• www.henriks-hvidevarer.dk

Folk får papkasser på hovedet med det samme de ankommer. Foto: Trine Haugstrup

Kroppe spredt i mørke

Hvor fri kan man være i mørke? Det var blot et af de mange spørgsmål, som publikum fik mulighed for at skabe deres eget svar til i forestillingen Bodies in the Dark under dette års Waves Festival.

Vordingborg Jeres udsendte for Sydsjællands Tidende valgte at opgive synet og melde sig til den interaktive forestilling Bodies in the Dark, som er skabt af den koreanske gruppe Elephants Laugh.
I programmet for Waves festivalen stod, at alt bestemmes af deltagernes valg og viljestyrke, og jeg måtte finde min viljestyrke frem og ikke Google, hvad jeg kunne se frem til, når jeg opgav synet.
Ved tilmeldingen til forestillingen var det ikke kun synet, som deltagerne kunne se frem til at miste. Også overblikket forsvandt, da vi ikke fik besked om, hvor det skulle finde sted.
Først på selve dagen modtage jeg en SMS.
Det viste sig at være ved Vordingborg Teater. Spredt kom publikum i biler, grupper, gående og på cykel.
Klar står tavse mænd i neon grønne refleksveste, og giver publikum en orange papkasse på hovedet med mørkeblå folie over øjnene, hvorefter vi i grupper eller som enkeltpersoner bliver ført hen til Vordingborg Teaters dør. Allerede inden vi kommer til døren er stemningen sat, og her bliver det alvor. Det mørkeblå folie bliver dækket helt til, synet forsvinder, og mens jeg bliver bedt om at tage skoene af, får jeg nummeret 19, og ledes ind i et mørkt rum. 

Finde sin plads i mørket
Hvor mange og hvem jeg delte rum med ved jeg ikke, men hver og én har fået deres eget tal. 
Ikke af symbolske grunde, men praktiske. Når vi blev væk i mørket, skulle vi klappe, hviske vores tal til hjælperen, så vi kunne blive hjulpet på plads. Pladsen havde et specielt kendemærke, så vi ikke tog fejl af den i mørket, hvis vi selv kunne finde tilbage til sin plads. Ryglænet på min stol havde tre elastikknuder. Det var min base i mørket. 
Rummet fyldes af lyde af bølger og fugle. Uden tvivl skal lydene virke beroligende, men i rumme hører jeg et par af deltagerne fniser nervøst. Den slags fnisen der laves i situationer, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.
Pludselig brydes de beroligende lyde, og erstattes af en skramlende maskinel lyd, hvor der indover den taler en kvinde til os i mørket på engelsk.
Om det er ordrer eller opfordringer under hele forestillingen, har jeg svært ved at finde ud af. 
Men jeg fornemmer, at alle sammen gør, hvad der bliver sagt, når vi bliver bedt om at træde ud i mørket. 
Beskederne fra den kvindelige stemme trækker os længere og længere ind mellem hinanden i mørket. Det er ikke altid, at det er til at forstå hvad der bliver sagt. Selvom folk i rummet spørger ”WHAT” eller ”Please say it again”, forbliver kvinden tavs. 
I løbet af forestillingen opsøger folk ikke længere den konkrete besked. 
Frigørelse
Tidsfornemmelsen for hvor lang tid vi går blandt hinanden, og hvornår vi sidder på vores plads, forsvinder.
Hver gang vi sidder på vores plads, får vi opgaver der bliver mere og mere udfordrende. En af dem er at finde frem til en anden person. Vi skal røre ved hinandens ryg for derefter at stå ryg mod ryg, for til sidst, sammen ryg mod ryg lægge sig ned, og hvile sit hoved på en andens skulder. 
Det er en intim oplevelse at lade sit hoved hvile på en ukendt skulder.
Tilbage på vores plads bliver vi bedt om at smide sokkerne, gå rundt blandt hinanden, for igen at få besked om at finde tilbage til vores egen plads. Jo længere vi kommer hen i forestillingen, jo flere har brug for hjælp til at finde tilbage til sin plads. Vi er blevet mere tryggere ved mørket og klar til at bevæge os længere væk. 
På vores plads opfordres vi til at tage stilling til, hvor meget af vores tøj der er nødvendigt at have på i mørket.
Her er der mange der griner i mørket, for selvom publikum skal være over 16 år for at deltage, så var vi mange voksne, der grinte ved tanken om at tage tøjet af. I løbet af forestillingen var der mulighed for at tage mere og mere tøj af, når vi sad på vores plads, og inden vi igen skulle ud og gå blandt de andre.
Jeg smider den ene sok, og det sætter tanker i gang om forestillingens idé:
Hvor fri kan du være i mørket?
For selv i mørket er jeg forfængelig, overfor mennesker i mørke jeg ikke kender, og som jeg aldrig har set, eller vil vide at jeg har delt rum med.
Mod slutningen får vi mulighed for at bevæge os mere og mere frit. Her kan vi gøre, hvad vi vil i mørket. 
Jeg sætter mig ned for at undersøge, hvor mange der kan nå at gå ind i mig i mørke. Jeg kan mærke, at én har lagt sig på gulvet.
Til sidst bliver vi i mørket opfordret til at danse, og som under hele forestillingen lader det til at folk er med på ideen om at bevæge sig på det mørke dansegulv. 
Da vi alle er tilbage på vores pladser, får vi som individer mulighed for at bestemme, hvor lang tid forestillingen skal fortsætte.
Til sidst siger kvinden, at så længe vi klapper, så længe vil forestillingen fortsætte. 
Spredte klap lyder, indtil der bliver stille i rummet. Forestillingen er slut. Vi bliver ført ud af rummet, og videre ud i sensommeren.
Nogen i grupper andre som enkeltpersoner bliver ført ud til parkeringspladsen, op til vejen og mange andre steder, ligesom at vi ikke kom fælles ind, som en bevidst gruppe, kom vi heller ikke fælles ud. 
Lige til det sidste var vi spredt mellem hinanden.
Jeg blev fulgt op på fortovet, og her mødte jeg Tine Winther Clausen, der stod med den karakteristisk orange papkasse til hovedet med det mørkeblå folie for øjnene.
Måske var jeg inde i det mørke rum med hende. Måske var det hendes skulder som mit hoved hvilede på da jeg lå på gulvet?

 

 

Måske vi alle skulle danse i mørke

Vordingborg - Rummet var fyldt med kærlighed, og alle dem man rørte ved gav hånd, der var en respekt for hinanden, fortæller Tine Vinther Clausen.
Bodies in the Dark var det eneste, hun skulle opleve under dette års Waves festival.
Hun var tryg ved at melde sig til en så udfordrende forestilling, da hun var sikker på, at det nok skulle gå. Dog havde hun svært ved at skulle afvente for nærmere besked om spillestedet.
- Det var lidt småirriterende, ikke at vide hvor det er, for hvor langt skulle vi køre? Hun modtog en SMS som kom klokken 16, to timer før forestillingen. 
Der var intet i mørket, der overskred hendes grænser. 
Hun følte sig tryg ved forestillingen. 
- Jeg havde uafbrudt svært ved at finde tilbage til min egen plads, griner hun.
Og hvad angår den omtalte nøgenhed, så havde hun ikke taget noget som helst af da strømperne var af hjemmefra.
Hun funderer over, hvor mange der var nøgne. Selv mener hun at have rørt ved en nøgen overkrop.
Det skete da man skulle finde sammen to og to, og mærke hinandens navler, mens man skulle tænke på det liv som en navle indeholder.
For Tine Vinther Clausen var det en spøjs oplevelse at hvile hinandens hoved mod en andens skulder, mens man lå ned. 
- Det virkede naturligt, fortæller hun og gøre sig videre tanker om, hvordan de andre i mørket agerede.
- Tænk hvis man i virkeligheden i lyset møder hinanden, så åbne som vi gjorde i mørket. Jeg blev ikke skubbet væk, og der var en respekt blandt hinanden. Der var dog pudsigt at vi ikke præsenterede os da vi gik rundt og gav hånd i mørket.
Af alle de forskellige oplevelser i de 90 minutter forestillingen varede, så var Tine Vinther Clausens bedste oplevelse dansen, hvor hun endte med at danse med en mand. Under dansen blev der – vistnok af arrangørerne – lavet masser af lyde og stemningen blev mere elektrisk.
- Måske man skulle danse lidt mere i mørke, siger hun eftertænksom. 

Folk får papkasser på hovedet med det samme de ankommer. Foto: Trine Haugstrup

Spredt bliver publikum ført væk fra forestillingen. Foto: Trine Haugstrup

Tine Vinther Clausen oplevede kærlighed og respekt i mørket. Foto: Trine Saugstrup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar