• www.henriks-hvidevarer.dk

Sådan kender mange præstøborgere Kjeld Lorenzen. På vej på den daglige cykeltur med stor jakke og træsko. Og jagthunden Freja for enden af hundesnoren.
Foto: Tommy Christiansen.

Menighedens førstemand fylder 80 år

Siden sin ankomst til Præstø i 1985 har Kjeld Lorenzen sat sit præg på bybilledet. Filialdirektør i Nordea, formand for Venstre, formand for menighedsrådet, formand for handelsstandsforeningen, opvarter på Bernhard til sommerlørdagene og ikke mindst cyklende rundt i byen med en hund i snor. Den 1. december runder han de 80 år.

præstø Da den bette Kjeld rendte rundt og legede i den meget lille sønderjyske by Jejsing, havde han næppe forestillet sig, at han skulle komme på en livsrejse Danmark rundt, inden han blev bankmand og ad snoede veje kom til Præstø. Her slog Kjeld Lorenzen sig ned med fru Agnete og det yngste barn af et kuld på tre.
- Nej, den udvikling var jo ikke til at forudse, men jeg fik da en læreplads ved Amtstuen i Tønder. Og der vidste jeg jo, at man kunne blive forflyttet rundt til andre amter, fortæller Kjeld Lorenzen og sender tankerne tilbage til det sønderjydske.

Fem år hvert sted
Kjeld Lorenzens dannelsesrejse i amterne førte ham til Maribo Amt, Hjørring Amt og Nordre Birks Amtstue i Hellerup inden han fik job i Byggeriets Realkreditfond og senere i Handelsbanken i København.
- Som ganske ung havde jeg en ide om, at man højst skulle være fem år et sted, ellers ville man gro fast. Det prøvede jeg på at efterleve, men det holdt jo heldigvis slet ikke, da vi kom til Præstø. Jeg blev jo i banken med de mange navne i Adelgade i 14 år og nu har vi boet her i 34 år, siger Kjeld Lorenzen.
Og det med banken er en historisk rejse i sig selv. Da Kjeld Lorenzen trådte ind i den sydsjællandske bankverden blev han ansat i Sparekassen for Vordingborg Præstø og Omegn i Vordingborg
Den blev ved diverse sammenlægninger af en række sparekasser først til Sparekassen Sjælland, så til København Sjælland (KS), så til SDS og Unibank og endelig til Nordea.
- Jeg var med hele vejen i alle de ændringer det medførte, indtil til jeg havde min sidste arbejdsdag i Nordea i 1999 da jeg fyldte 60, siger Kjeld Lorenzen og fortsætter:
- Men så snuppede jeg lige fem år mere med et deltidsjob som konsulent i Diskontobanken i Næstved, inden jeg gik på pension, siger han.

Foreninger og fritid
Selvom Kjeld Lorenzen altid har prioriteret familien og jobbet højt, er der blevet tid til at blande sig i bylivet i Præstø.
I en periode vogtede han formandsposten i Præstø Handelsstandsforening (som den hed før i tiden, red.). Ved årtusindskiftet blev Kjeld Lorenzen formand for Venstre i Præstø kommune. 
Og siden midt i halvfemserne har han siddet i menighedsrådet for Præstø Kirke og som formand siden 2006.
- Jeg har haft stor glæde af at være i menighedsrådet. Der har været mange store opgaver dels med ansættelse af sognepræster og andet personale ved kirken, siger Kjeld Lorenzen og fortsætter:
- Og mange glædelige højdepunkter undervejs. Orgelindvielse, lyskuglen, Thorvaldsen-koncerten og ikke mindst genindvielsen af Præstø Kirke efter den store renovering i 2013 med næsten alle de mange tidligere præster, der havde virket i kirken, siger han.
Der bliver også stadig tid til at nyde livet i kolonihaven i Haveforeningen Fremtiden på Skolevej og til at mødes med Supermulerne i Round Table Vordingborg samt til at passe revisorposten i Præstø Håndværker og Borgerforening.
Men en god del af fritiden foregår i grønt tøj med gevær i hånd og en hund ved sin side.
- Jeg har været med på jagt i Sønderjylland siden jeg var helt lille og selv gået på jagt fra jeg var seksten år, så det er en stor interesse. Men de senere år har jeg trappet lidt ned, selvom jeg stadig nyder jagtlivet, siger Kjeld Lorenzen.
Og den første december holder Kjeld Lorenzen fri fra det hele og indbyder til sin fødselsdag i Kirkehuset i Præstø søndag den 1. december fra klokken 12.00.
Og som den regelrette bankmand han er, understreger han:
- Det er mig, der byder og betaler. Ligesom alt andet personale kan jeg låne Kirkehuset, resten må man selv udrede.  Menighedsrådets kasse er jo offentlige midler, dem bruger vi til kirken, siger Kjeld Lorenzen.

Sådan kender mange præstøborgere Kjeld Lorenzen. På vej på den daglige cykeltur med stor jakke og træsko. Og jagthunden Freja for enden af hundesnoren.
Foto: Tommy Christiansen.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar