• www.henriks-hvidevarer.dk

På Grænsen: Mærkværdige huse i Hesnæs

På grænsen er nået til Falster, og vi er kørt mod Hesnæs, som er det sydligste punkt på ruten. Her blev vi klogere på de karakteristiske stråbeklædte huse, som kendetegner byen.

 

 

På grænsen - hesnæs

Det første stop på Nordfalster fører os til det sydligste punkt på grænsen. Der er tale om det gamle fiskerleje Hesnæs, som ligger helt ud til Østersøen. 

I den lille by bliver man mødt af de specielle stråbeklædninger, der præger flere af husene, og som får udefrakommende til at spærre øjnene op en ekstra gang.

I haven til et af disse spektakulære huse,  sidder Frederik Satchwell Paludan og Søren Paludan og nyder frokosten.

Og de kan fortælle mere om husene med den særprægede byggestil.

 

Stormflod ødelagde huse

- Indtil 1872 lå der mange huse nede ved vandet, men stormfloden ødelagde mange af dem, fortæller Søren Paludan, mens han skuer ned ad vejen langs stranden, som i dag er præget af natur.

Efter de massive ødelæggelser besluttede man at bygge huse på en ny måde, og her kom arkitekten Vilhelm Tvede ind i billedet. Han tegnede Danmarks første arkitekttegnede fiskerhus, og herefter blev flere af de særprægede huse opført i byen. 

De stråbeklædte husfacader er både isolerende, og så beskytter de også mod slagregn. 

Frederik Satchwell Paludan og Søren Paludan bor i det første af de specielle huse, som man møder på sin vej gennem Hesnæs. 

- Det er den gamle havnefogedbolig. Den ligger så tæt på vandet, fordi den skulle have godt udsyn, siger Søren Paludan fra sin have, hvorfra der ikke er mange meter ned til strandkanten.

Herfra har de også udsigt til de mange turister, som  lægger turen forbi det gamle fiskerleje.

- Husene er med til at give et helt specielt kulturmiljø, og så har vi selvfølgelig også nordfalsters bedste badestrand, slutter Søren Paludan.


Tekst: Laura Dalgård Hansen



Tema: 
På grænsen
Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar