• www.henriks-hvidevarer.dk

Formand for Cæcilia, Mogens Frandsen, overrækker buketter efter koncerten. Fotos: Ulrik Jensen

Opera fyldte Slotstorvet

Alt gik op i en højere enhed, da musikforeningen Cæcilia i lørdags afholdt operakoncert på Slotstorvet i Vordingborg.

Vordingborg Sommervejret viste sig fra sin bedste side, og solen sendte sine lunende stråler ned over deltagerne til årets sommeropera i det fri. Et rekordstort publikum hyggede sig på Slotstorvet med medbragt mad og drikke, og fra scenen leverede sangerne fra Den Kongelige Opera en humørfyldt koncert med populære toner fra opera og operette. Borgmester Mikael Smed (S) fremhævede i sin velkomsttale, at det var tredje gang i år, at der var kongeligt besøg i Vordingborg Kommune. Først da kronprinseparret besøgte Vordingborg i forbindelse med fejringen af 800-året for Dannebrog, dernæst kongelig ballet på torvet i Præstø og nu kongelig opera på Slotstorvet.
Med Gåsetårnet og kongeborgen som kulisse kvitterede de fire solister og deres pianist fra Operaen i København med et par timers underholdning med højdepunkter fra blandt andet Bizets Carmen, Puccinis La Bohéme og Donizettis Elskovsdrikken.
Sopran Sofie Elkjær Jensen, mezzosopran Hanne Fischer, tenor Niels Jørgen Riis, baryton Palle Knudsen og deres pianist Leif Greibe havde et humørflydt indbyrdes ping-pong spil, og selv om Sofie Elkjær Jensen privat var blevet gift for en uge siden, afholdt det ikke en aldrende Don Juan, Palle Knudsen, i at forsøge sig i forførelsens kunst. Samme Palle Knudsen havde i øvrigt fødselsdag, og de øvrige solister indlagde en fødselsdagssang midt i programmet, som publikum sang med på. 
Formanden for Cæcilia, Mogens Frandsen, havde i sin afrunding oven på koncerten netop forberedt en fødselsdagssang, men måtte se sig snydt og måtte derfor nøjes med at overrække de obligatoriske buketter til solisterne. Et tusindtalligt publikum kvitterede for et par timers god underholdning med stående bifald.    uj

Formand for Cæcilia, Mogens Frandsen, overrækker buketter efter koncerten. Fotos: Ulrik Jensen

De fire solister var i flere numre på scenen samtidig. Fotos: Ulrik Jensen

Et tusindtalligt publikum hyggede sig på Slotstorvet og blev godt underholdt. Fotos Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar