Kurt Strauss (tv.) får en snak med Lea Mariager, Knud Jørgensen og Anna Christensen fra kommunen. De tre forvaltningsfolk var tirsdag ude at kigge på vejen og stien der leder fra Borrensvej og Borren ud mod Sprove. Foto: Michael Thønnings

Kommune så på vejen: Den ser forfærdelig ud

Både vejen og den offentlige sti mellem Borren og Sprove på Møn er ikke for kønne. Det kunne kommunens folk selv konstatere, da de tirsdag tog på besigtigelse. Stien kommer der dog ikke til at ske mere med.

Borren - Den ser forfærdelig ud. Det er værre end jeg ellers havde set, konstaterer Lea Mariager, der er fagchef i Vej, Park og Havne.
I småregn og søle, var hun sammen med vejmand Knud Jørgensen og sagsbehandler Anna Christensen i tirsdags på tur til Borrensvej, for at se nærmere på den vej og sti, som avisen skrev om i sidste uge.
Sagen er at vejen er privat fællesvej, der blandt andet bruges til landbrugsarbejde, men den er også adgangvej til Borrensvej 3 og 5, ligesom  en del af den, er tinglyst som offentlig sti.
- Jeg synes ikke det kan være rimeligt, at det er mig der skal afholde alle udgifter til vedligeholdelse, siger Kurt Strauss, der bor i nummer 5. Han er særligt ramt, fordi folk der skal besøge ham - inklusiv post, avisbude og affaldsafhentere, kan have svært ved at køre på vejen, der efterhånden er godt hullet.
- Men du kan se min del af vejen. Der har ikke været gjort noget i de 17 år, jeg har boet her, siger han og viser over til sin indkørselsvej. Den står fin, set i forhold til den store del af Borrensvej, der leder dertil og er fyldt med huller.
- Den var fin gul af grus - det kan man ikke se mere, siger Kurt Strauss, der påpeger at den blev repareret for et par år siden.

Vejprofil
- Problemet er også vejprofilen. Den er flad, så vandet ikke kan løbe af, konstaterer Knud Jørgensen, fra vejafdelingen, der påeger at den bør laves skrånende.
- Hullerne opstår jo netop, når der ligger vand og når der køres, bliver det værre, siger han.
Vejprofilen har tidligere været i en ”bue”, men er blevet skrabet for mudder efter roekørsel.
- Men hvad hvis jeg laver en ny vej - hen over min matrikel. Så kan jeg bruge den og slippe for at vedligeholde den der er nu?, spørger Kurt Strauss.
- Ja det er der vel ikke noget i vejen for. Du skal selvfølgelig søge først, men det kan du nok godt. Det ville sikkert være en god løsning, konstaterer Lea Mariager.
Men hvad så med vejen der er der? Den er delvist på Kurt Strauss matrikel. Skal kommunen klare den, fordi de har offentlig sti. Eller skal landmanden, der bruger den til roekørsel? Og hvad med huset i nummer 3?

Hvem bruger stien
De går en tur ud af den offentlige sti, der hvor den slipper Borrensvej og leder ind over markerne mod Sprove. Her er den helt kommunal.
- Her har der da redet heste, konstaterer fagchefen og tager et foto af hovene i mudderet.
Det er et af kernepunkterne nu: Hvem bruger stien og vejen  - og hvem har ret til det.  Eller sagt på en anden måde  - hvem slider mest på vejen og skal derfor betale mest af vedligeholdelsen. Her betyder hestene også noget. Og det gør de dybe traktorspor der er i mudderet og ved hullerne langs vejen også.
Stien er bumpet.
- Trampesti er nok et meget godt udtryk. De bliver ikke holdt, siger Lea Mariager, der dog senere kan konstatere, at kommunen faktisk slår græsset i sæsonen. Så nok er stien  ikke jævn, men græsset bliver trimmet.

Vejen er i høring
Vejen er noget særligt fordi der som et af få steder er tinglyst, at den offentlige sti går på vejen. 
Det er også en af de ting som Kurt Strauss spørger til. Hvor går den offentlige sti helt præcis, for så må kommunen jo sørge for at holde den del i orden. Er det én meter ud af de fem meter vejbredde, der er kommunal?
- Det kan vi da undersøge, konstaterer Anna Christensen, der selv har været ude at se vejen før. Men også hun kan se, at efterårets roekørsel har sat sit præg.
Men den er en sag nu - og høringsperioden er stadig i gang. Alle der bruger den og kan bevise at de har ret til at bruge den, har nu indtil slutningen af måneden til at skrive et svar til kommunen, der så vil træffe en afgørelse om, hvad der skal ske. Men denne dag skulle de bare ud og se, hvordan det egentlig ser ud. Og det var ikke kønt - det var der enighed om.
 

Kurt Strauss (tv.) får en snak med Lea Mariager, Knud Jørgensen og Anna Christensen fra kommunen. De tre forvaltningsfolk var tirsdag ude at kigge på vejen og stien der leder fra Borrensvej og Borren ud mod Sprove. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar