• www.henriks-hvidevarer.dk

Snakken går livligt henover kaffebordet, mens gildernes nørkledamer har hænderne fulde af pensler, synåle, strikkepinde, garn og papir. Foto: Mille Holst

Nørkler på livet løs op til julemarked

En gruppe damer i Sankt Georgs Gilderne har mødtes en række onsdage henover efteråret for at lave forskellige nørklerier, der nu skal sælges på gildernes julemarked den 22. og 23. november. 

Vordingborg På Soldaterhjemmet i Vordingborg mødes en gruppe kvinder fra Sankt Georgs Gilderne i Vordingborg nogle onsdag henover efteråret for at lave ting og sager til gildernes årlige julemarked.
I år finder julemarkedet sted i Ivys tidligere butikslokaler på Algade 56, og gilderne slå dørene op fredag 22. november klokken 13-17 og lørdag 23. november klokken 10-14. Her er alskens julesager og andet godt. Blandt andet har Kirsten Krebs syet små røde hjerter, der kan hænges på juletræet eller en juledekoration, Gitte Thorning Petsersen har flettet julestjerner, Kirsten Bagger Larsen har knyttet halstørklæder, og Lotte Stehr har hæklet små trommer og karklude og bager hundekiks i dagene op til markedet - for nu at nævne et lille udvalg af julemarkedets fristelser. Desuden kan man om lørdagen også købe æbleskiver og gløgg, og her er julekort, adventskranse, juledekorationer og frisk mos og gran hentet hjem fra Sverige.
Overskuddet fra gildernes julemarked går til godgørende formål.

Ved fælles hjælp
Damerne mødes på Soldaterhjemmet, hvor de over en kop kaffe og en kage fra Soldaterhjemmets restaurant nørkler med hver deres sysler og får råd og gode ideer af hinanden.
Da Sydsjællands Tidende kigger forbi har Gitt Gaardbo taget en gammel sommerdug med. Den har aftjent sin værnepligt som dug, men dens mønster egner sig til at blive klippet op således at der kan laves små forklæder til små nisser. Syningen tager Gitt sig ikke af, det får Kirsten Nielsen lov til, hun syr i forvejen forklæder, muleposer og duge til markedet; Gitt selv forvandler afskårne trægrene til nisser ved hjælp af maling, stof og nips. 

Hyggen og spejderne
Materialerne donerer gildedamerne selv, deres løn består i den hyggelige snak rundt om bordet og snakken springer let fra et nyligt besøg på et andet marked, hvor  Karin Boesgaard fik foræret en række fine håndlavede stjerner, der kan sælges videre på gildernes eget julemarked, til en spejderlejr i 1950, hvor regnen stod ned i stænger og der måtte graves kanaler rundt om teltene og jorden alle vegne var et ælte af mudder og vand.
Mange af medlemmerne i Sankt Georgs Gilderne har som børn og unge været spejder, og derfor har de mange fælles oplevelser fra ungdomsårene. Men gilderne optager i dag alle, der har lyst til at være med og som kan stå inde for deres idealer, der kort sagt går ud på at deltage i løsningen af humanitære og samfundsmæssige opgaver samtidig med at man har det sjovt og hyggeligt sammen. Og så støtter man naturligvis spejderbevægelsen.

Med og uden yngel
I ”gamle dage”, dengang Kirsten Bagger Larsen kom med i gilderne, var det helt normalt, at man var midt i tyverne, havde arbejde og op til flere børn og flere på vej, når man gik ind i foreningsarbejdet. Sådan er det ikke længere; nye medlemmer i gilderne er i dag over 50 år.
- Skoler, fritidsordninger og fritidsinteresser kræver bare meget mere af forældrene, end da vores børn var små, så jeg kan godt forstå, at de ikke har så meget tid, som vi havde. Når man er fri for yngelplejen, så kommer man, siger Kirsten Bagger Larsen, der er taknemmelig for det netværk, hun har gennem gilderne. Hun ser i dag dårligt og har derfor svært ved at lave mange former for håndværk, men hun sætter pris på samværet og vil gerne hjælpe til. Derfor har hun kastet sig over at knytte halstørklæder; her behøver hun ikke et skarpt syn.

Mødes igen efter nytår
På Soldaterhjemmet bliver sidste hånd lagt på julemarkedets ting og sager, og gilderne mødes næste gang for at pynte selve butikken op. Men det er nu ærgerligt at gå glip af hyggen omkring bordet, derfor foreslår Lotte Stehr:
- Bare for at være sociale kan det være, vi skulle mødes en til to gange om måneden fra januar. 
Det forslag bliver modtaget positivt rundt om bordet. 

Snakken går livligt henover kaffebordet, mens gildernes nørkledamer har hænderne fulde af pensler, synåle, strikkepinde, garn og papir. Foto: Mille Holst

Sidste hånd bliver lagt på de syede stjerner, hæklede karklude og små trommer samt små trænisser, så de er klar til at blive solgt på gildernes julemarked. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar