• www.henriks-hvidevarer.dk

Anita Callesen demonstrerede det gamle håndværk lampefletning. Foto: Ulrik Jensen

Lampefeber…

Der var fokus på såvel traditionelt som moderne design, da El-centret i Vordingborg i lørdags havde inviteret til designerens dag, hvor kunderne blandt andet kunne stifte bekendtskab med en professionel lampefletter. 

VORDINGBORG Mon ikke mange roder lidt rundt i begreberne – som avisens udsendte – når talen falder på PH, Louis Poulsen og Le Klint. De fleste ved nok, at det har noget at gøre med belysning og lamper.
De fleste forbinder de flettede lampeskærme med Le Klint, som trods det franskklingende navn er en dansk virksomhed beliggende i Odense. Gennem mange år har virksomheden sendt et utal af flettede lampeskærme på markedet.  Lampeskærmene findes i diverse udformninger i rigtig mange hjem rundt om i Danmark. 
De fleste kender PH-lamper, men færre kender nok til, at den ikoniske danske designer Poul Henningsen også var en dygtig møbeldesigner.
PH-lampen forhandles af det gamle hæderkronede Vejen-firma Louis Poulsen, som blev grundlagt helt tilbage i 1874 og stadig er førende, når det gælder fremstilling af lamper og belysning skabt af for længst afdøde Poul Henningsen, men også af både nyere danske og udenlandske designere.

Lampefletter
På Designerens dag i El-centret kunne kunderne blandt andet møde Anita Callesen, som demonstrerede, hvordan en lampefletter arbejder. 
Anita Callesen er forholdsvis ny i faget og er ansat på Louis Poulsens virksomhed i Vejen. At Louis Poulsen bevæger sig ind på det, som nærmest regnes for Le Klints gebet, med et flettet lampedesign er forholdsvis nyt. Designerlampen Partea, der er skabt af Øivind Slaatto, har kun været på markedet siden 2015.
Anita Callesen forklarer, at en Partea lampeskærm består af et top- og et bundstykke, som forbindes med to lodrette strimler, som flettes på skift. Det hele forbindes med en tredje vandret strimmel. 
- Det varer godt en time at flette en Partea lampeskærm, der findes i flere forskellige størrelser, fortæller Anita Callesen. Lamperne flettes i en særlig type pvc-folie, som findes i en ren hvid udgave og i en model, som kaldes ”silver”.

PH
Det var dog ikke alene belysning og lamper, som kunderne kunne opleve ved Designerens dag i El-centret.
PH-møbler var repræsenteret af Søren Svendsen, som dog kun kunne fremvise nogle af Poul Henningsens mindre arbejder i møbeldesign og spejle.
- Faktisk begyndte Poul Henningsen at designe møbler et par år før han skabte den første af sine berømte lamper, fortæller Søren Svendsen, som kommer fra firmaets butik i Bredgade i København.
- Allerede i 1931 designede Poul Henningsen et flygel, som er vidt berømmet. For syv år siden re-lancerede vi flyglet, men der er intet ændret på flyglets oprindelige design. Nu sælger vi flyglet over hele verden, men har kun solgt få i Danmark, fordi det er i en klasse helt for sig selv.
- Det enkle og funktionelle var PHs varemærke. Da flyglet dengang det blev præsenteret første gang, sad Poul Henningsen på en stol, som stadig er et unikt design, som vi sælger fra vores butik.
- Det er ”slangestolen”, som i al sin enkelthed består af et bøjet stålrør med et sæde. Det specielle er, at røret er bøjet mod uret, så det er faktisk kun en fabrik i Schweiz, som er i stand til at fremstille stolen, fortæller Søren Svendsen.
El-Centrets indehaver Peter Bruun var naturligvis meget tilfreds med forløbet af Designerens dag:  
- Det er dejligt, at kunderne bakker op, når vi arrangerer sådan noget som i dag, og jeg er meget tilfreds og glad for det fine fremmøde.

Anita Callesen demonstrerede det gamle håndværk lampefletning. Foto: Ulrik Jensen

Søren Svendsen fremviste ”slangestolen” og PH- designede spejle. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar