• www.henriks-hvidevarer.dk

Sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke (S), sammen med Bente Hemmingsen, der for første gang er med til fysisk træning på patientskolen for kræft. Foto: Mille Holst

Minister bekymret for kommunale besparelser

Magnus Heunicke, sundheds- og ældreminister, vil efter et besøg på patientskolerne i Vordingborg i torsdags gerne sikre, at penge til forebyggelse af eksempelvis kræft, diabetes og overvægt gøres uafhængige af kommunale budgetter. 

Kommunen Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S) besøgte i torsdags patientskolerne for kræft og diabetes i Vordingborg. Her medvirkede han i den fysiske træning for kræftholdet sammen med udvalgsformand Mette Høgh Christiansen (S) og tog sig tid til at tale med de kræftramte, der har meldt sig til skolen.
- Det har været dybt interessant at se det her, siger Magnus Heunicke efterfølgende til Sydsjællands Tidende.
- Jeg har talt med en del af borgerne her; det er barske oplevelser, de fortæller om, siger han og finder det arbejde, der gøres på patientskolerne i Vordingborg afsindig vigtigt, både fordi det giver patienterne et afbræk fra den daglige trummerum hjemme, og fordi det sikrer dem fysisk træning, fokus på livsstil og kost og ikke mindst giver dem et netværk med andre, der er i samme båd som dem selv.
- Det er imponerende, at Vordingborg viser vejen, og det her er virkelig vejen frem, mener ministeren og er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi skal forebygge så meget som overhovedet muligt.
Derfor bekymrer det ham også, at kommunalbestyrelsen i Vordingborg fra 1. januar 2020 har sparet patientskolen til overvægtige væk.
- Jeg har forståelse for den økonomiske situation i Vordingborg Kommune, men problemet er, at når man skærer ned på det, er det nogle helt afgørende forhold, man sparer væk, og jeg tror på sigt, at det bliver dyrere, siger Magnus Heunicke. 
- Alt hvad vi kan, må vi forebygge, siger han igen og oplyser, at han med en ny sundhedsreform vil forsøge at klarlægge, hvem der skal varetage hvilke opgaver fremover samt at sikre, at der er penge til tiltag som eksempelvis patientskolerne i Vordingborg.
- Vi må sikre, at der er økonomi til de her tiltag, mener ministeren, og vil gerne have den opgave væk fra de kommunale budgetter, så man undgår hvert år at skulle være bekymret for, om tiltagene bliver eller spares væk.
Også direktør for Social og Sundhed i Vordingborg kommune, Helle Linnet, er bekymret for de nylige besparelser.
- Vi er ved at være der, hvor det er svært at skære mere væk, siger hun til avisen.

Mange overvægtige
Dorrit Guttman, der er chef for afdelingen for Sundhed Børn og Familie i Vordingborg Kommune er stolt over kommunens tilbud via patientskolerne.
- Vi har kørt dem i mange år med gode effekter. Det er noget, vi er rigtig stolte af. Vi har et godt, velfunderet fagligt tilbud til vores kronikere, siger hun.
- Det er en sindssyg vigtig politisk prioritering, fortsætter hun og er naturligvis ærgerlig over, at patientskolen til overvægtige forsvinder, men hun argumenterer for, at kommunen fortsat vil have mange andre tilbud og tiltag til netop denne gruppe borgere.
Blandt andet inddrages foreningslivet så meget som muligt, og alle instanser er opmærksomme og samarbejder.
- Det er jo ikke noget, vi kan løse i kommunen; det kræver stor opmærksomhed også i foreninger og blandt borgerne, siger Dorrit Guttman og gør opmærksom på at netop overvægt er den største risikogruppe for at udvikle alle mulige andre svagheder, lige fra dårlige knæ og hjerte-karsygdomme, over diabetes til kræft.
- Kommunen har rigtig mange svært overvægtige, siger Dorrit Guttman og fortæller at 63 procent af borgerne er overvægtige i en grad, der kræver handling. 

Fælles oplevelser
- Patientskolerne er jo forskellige men bygget op om den samme ramme med en kombination af træning, undervisning og netværk, fortæller Trine Nordentoft, der er leder af træning og Rehabiliteringsenheden i Vordingborg Kommune. Deltagerne mødes to gange om ugen og hver gang afsluttes med kaffe og hyggesnak.
- Netværket er vigtigt for at borgerne fastholder træning og kost og livsstilsændringer, fortæller Trine Nordentoft og netop det, at man oplever, at man ikke er alene med sin problematik er en stor hjælp for patienterne. Patientskolen finder sted to gange om ugen og afsluttes hver gang med en såkaldt ”3. halvleg”: Her drikkes kaffe og snakkes om alt mellem himmel og jord.
Bente Hemmingsen fra Nyråd deltog for første gang nogensinde i undervisningen på patientskolen for kræftpatienter i torsdags, og at ministeren for området selv deltog i træningen denne dag, gjorde den første dag til noget særligt.
- Jeg blev henvist fra Roskilde sygehus og meldte mig til, siger hun til avisen og fortæller, at hun har hørt rigtig meget godt om patientskolen i Vordingborg, hvor hun har venner, der tidligere har deltaget, og hun har hørt, at patienterne har det godt sammen.
Det er også det indtryk man får som gæst, for umiddelbart efter træningen går snakken på kryds og tværs mellem deltagerne.
 

Sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke (S), sammen med Bente Hemmingsen, der for første gang er med til fysisk træning på patientskolen for kræft. Foto: Mille Holst

Sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke (S), besøgte patientskolerne i Vordingborg. Her ses han som nummer tre fra venstre bagest med udvalgsformand Mette Høgh Christiansen (t.) sammen med holdet på patientskolen for kræftramte. Foto: Mille Holst

Tre ledere i Vordingborg Kommune: Dorrit Guttman (tv.), chef for Afdeling for Sundhed Børn og Familie, Helle Linnet, direktør for Social og Arbejdsmarked, og Trine Nordentoft (th.), leder af Træning og Rehabiliteringsenheden. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar