• www.henriks-hvidevarer.dk

Morten Brandt får som formand for VIF en liste med særlige krav fra DBU, når førsteholdet om en måneds tid spiller pokalkamp. Kravene gør, mener han, at spillere og klub mærker, at de nu er med i en liga, hvor det virkelig betyder noget. Foto: Mille Holst

Med oprykning og pokalkampe følger større krav

Fremtidige kampe i Sjællandsserien og pokalkampe henover sommeren stiller ekstra krav til spillere og klub i VIF. Men det er kun godt, mener såvel træner som klubformand.

Vordingborg Når VIFs førstehold (herrer) til næste år skal spille i Sjællandsserien følger der ikke fra DBUs side nogle særlige krav med til klubben. Det fortæller både træner Jan Faber og klubformand Morten Brandt, og også borgmester Mikael Smed har været i kontakt med DBU for at sikre sig, at der ikke fulgte nogle krav med som Vordingborg Kommune skulle tage sig af.
Men selvom DBU ikke har anderledes krav til klubben end i Serie 1, så betyder det ikke, at Vordingborg Idrætsforening ikke vil gøre lidt ekstra ud af kampene på hjemmebane. Det fortæller Morten Brandt.
- En ting er krav fra DBU, noget andet er, hvordan vi selv iscenesætter det. Vi vil gerne have en hjemmebane, der samler byen. Det er det bolddrengene, musikken i pausen, fadøllene og grillpølserne gør, siger han og vil derfor gerne sætte barren højere end DBU kræver. Om ikke andet så fordi det er sjovere for både spillerne og klubbens frivillige.

Træner mod stærkere hold
Førsteholdstræner Jan Faber fortæller, at spillerne med oprykningen til Serie 1 oplevede en markant større interesse for fodbold fra lokalområdet.
- Det bliver endnu mere i Sjællandsserien, mener træneren, der har givet sine spillere tre ugers ferie - nærmest med forbud mod at røre en bold.
- Men de har et program, de skal følge, de skal løbe og så videre, forklarer Jan Faber, der starter træningen op igen 15. juli, hvor holdet i en træningskamp skal møde Roskilde KFUM, der ikke har tabt 20 kampe i træk.
- Man lærer ikke af at vinde hver gang, siger Jan Faber om årsagen til at han har bedt om en træningskamp mod netop dette stærke hold. Senere følger træningskampe mod Taastrup FC, Karlslunde og Nykøbing Falster.
- Det er alle fire hold, der på papiret er bedre end os, men det er også nødvendigt, hvis vi trækker et af de store hold i pokalen, siger Jan Faber. Og det var netop, hvad VIF gjorde: De skal spille pokalkamp mod Næstved engang i uge 32.

Brug for forstærkninger
Selvom Jan Faber er bekymret over de skader, spillerne i løbet af foråret har fået, så er han fortrøstningsfuld for den kommende sæson.
- Det går den rigtige vej. Andre hold siger: ”Det er sindssygt, som I har udviklet Jer siden efteråret”, fortæller Jan Faber, der dog ser sig nødsaget til at supplere spillertruppen yderligere.
- Vi kan sagtens være med, det er ikke det, men vi er presset på topniveauet i spillertruppen, mener han, men tager dog ikke hvem som helst ind, selvom de er dygtige spillere.
- De skal passe ind socialt, siger han og vil være sikker på, at det er spillere, der virkelig vil netop denne klub og byen.

Pokalkampes særlige krav
I august spiller VIFs førstehold (herrer) pokalkamp mod førstedivisionsholdet fra Næstved, der lige nøjagtig ikke rykkede op i Superligaen her i foråret. Til disse pokalkampe er der helt anderledes krav til klubberne.
- Der kommer en lang liste fra DBU og Divisionsforeningen, som har forhandlet nogle krav på plads, fortæller Morten Brandt, der endnu ikke har sat sig helt ind i, hvilke krav der reelt stilles. Men det er noget med håndklæder og shampoo til modstanderholdet ligesom der også skal stå et bestemt antal sodavand og vand. Derudover skal der være mindst 50 billetter til modstanderne.
- Det er på en måde helt vanvittigt, men et eller andet sted er det med til at skabe en stemning. Nu er vi med der, hvor det sner, siger Morten Brandt, der havde håbet, at holdet i første omgang havde trukket en modstander, som de på papiret kunne slå, og så senere ryge ud til et af de helt store klubber. Men et lokalopgør med Næstved er også helt fint. Det mener i al fald Jan Faber, der er sikker på at lokalopgøret vil give mange tilskuere på stadion. Han håber, at VIF vil blive det lavest rangerende seriehold, der når længst i turneringen - for dermed følger en præmie på 100.000 kroner til klubben. I det regnskab er Næstved dog  ikke lige drømmemodstanderen. 

Morten Brandt får som formand for VIF en liste med særlige krav fra DBU, når førsteholdet om en måneds tid spiller pokalkamp. Kravene gør, mener han, at spillere og klub mærker, at de nu er med i en liga, hvor det virkelig betyder noget. Foto: Mille Holst

Jan Faber glæder sig til et lokalopgør med Næstved. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar