Corona er ingen undskyldning for ikke at hjælpe folk i nød. Arkivfoto: Mette Neerup

Kommentar: Hjælper vi alle og enhver?

Jeg var på gåtur rundt om blokken med min hund og søn. Vi bor tæt på Superbrugsen og Aldi i Lendemark. At dømme efter biler på parkeringspladsen en torsdag eftermiddag er der ikke færre biler end vanligt, så her er livlig trafik. Og det til trods for corona.

Kommunen I nærheden af parkeringspladsen lige op til lyskrydset, spotter jeg et sælsomt scenarie, som jeg ikke lige kan greje. På denne forholdsvis lange afstand kan jeg se et menneske, der af endnu uvisse årsager klynger sig til sådan en metalstander, der til jul og sommer tjener det formål, at huse en lyskuppel eller blomsterkumme på toppen. Jeg stopper op og afventer, hvad det udvikler sig til. Jeg kan se at mennesket nu sidder foroverbøjet, stadig meget tæt på standeren. Der er en lind strøm  af biler, der passerer den nødstedte. Folk på parkeringspladsen, haster ind i Aldi, måske for at handle det sidste inden de isolerer sig, og lægger derfor ikke mærke til mennesket, der tydeligvis har brug for hjælp. Jeg siger til min søn, at jeg bliver nødt til at tjekke det ud og nærmer mig det, som jeg nu kan se, er en midaldrende kvinde. Hun er sunket helt ned foran standeren. Jeg spørger om hun har brug for hjælp. Der kommer kun klynken til svar. Ankommet helt tæt på, kan jeg se, at hun har tisset i sine bukser. En voldsom lugt af alkohol hænger tykt i luften. Jeg prøver at få hende på benene for at vurdere om hun er i stand til at stå oprejst. Hun klynker og holder hårdt fat i mine jakkeærmer. Jeg spørger hende, hvad hun skulle og siger at hun må hjem og sove rusen ud. Hun er dog på ingen måde i stand til selv at komme hjem. Adspurgt  får hun mumlet sin adresse. Hun bor oppe i selve byen. Der er ikke langt. Jeg kigger mig omkring efter nogle, der kan hjælpe. Enten med at køre hende hjem eller stå ved hende, mens jeg henter min bil, der holder ved mit hus fem minutter væk. Der er stadig mange mennesker på parkeringspladsen, men ingen reagerer umiddelbart på mine tilråb. En bil parkerer forholdsvis tæt på hvor vi står og et ægtepar står ud. Jeg råber dem an og de nærmer sig modvilligt. Jeg spørger om muligheden for hjemtransport af kvinden, som de afviser med det samme med henvisning til at  jeg kan ringe efter en taxa. Jeg ser i ånden, hvor længe vi så må stå der og vente og velvidende at hun bor så tæt på. Jeg får overtalt ægteparret til at blive ved kvinden. De beder den fulde kvinde holde fast i standeren og holder sig i tre meters afstand fra hende. Jeg får da også at vide, at de ikke er meget for at blive hos hende. Jeg er ærligt talt målløs, men får ikke spurgt til deres modvilje. Jeg skynder mig efter bil og får kørt hende behørigt hjem. Efterfølgende har jeg funderet flere gange  over  manglen på hjælp og  udtrykte modvilje hos ægteparret, der stod vagt. Hvad handler det  om? Angst for at få  corona? Almen afstandtagen og foragt for svage, syge eller er det kun overfor fordrukne mennesker?  Vi skal stå sammen, hver for sig. Det er vi alle blevet bedt om. Hvad ligger der i det, ud over det indlysende? Legaliserer angsten for smitte virkelig manglen på vilje til at hjælpe en tilfældig og ukendt på gaden? Heldigvis var kvinden bare fuld, hvilket dog først blev tydeligt i det øjeblik jeg nærmede mig. Hvad hvis hun havde været alvorligt syg? Hvis hun havde haft brug for kunstigt åndedræt? Jeg undres og indigneres. Især i denne tid, hvor vi om muligt, er endnu mere afhængige af hinanden end sædvanligt.

Tema: 
Corona-situationen

Corona er ingen undskyldning for ikke at hjælpe folk i nød. Arkivfoto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar