vordingborg Kiropraktisk Klinik Vordingborg med Søren Bylling og hans hustru Gunhild Rasmussen som ejere har oplevet stor vækst i virksomheden de senere år og har derfor brug for større lokaler. 
Derfor har virksomheden erhvervet byggegrunden ved siden af Restaurant Babette lige overfor DGI-huset, og onsdag i sidste uge tikkede byggetilladelsen fra Vordingborg Kommune ind. Hele ugen har gravemaskiner været i gang med at skrabe det øverste jordlag af dér, hvor virksomheden planlægger at anlægge parkeringspladser. Hvis alt går efter planen vil Kiropraktisk Klinik Vordingborg kunne slå dørene op til sin nye klinik på toppen af Vordingborg i august 2020.
Ifølge Søren Bylling bliver han dog ikke den eneste, der åbner på denne lokalitet. Planen med byggeriet er nemlig at skabe et helt sundhedshus, hvor der er plads til både kiropraktorer, fysioterapeuter, massører og andre autoriserede behandlere.
Det nye hus kommer efter planen til at stå Søren Bylling i 10 millioner kroner, og så er det endda kun etape et i hans planer for området.

Fællesskaber på tværs
Huset bliver på to etager og samlet 800 kvadratmeter.
- Her bliver plads til 12 behandlere samtidig, siger Søren Bylling og fortæller videre:
- Den vilde plan er at bygge et sundhedscenter med praktiserende læger og sundhedshus. Men det er i etape to.
Søren Bylling har sendt følere ud blandt behandlere af forskellig art i området, og eksempelvis har en tandlæge vist interesse for at flytte med op ”på toppen af Vordingborg”. Men for Søren Bylling er det vigtigt, at der kommer flere af samme type læger eller behandlere til hans sundhedscenter. Indkøb af teknisk udstyr med mere er dyrt, og jo flere, der kan gøre brug af det samme, des billigere bliver det for den enkelte.
- Behandlermæssigt vil vi gerne løfte hinanden, og allerede nu får vi et mødekøkken med plads til foredrag og hvor vi kan løfte det faglige niveau, fortæller Søren Bylling og er overbevist om, at man i fremtiden som læge og behandler netop vil samles i større fællesskaber.
- Vi vil gerne have et samlet center, mener han og er altså overbevist om, at man fremover vil samle sig i klynger og skabe synergi fremfor at have sin egen praksis isoleret fra andre.

Også plads til læger
Søren Bylling er udmærket klar over, at Vordingborg Kommune er i gang med at etablere et sundhedscenter i forbindelse med Vordingborg sygehus på Sankelmarksvej. Han har dog aldrig selv kunnet se sig arbejde dér.
- Det er gammelt og fragmenteret, mener han og vil altså hellere skabe sit eget. 
I første omgang bygger han kun etape et og afventer derefter og ser, hvor meget held kommunen har med sit sundhedscenterprojekt, før han selv kaster sig ud i etape to.
- Hvis ikke kommunen kan løfte opgaven og lave lægeklinik, så bygger jeg gerne, siger han og er overbevist om, at praktiserende læger med mere gerne vil kunne holde fri, når den sidste patient er gået hjem. Man vil ikke også skulle sørge for at skifte pærer i lamperne, løse it-problemer, huske at indkøbe toiletpapir og så videre.
- Man vil kunne tage hjem, når man har fri, siger han.

Ideel placering
Placeringen overfor DGI-huset finder Søren Gylling ideel.
- Tanken var at etablere et sundhedscenter, hvor det er let at komme til fra hele kommunen, siger han og præciserer, at DGI-huset på den anden side af vejen er god at pege på, når behandlingen er slut og en kunde skal i gang med at træne selv. 
Etape et, hvor Søren Byllings egen virksomhed blandt andet får til huse, bliver placeret på den nordligste del af grunden med udsigt til Iselinge gods, skoven og markerne. Midt på grunden kommer parkeringspladsen, og er der interesse for etape to, bliver dette bygget på den sydligste del af grunden helt ud mod vejkrydset Chr. Richardtsvej/Københavnsvej og med udsigt over Vordingborg by.
Begge huse, vil have fælles mødelokaler, køkken og så videre i huset, som Søren Bylling er i gang med at etablere nu.
Hvis vejret arter sig og der ikke opstår noget uforudset i forbindelse med byggeriet, vil væggene til det nye hus være opført i januar, huset vil være lukket senest i marts og til august er det klar til indflytning, fortæller Søren Bylling. 

Søren Bylling på sin nye byggegrund ved siden af Restaurant Babette og med udsigt til DGI-huset. Han regner med at kunne åbne dørene til sin nye klinik til august. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar