Jørgen Møller og Gitte Kongstad har været glade for den hjælp de fik af Vordingborg Kommune, da Jørgen for nogle år siden blev alvorligt syg. Foto: Mille Holst

Mødet med kommunen var voldsomt og grænseoverskridende og meget positivt

Man ved ikke altid selv, hvad der er bedst for en. Det mener i al fald Gitte Kongstad og hendes mand Jørgen Møller, der i dag er taknemmelige for den hjælp, de fik af Vordingborg Kommune, da Jørgen en dag pludselig blev alvorligt syg. Hjælpen kom ikke i den form, de havde forventet, men parret havde tillid til at kommunens folk vidste, hvad de gjorde, og var i øvrigt gode til at sætte ord på deres følelser og behov. De er ikke i tvivl om, at det er medvirkende til, at Jørgen idag atter kan klare sig selv.

Vordingborg Når sygdom rammer pludseligt, er det vigtigt, at det offentlige står klar med en hjælpende hånd. Det gjorde det, da Jørgen Møller i 2013 pludselig blev ramt af en sjælden nervesygdom (Guillain-Barré syndrom), der på nogle få dage gjorde ham totalt lam. 
- Der kom et helt hospital ind, fortæller Gitte Kongstad, der er hustru til Jørgen Møller. 
Ved det første besøg fra myndighederne i hjemmet, kom der i følge parret 18 personer på én gang. De sad omkring spisebordet og planlagde det kommende behandlings- og genoptræningsforløb og samtidig blev stuen målt op, for at sikre at der var nok arbejdsplads omkring sygesengen.
- Det var en voldsom oplevelse, fortæller Gitte Kongstad, der dog på samme tid syntes det var godt, der kom så mange, for de fik koordineret den indsats, Jørgen havde behov for. Men hjælpen kom ikke helt som parret havde regnet med. Eksempelvis fortæller Jørgen, at han bad om at få en rampe installeret til husets hoveddør, så Gitte kunne køre ham ind og ud i kørestol.
- Ergoterapeuten sagde: Du får ikke nogen rampe. Jeg skal nok lære dig at komme op ad trinnet, fortæller Jørgen, der ligesom sin hustru blev vred over dét svar.
- Men hun lærte ham faktisk at gå, siger Gitte og hun og Jørgen er enige om, at hjælpen kommer, bare ikke altid i den form, man selv tror er den bedste. 
- Jeg søgte om at få en elektrisk kørestol, men det kunne jeg ikke få, for jeg er ikke invalid, siger Jørgen og Gitte supplerer:
- Jørgen kunne blive rask.
Det tog et års tid for Jørgen Møller igen at komme til at stå på sine ben, og i dag kan han sågar gå kortere ture.
- Men det højre ben er stadig ikke godt, siger Jørgen, der dog kan handle ved at støtte sig til indkøbsvognen og i hjemmet bruger han nogle gange stadig sin arbejdsstol, når han er i køkkenet og laver med.

Vigtig kommunikation 
Dybest set mener ægteparret, at man får den bedste hjælp, når kommunikationen lykkes. Og både Jørgen og Gitte var gode til at sætte ord på, hvordan de havde det, hvad der var galt og så videre.
- Jeg kunne sige, at der var noget, vi manglede eller at jeg var ked af det; så fortsatte den næste der kom her den samtale, fortæller Gitte og Jørgen supplerer:
- De havde sgu meget godt styr på den interne kommunikation.
- Vi var søde og tænkte: I ved nok bedst, siger Gitte Kongstad, der dog også ind imellem havde sine tvivl, når eksempelvis hjælpen ikke kom på den måde, hun havde forventet det.
- Der var et tidspunkt, hvor jeg var lige ved at gå helt ned  og jeg bad om en aflastningsplads - lige meget hvor; men det kunne vi ikke få, siger Gitte Kongstad og Jørgen fortæller, hvad der i stedet skete:
- Gitte kom en uge på højskole. Der fik jeg mad fra kommunen. Det var fint.
- Vi var selv magtesløse og kendte ikke systemet, men vi fik de hjælpemidler vi havde brug for. Det var hårdt i starten, men godt, siger Gitte Kongstad og fortsætter:
- Da vi efter et år kunne frasige os ti hjælpere, sparede det jo kommunen for en masse penge.
- Vi havde aldrig klaret skærene, hvis ikke vi havde fået hjælp, mener Gitte Kongstad.

Jørgen Møller og Gitte Kongstad har været glade for den hjælp de fik af Vordingborg Kommune, da Jørgen for nogle år siden blev alvorligt syg. Foto: Mille Holst

Jørgen Møller passer i dag parrets karper i havebassinet. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Udkommer ST igen? Og hvad sker der med Centraltrykkeriet?y

Tilføj kommentar