Formand for juleudvalget Erling Christensen stod i boden udenfor og solgte blandt andet fuglefoder og fuglekasser. Foto: Ulrik Jensen

Løverne julede i Tolstrup

Lions traditionsrige julemarked i Tolstrup bød på masser af boder og også lidt lopper.

Tolstrup Lions Langebæk holdt i lørdags sit traditionelle julemarked i Tolstrup, hvor ”løvernes” klubhus dannede rammen om et hyggeligt arrangement med boder både ude og inde. Der var god tilstrømning lige fra start, så trafikregulering var nødvendig for at få plads til de mange biler på den smalle vej. 
De lokale producenter var på plads, så der var øl og ost fra Ugledige, honning fra Møn, kryddersnaps, stenovnsbagt brød og meget mere. 
Udover de mere velkendte indslag bød Julemarkedet også på et telt med ”julelopper”, fordi ”løverne” i forbindelse med deres årlige, store loppemarked på Stensbygård om efteråret altid sørger for at frasortere ting, som bedst hører hjemme på julemarkedet.
Det fortæller Lions Langebæks præsident Jens Nielsen, der vurderer, at julemarkedet trods sin beliggenhed lidt uden for alfarvej besøges af cirka 300 gæster i løbet af de fem timer arrangementet varer. 
- Vi glæder os over den fine opbakning, og inklusive vores egne boder er der i år i alt 19 forskellige boder. Stensbygård leverer pyntegrønt, som vi selv har været ude at klippe i skoven og for hvert juletræ, som købes hos Belinda og Søren Hansen i Skovhuse, får Lions Langebæk 50 kroner. Gløgg og æbleskiver får vi fra Rema 1000 i Stensved. Alt overskud går naturligvis til humanitære og almennyttige formål, understreger Jens Nielsen.

Flittige piger
I Lions Langebæks egen bod udenfor står Erling Christensen og sælger juletræer, fuglefoder, fuglekasser med mere. 
Erling Christensen er formand for juleudvalget og han glæder sig over den løbende tilstrømning af købelystne folk, som går hjem med blandt andet gran, juledekorationer og kranse.
- Det er ”vores piger” som har været flittige og har lagt et stort arbejde i at lave dekorationer. De har været samlet flere gange i den forløbne tid. I dag er de selv med og hjælper til med at sælge fra vores boder og servere gløgg og æbleskiver. Lions Langebæk har  egentlig kun mandlige medlemmer, men pigerne bakker altid rigtig godt op, når vi afholder arrangementer, fortæller han.

Formand for juleudvalget Erling Christensen stod i boden udenfor og solgte blandt andet fuglefoder og fuglekasser. Foto: Ulrik Jensen

Indenfor var der gang i salget fra de forskellige boder. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar