• www.henriks-hvidevarer.dk

Kalle Rasmussen - også kendt som ”Lille-Kalle”, var en stor stjerne i slutningen af 1950´erne, og har siden været frisør i Vordingborg. Nu kommer der dog et country-album, fra den sang-glade gut. Foto: Michael Thønnings

Konge-klippende Kalle kommer med Country

Næste år har han 50-års jubilæum som frisør, og han ville ikke bytte for noget. Men den sideløbende sang-karriere som den navnkundige ”Lille-Kalle” kører stadig, med udgivelsen af en ny plade med dansksprogede country-sange...

Vordingborg Det måtte jo være ham, men den ene dag tager den anden, og så når man ikke altid det man gerne vil. Før nu.
For vi har endelig fået fat i den navnkundige ”Lille-Kalle”, der ovenikøbet netop har udgivet et nyt  - og helt anderledes - album med country-sange, ved siden af gesjæften som frisør, med kongelige gerninger i bagagen...
Siden avisens store interview med de lokale teenclub-tresser-idoler fra Four Stones for to år siden, har vi haft planlagt at finde og snakke med  ”Lille-Kalle”. Den i 1960’erne 10-årige knægt med den fantastiske stemme, blev en fast del af Four Stones optrædener, og skulle nu have en frisørsalon i byen, fortalte de.
Flere gange er jeg således kørt af Solbakkevej, hvor et skilt med ”Kalles Salon” dingler op over villahækken. Og selvom der er mange frisører i byen, så er det vel begrænset, hvor mange der hedder Kalle...
- Jeg har haft salon siden 1970 - 10 år lå jeg i Algade, der hvor AB Salonen ligger i dag, siger Kalle, med det borgerlige navn Rasmussen, da han tager imod i den lille salon i forlængelse af murstensvillaen i nummer 22.
For selvom han er vokset noget og der er kommet både skæg og briller til, så er det tydeligvis den samme, som i slutningen af 1950’erne gik på scenen og brølede ”Okker-gokker - vi ruller og rocker, erle-perle, rend og hop”, i snart sagt hvert et forsamlingshus, hvor der var fest.

49 år
Og synge, kan han i øvrigt stadigvæk, for selvom det er salonen der de sidste 49 år har været jobbet, så har sang altid fyldt, og det resulterer nu en ny plade ”Mindernes vej”, der officielt blev udgivet i sidste uge, med hjælp fra en jysk producer, Poul Vinther.
- Jeg har altid elsket at synge. Mig og en kammerat vi rendte aldit rundt i skolen og sang, fortæller han.
Det var ret forskelligt, hvordan kammeraterne dengang tog, at han var lidt af en stjerne i det sydsjællandske.
Men det betød ikke så meget, det at synge, var det vigtige. Og det er det stadig.
- Jeg synger blandt andte i gospelkoret Soul Invitation i Nykøbing og i Vordingborgegnens herrekor. Jeg elsker at synge, siger han.
Men han elsker også at være frisør.
- Det har jeg været glad for jeg valgte. Det er det bedste fag, siger han som det første, da han - for en gangs skyld - selv sidder i frisørstolen, med sin nye CD i hånden.
For selvom det ikke blev til en egentlig karriere indenfor musikken efter 1960erne, så har det stadig været en del af Kalle. Ud over korene, lavede han sin egen plade i 2012, hvor han indsang nogle af ”Lille-Kalle”-tidens sange, som især blev solgt til frisørkunderne.
Den nye plade er dog lidt anderledes, og har været nogle år undervejs.
- Jeg tror jeg har været i studiet i Jylland ti gange, og nu er den så blevet færdig.
Samarbejdet med producer Poul Vinther, har nemlig været sværere, på grund af plademandens problemer med Parkinson. Men pladen skulle ud.
- Det kom egentlig - for mange år siden - fra min svoger. Han stak mig et kasettebånd, men sange han havde samlet sammen. Det var country. Jeg kunne virkelig godt lide det og han gav mit navn videre til Poul Vinther, som han havde haft talt med, fortæller Kalle Rasmussen, der også tilegner albummet til sin nu afdøde svoger.
- Det er også derfor det hedder ”Mindernes vej”, siger Kalle. 
Han har fundet en række gamle amerikanske country-evergreens og indsunget dem i danske versioner. Nogle er skrevet af andre, mens ”Jeg vil vandre fra værtshus til værtshus”, har fået et Kalle-vers med.

Ikke ud
- Jeg har lige møde, men jeg har en tid halv-fire, siger han, da en kunde kigger ind. 
- Den er god - vi ses.
Der er travlt i salonen, og jeg må indrømme, at det var en af Kalles faste kunder, der tippede os om hans barbers kommende country-album, som fik gjort, at jeg endelig fik taget mig sammen til at møde manden, der heldigvis kunne booke mig ind på en tid. Selvom han er 72 år og egentlig er pensionist, så  har han nemlig ikke planer om at lægge saksen. Heller ikke for musikkens skyld.
- Jeg skal ikke ud at spille - altså der har ikke været nogen at spørge - men jeg har ikke planer om koncerter. Det er fordi, det er sjovt, siger han, mens vi lytter til en af sangene fra det nye album. Han er selv ret tilfreds, og det fungerer godt med country. For hvor Lille-Kalle-stemmen var ung, så er den voksne Kalle - der bare kalder sig Kalle - mere ru. Mere vejrbidt. Mere country.

Udenad
Det var noget andet, end da han blev opdaget. Han vandt en amatørkonkurrence og Four Stones hørte om ham  fra Silde-Jens.
- Det var min far. Han handlede med fisk fra en fiskebil. Min mor havde en købmandsbutik, siger han.
At være selvstændig, kommer ikke fra fremmede.
Her blev der rigtig sat gang i frisørkarrieren, da sangkarrieren gjorde holdt og sluttede endeligt.
- Da jeg blev soldat, siger han. 
Sjovt nok var det også filmen ”Soldaterkammerater”, der var med til at få ham i gang med sangen, for her  optrådte den unge Laurie London, der sang ”He’s got the whole world”.
- Jeg lærte den udenad. Jeg forstod det ikke. Sådan var det med mange af sangene, siger Kalle, der også havde en tysk sang ”banjo-boy” på repertoiret.
- Det var dejlig tid, og de passede på mig, siger Kalle og refererer til Four  Stones, der kun var en syv-otte år ældre end ham.
Men der var mange unge stemmer på det tidpunkt og Kalle var en af dem, der var ved at få det stor gennembrud med musikken.
- Dengang var der noget der hed TV i Tivoli, hvor de præsenterede alt det nye. Det var Svend Petersen, der var impressario og vi blev ringet op og spurgt, om vi ville være med. Men noget tid efter, så var der besparelser og så røg showet af, siger Kalle Rasmussen.
- Hvem ved, hvad der var sket, hvis det var blevet til noget, siger han.
Men det var måske godt det samme, for frisørtiden har givet en masse.
Ikke mindst, da han som soldat var på kongeskibet Dannebrg.
- Der var jeg gast og fik lov at klippe Kongen. Det var Frederik den Niende dengang. Han var en spændende fyr og et meget behageligt menneske, fortæller Kalle, der nok var lidt nervøs til at begynde med, men de kunne tale om det meste - eller - det var meste Kongen, der talte.
- Han røg pibe og havde en stor samling af gaslightere, huske Kalle, der skulle sørge for at skilningen blev rigtig cirka en gang om måneden i den tid.
Men derfra der var sejlene sat mod frisørkarrieren og det musiske kom med Beatles-hår, Travolta-klip og Tommy Steel-anderumper.
- Jeg var en af de eneste her, der klippede etager på mænd og lavede langhårsklip, siger han. Og han har altid fulgt med tiden.
- Men det var nu lidt mærkeligt med de der skater-frisurer der kom, hvor det lignede en kasserole over ørerne, siger han, inden den næste kunde træder ind ad døren og gør klar til at få flyttet ørene.
- Men jeg synger ikke, når der er kunder - med mindre de beder om det, griner Kalle. Han er spændt på , hvad folk siger til det nye countryalbum, der mest bare er et supplement til sangen og fælleskabet i hans kor.
- Der er et stort sammenhold i korene. Jeg bliver glad - man kan ikke undgå at være glad - når man synger, siger Kalle.

Kalle Rasmussen - også kendt som ”Lille-Kalle”, var en stor stjerne i slutningen af 1950´erne, og har siden været frisør i Vordingborg. Nu kommer der dog et country-album, fra den sang-glade gut. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar