Børnene boltrede sig i oppustelige forlystelser. Fotos: Ulrik Jensen

Oppustet legeland

På en stormende vinterdag, som ikke ligefrem indbød til overdreven udendørs aktivitet, havde Lions i Vordingborg inviteret til indendørs legedag i VU-hallen.  

Vordingborg  I omegnen af 400 børn og deres voksne fandt vej til ”Store Legedag” i VU-hallen, hvor legesyge børn, forældre og bedsteforælde fik en god fælles oplevelse i hoppeborge, rutsjebaner og andre oppustelige legeredskaber. Dagen igennem var der et naturligt flow af børn, så der sjældent var lange køer foran de enkelte forlystelser. 
Legedagen er en fast optakt til børnenes vinterferie og en gave fra Lions til børnene på et tidspunkt, hvor det ikke ligefrem vrimler med en masse andre tilbud i vinterferien.
Lions præsident i Vordingborg  Per Nielsen understreger, at det ikke er på legedagen, at Lions henter noget videre overskud til andre velgørende aktiviteter i Lions regi.
- Legedagen skal først og fremmest ses som en gave til familierne fra Lions, og hvis vi henter en smule overskud, er det fra salg af lidt mad og drikkevarer. Det er koner og kærester, som har stået for det hjemmebagte bagværk, der går som varmt brød.
- Og så er vi efterhånden blevet en lidt for lille forening, som står for sådan et stort arrangement. Vi er kun 11 aktive medlemmer i Lions Vordingborg – de fleste godt oppe i årene. Vi er helt afhængige af den store hjælp, som vi får fra Kastrupspejderne, understreger Per Nielsen. 
- Vi kunne godt bruge flere med et stort hjerte, som har lyst til at tage en tørn i Lions med vores humanitære arbejde. En tak skal gå til vore sponsorer, som gør det muligt at afholde sådan en dag som i dag, lyder det fra Lions-præsidenten.
Formanden for velfærdsudvalget Edvard Jørgensen fortæller, at man har skiftet leverandør af legeredskaber, som nu leveres af Top Jump fra Ørslev. Blandt nyhederne er en ”rodeotyr”, som børnene kan prøve kræfter med.
- Det er herligt at se, hvordan bedsteforældre får lov at låne ungerne, og kan aflevere dem godt trætte efter nogle sjove timer, siger hsn.
Et afbræk var der i energiudfoldelserne, da der midt i det hele blev slukket for lufttilførslen til de oppustelige legeting, som på få minutter visnede ned, mens børnene samledes i en stor flok og i en halv times tid blev underholdt af TrylleNylle.
I bogstavelig forstand tryllebandt Jan Duvander børnene med diverse tricks med reb, tørklæder og sågar en levende kanin i et show, som dygtigt involverede alle børn – enten som direkte medvirkende eller som medlevende publikum.

Børnene boltrede sig i oppustelige forlystelser. Fotos: Ulrik Jensen

Rodeotyren bød på sjove udfordringer

Trylle Nylle – alias Jan Duvander – tryllebandt børnene med tricks med reb, tørklæder og sågar en levende kanin.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar