• www.henriks-hvidevarer.dk

På Grænsen: Tilbage i vandet i Stavreby havn

Bruno Hemmingsen har været ramt af alvorlig sygdom, og hans båd har derfor ligget på land. På Stavreby havn kom den i vandet igen med hjælp fra vennen Henrik.

 

Det tredje stop på grænsen førte os til Stavreby på Jungshoved.

Det gode vejr havde fået mange af byens beboere udenfor,  og efter mange snakke blev vi til sidst rådet til at søge mod byens lille havn, hvor man ofte kan finde mennesker. Sådan var det også torsdag formiddag.

På en bænk møder vi Henrik, mens han skuer ud over det stille vand mod syd. 

Henrik har sejlet siden 1960, og mange ture i området ved Stavreby fik til sidst ham og konen til at flytte fra København.

- Nu skal vi have et sommerhus, sagde Henrik tilbage i 1987 til sin kone, da de sejlede forbi til salg-skiltet, og siden da har de været at finde i Stavreby.

- Og her skulle jeg også gerne være den dag, jeg hopper af, tilføjer Henrik.

Den dag har egentlig allerede indtruffet for Bruno Hemmingsen, som gennem de sidste fire-fem år har været venner med Henrik. 

Det lykkedes heldigvis Bruno Hemmingsen at vende tilbage til livet, og det er også grunden til, at Henrik lige netop denne torsdag formiddag har taget plads på den lille bænk på den lille havn.

 

Båden skal i vandet igen

Efter ti minutters tid i den lune sommersol ankommer Bruno Hemmingsen nemlig fra Tappernøje. Han har spændt traileren for bilen, og på den står den skinnende, hvide båd, hvorfra han siden 2001 har fanget blandt andet torsk og rødspætter.

- Jeg har ikke brugt båden i to og et halvt år, fortæller Bruno Hemmingsen med en lille klump i halsen. Hans alvorlige sygdom de seneste par år  har nemlig forhindret ham i at sejle, og båden har derfor stået på land. 

Torsdag formiddag er det endelig slut, og den hvide båd skal i vandet igen. 

- Drej lige lidt skarpere, siger Henrik, mens Bruno Hemmingsen sikkert får bakket traileren ned til den lille havnekant. Herefter triller den ned i det rolige vand, og to et halvt års tørke har nu fået en ende. 

 

Nye tider i Stavreby

Inden Bruno Hemmingsen når ud på havnen, er der også tid til en lille snak om Stavreby. En by, som i sin tid primært bestod af bønder og fiskere, og som ikke nødvendigvis var de bedste til retskrivning. 

Det var til gengæld Søren Nielsen, måske bedre kendt som Søren Major. 

- Han havde en skrivemaskine, og så stod han for alt kontakten til det offentlige, fortæller Henrik.

Siden den tid er der sket meget, og der er kommet en del nye til byen. 

- De sidste 10 år er der kommet mange stærke familier til. Jeg tror, de kan lide, at her er lidt afsondret. Alt foregår mere roligt hernede, og så er der selvfølgelig også en smuk natur, når Henrik at fortælle, inden Bruno Hemmingsen kommer trillende med den hvide båd. De to venner sætter kurs mod sommersolen, mens Stavreby havn bliver mindre og mindre bag dem.

LDH

 

Adresse: Stavreby Strandvej 36B, 4720 Præstø.

N 55°  4’  48.198’’

E 12°  8’  40.268’’

Tema: 
På grænsen
Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar