• www.henriks-hvidevarer.dk

På Grænsen: Skarver ødelægger fredet ø

Hver uge kan 30.000 hustande se, hvad der sker i deres lokalområde, når de får Sydsjællands Tidende. Avisens område er dog et af landets lokalavismæssigt største, så for at komme rundt i alle hjørner og høre de gode historier, har vi sendt en reporter ud på grænsen for at opstøve gode fortællinger og historier. 

 
 

Lige nord for Nyord ligger den lille ø Ægholm, som har været totalfredet de sidste 50 år. På havnen i Nyord mødte vi Ejner Stolt, som kunne fortælle om en tid, hvor der stadig var en masse forskelligt liv på øen.

  

På grænsen - Nyord/Ægholm 

På vores tur rundt på grænsen nåede vi også til Nyord, hvor vi stillede bilen og spadserede mod havnen. Men denne ”på grænsen”-historie kommer faktisk  ikke til at handle om et område, som vi har besøgt. Man må faktisk slet ikke tage derud. 

Der er tale om den lille, aflange ø, Ægholm, på knap to hektar, som ligger nord for Nyord. Du kender den måske ikke, og den har da også været totalfredet i mange år.  Fugleværnsfonden kunne i år fejre 50-års jubilæum for det lukkede reservat på Ægholm.

Selvom det er et par generationer siden, at det var tilladt at gå i land på øen, så lykkedes det os alligevel at finde en person, som kan fortælle, hvordan Ægholm var, inden den blev fredet.

Ægholm inden fredningen

Ejner Stolt bor i Nyord by, og her har han boet, siden han kom til verden i 1950. Hans far var fisker på Nyord, og det var Ejner Stolt også, indtil han gik på pension. 

- Før min tid tog folk ud til Ægholm for at grave efter grus og sten, som så blev sejlet ind til Nyord. Det var den eneste mulighed dengang, fortæller Ejner Stolt. 

Selv om Ægholm mest af alt er en stenrevle, så havde den meget andet end sten og grus at byde på, inden den for 50 år siden blev fredet.  

- Om sommeren satte fiskerne ålekroge op mellem Ægholm og engene, og så fandt vi madpakkerne frem om aftenen og lyttede til fuglene, fortæller Ejner Stolt, mens han med et smil husker tilbage på de gode tider.  

- Om efteråret gik vi på jagt derude. Og jeg har skudt mange tusind fugle - og endnu flere er ramt forbi, tilføjer Ejner Stolt, mens han griner.  

Også om vinteren var Ægholm lidt af et tilløbsstykke. 

- Folk gik over isen til Ægholm fra Nyord. Der var mange ænder, og det var en rigtig populær tur, siger Ejner Stolt.  Tiderne har i den grad ændret sig, og det er efterhånden mange årtier siden, at Ejner Stolt sidst har betrådt Ægholm.

- Det er noget pjat, at det er fredet. Jeg kan ikke se, at det kan forstyrre noget, siger Ejner om fuglereservatet nord for Nyord. 

- Ægholm er fuldstændig ødelagt på grund af fredningen. Inden for de sidste 10-15 år er vegetationen nærmest forsvundet fuldstændig. Det er skarvens skyld, siger Ejner  Stolt om det aflange stykke land, som skarverne efterhåndet har overtaget helt.

- Deres efterladenskaber fungerer lige så godt som roundup, siger han med et smil på læben. 


Tekst: Laura Dalgård Hansen (praktikant)



Tema: 
På grænsen
Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar