Frank Karberg (tv.) flytter sin Nissan-forretning ind hos Tommy Skovhus (th.) på Næstvedvej 64 i Vordingborg. På sigt er planen, at Frank Karberg overtager den samlede forretning. Foto: Klaus Røngaard

Nissan og Ford slår sig sammen på Næstvedvej

Frank Karberg rykker sin Nissan-forretning ud på Næstvedvej, hvor han slår sig sammen med Tommy Skovhus’ Ford-forhandling.

Nissan/Ford Nissan i Vordingborg med Frank Karberg ved roret flytter 1. april sammen med Ford ved Tommy Skovhus Christensen på Næstvedvej 64 i Vordingborg, hvor medarbejderne i øjeblikket arbejder på højtryk for at give plads til de ekstra folk og biler. 
De to ville gerne holde åbent hus i den anledning, og det kommer også, lover Frank Karberg, der dog må vente til den værste Corona-krise er ovre. Men kunderne er velkomne i butikken på Næstvedvej fra 1. april.
I første omgang er der tale om et samarbejde de to bilforhandlere imellem, men på sigt er det planen, at Frank Karberg overtager Tommy Skovhus’ forretning.
- Det bliver et glidende generationsskifte, siger Frank Karberg og fortsætter:
- Jeg står for den daglige drift, og Tommy får lidt mere fritid.
Med sig til Næstvedvej har Frank Karberg sine Nissan-mekanikere, hvorfor der fra værkstedet på Næstvedvej ikke bare sælges Ford og Nissan, men også ydes service på begge bilmærker samt på Citroën.
- Tommy holder på sine kunder, og jeg kommer med mine til Næstvedvej, og det bliver så mit ansvar at få den nye forretning til at køre, fortsætter han og er glad for samarbejdet med netop Tommy Skovhus.
- Ford har et stærkt varevognsprogram, og Nissan er markedsledende på SUV-markedet, altså de lidt høje biler, mener Frank Karberg og bemærker, at Nissan Qashqai sidste år var den mest solgte bil i Danmark. 
På trods af Corona-krise og de deraf følgende restriktioner fra regeringen, er Frank Karberg fortrøstningsfuld på sin forretnings vegne.
- Vi har været meget heldigt stillede og er egentlig gået fri indtil videre. Vi har solgt lidt biler og har kunder på værkstedet, siger han og fortæller, at kunderne afleverer bilnøglerne afsprittede og i poser.
- Så vi har kunnet holde gang i den indtil videre, siger han.
Med flytningen af Nissan til Næstvedvej følger også en nyindretning af lokalerne, og den nye Nissanafdeling vil på sigt skulle indrettes med nye klinker og møbler.
- Det kommer vi til at lave henover året, slutter Frank Karberg, der glæder sig til at tage imod kunderne på den nye lokation fra onsdag i næste uge.

Frank Karberg (tv.) flytter sin Nissan-forretning ind hos Tommy Skovhus (th.) på Næstvedvej 64 i Vordingborg. På sigt er planen, at Frank Karberg overtager den samlede forretning. Foto: Klaus Røngaard

Foto: Klaus Røngaard

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar