En overbevisende sejr til Vordingborg i en lovlig fysisk hjemmekamp mod Holmegaard GB. Foto: Mikkel Nordvig

Målfest i Vordingborg

Vordingborg IF tog imod Holmegård GB på årets første efterårsdag. Hjemmeholdet vandt en overbevisende 5-1-sejr i en kamp, hvor man desværre godt kunne have ønsket sig en lidt mere stringent styring fra dommerens side.

Fodbold Vejret viste sig fra sin bedste side, da de to mandskaber indtog Vordingborg Stadions flotte grønsvær. Inden kampstart hyldede såvel holdkammerater som det fremmødte publikum Thomas Hebo, der modtog titlen årets spiller. Da det var på plads, kunne kampen tage sin begyndelse, og Vordingborg satte sig i førersædet fra starten. Blot et par minutter inde bragte Vordingborgs nummer 6, Oliver Skaaning hjemmeholdet foran 1-0. 
Gennem begge halvlege er det tydeligt, at VIF er den overlegne part. Selvom Holmegaard lægger pres på da de kommer bagud, er deres handlemuligheder begrænsede, og de fleste af de afslutninger, holdet tilkæmper sig, håndteres uproblematisk af Vordingborgs baglinje og sikre målmand.
Sejrens størrelse er både flot og overbevisende, men kampen kunne have været pænere. Der ”gik fysik i den” ved flere lejligheder, og dommeren er en kende passiv over for flere hændelser. Mod kampens sidste minutter var der ophold i spillet da en spiller blev liggende på grønsværen efter en tackling. Da kampen ikke var stoppet mens folk stod stille, benyttede en vordingborgspiller sig af muligheden for et frit løb mod mål. Det resulterede i en scoring til kampens resultat, 5-1 til hjemmeholdet og stor utilfredshed blandt gæsterne. Gemytterne var på nippet til at koge over, og selvom det ikke udartede til håndgemæng, var det ikke sådan, man ønsker at se tingene udfolde sig på banen. 
Holmegaard syntes opildnet af hændelserne i de sidste minutter og reagerede med intenst pres, der dog ikke kunne ryste Vordingborgs målmand, der med en overlegen tackling lukkede angrebet. Efterfølgende udmøntede gæsternes frustrationer sig i et frispark, som fik folk på lægterne til at kræve rødt kort – hvilket dommeren var enig i. Rødt kort i overtiden og nok et skænderi mellem spillerne og tilråb fra tilskuerne lukkede kampen efter godt 93 minutter. Vi fangede VIF-træner, Jan Faber, som naturligvis var glad for kampens resultat, men godt kunne have undværet andre aspekter af de netop forløbne 90 minutter:
- Den her kamp bliver alt for præget af fysik og dumheder. I stedet for man bare spiller fodbold, er der masser af frispark og eftertacklinger, som kommer til at trække i en uheldig retning. Vi er selvfølgelig glade for at komme på tavlen med de tre point nu. Det har været tæt på to gange, så det er vigtigt at komme igennem med en sejr, og 5-1 er jo et flot resultat, siger Jan Faber og fortsætter med nogle betragtninger om indsatsen: 
- Vi kan godt gøre det bedre – der er nogle ting, vi skal arbejde med. Men vi er også nervøse efter at have været tæt på de sidste to gange. Vi gør mange ting rigtigt, men vi gør også mange ting forkert. Angående enkeltpræstationer fremhæves især en.
- Anderson med nummer 13 gør det fremragende, da han bliver skiftet ind. Han er stærk og svær for forsvaret at holde, og han bliver afgørende i mange situationer, lyder det.
Efter lørdagens sejr ligger Vordingborg IF nummer seks i Serie 1 med tre point, som altså blev hentet i en kamp, der kunne have været kønnere, men hvis resultat var flot. 
nordvig

Fodbold serie 1:
VIF-Holmegaard 5-1
Målscorere VIF:
Oliver Skaaning – 1 mål
Benjamin Rud Jensen – 3 mål
Michael Holm Olsen – 1 mål

En overbevisende sejr til Vordingborg i en lovlig fysisk hjemmekamp mod Holmegaard GB. Foto: Mikkel Nordvig

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar