• www.henriks-hvidevarer.dk

Nye træer i Rådhusparken er blevet ødelagt. Tre er blevet knækket helt over på midten. I alt må 12 træer nu fjernes på grund af hærværk. Foto: Michael Thønnings

Omfattende hærværk i Rådhusparken

En stor gruppe nyplantede træer i Rådhusparken har været udsat for hærværk i en grad der gør at træerne nu må fjernes - bare et halv år efter at de blev plantet. 

Vordingborg En stor del af de frugttræer Vordingborg Kommune plantede i Rådhusparken sidste år har været udsat for omfattende hærværk. 12 af træerne er så slemt tilredte, at de ikke kan overleve.
Tre af træerne er blevet knækket over midt på stammen, de øvrige træer har fået så store skader i barken, at de heller ikke står til at redde.
Lise Thorsen, fagchef i Trafik Park og Havne, vurderer, at det vil koste kommunen cirka 30.000 kroner at erstatte træerne med nye, og i kommunen regner man med at erstatte alle træerne, men hele sommeren må man undvære dem.
- Vi kan ikke plante noget i sommerhalvåret. Det skal ske i det sene efterår, november, fortæller hun til avisen.

Har du set noget?
Vordingborg Kommune har endnu ikke besluttet om sagen skal anmeldes til politiet, men man har taget kontakt til kommunens SSP-konsulent og håber den vej at kunne få sat en stopper for hærværket.
Hvad motivet til hærværket er vides ikke - heller ikke hvem der står bag. Lise Thorsen håber derfor, at borgere, der læser denne artikel, vil henvende sig, hvis de har set eller hørt noget i forbindelse med hærværket i parken.
- Med jeres artikel i avisen og opmærksomhed i SSP regi kan det jo være at nogle borgere har set noget og kan give et praj, siger hun.

Hærværket formodes at være sket efter Kulturnatten i weekenden den 24.-26. maj.

Parken er til for borgerne
For medarbejderne i Trafik Park og Havne, der passer Rådhusparken var det et hårdt slag at møde op mandag morgen og se parkens træer vandaliseret.
- Der er ingen områder, der skal lægge ryg til hærværk, mener Lise Thorsen. Hun påpeger dog, at:
- Vores grønne områder er til for borgerne, ikke omvendt.
Hun lufter derfor tanken om, at Rådhusparken måske derfor endnu ikke er indrettet hensigtsmæssigt i forhold til det, den bruges til.
- Vi skal kunne modsvare de behov, der er, mener hun og fortsætter:
- Måske skal vi gøre noget andet. På et tidspunkt gør vi det rigtige.
Hun er altså indstillet på at fortsætte dialogen med parkens brugere - herunder særligt de unge, som i sommerhalvåret yner at feste her med høj musik, til stor gene for naboerne.

Nye træer i Rådhusparken er blevet ødelagt. Tre er blevet knækket helt over på midten. I alt må 12 træer nu fjernes på grund af hærværk. Foto: Michael Thønnings

Ni af træerne er så ødelagte i barken, at træerne ikke kan overleve, vurderer Vordingborg Kommune. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar