På opdagelse i interaktiv bog

Som en del af Sommerudstillingen på Masnedø udstiller Marianne Christensen og Kit Kjærbye en interaktiv bog, man både kan gå på opdagelse i og selv være med til at videreudvikle.


Marianne Christensen, som mange nok kender fra fortællingerne om Marie Grubbe og Dagligstuefortællinger i Nørregade, har kastet sig ud i et noget anderledes projekt. Sammen med billedkunstner Kit Kjærbye har hun udtænkt installationen ”Ordbogen” - en interaktiv bog, der kan opleves på årets sommerudstilling på Masnedøfortet.

 

Kunst skal mærkes
Installationen er en bog i stor størrelse (2,44x1,22 meter), der er slået op, så man kan se to meget forskellige billeduniverser malet af henholdsvis Kit Kjærbye og Jopi Leopoldsdotter von Horn. De to billedkunstnere har fået tilsendt digte af fire forfattere fra StORDstrømmen og ladet sig inspirere af enkelte sætninger. Det er der blevet to meget forskellige billeduniverser ud af, og på grund af bogens konstruktion som opslået, kan man kravle fra det ene univers til det andet - der er nemlig skåret hul i bogsiden mellem dem.
- Du skal gå ind i et værk for at opleve det, siger Marianne Christensen, der fik ideen til installationen efter mange års spekulationer om, hvad kunst egentlig er, kombineret med en opfattelse af kunst, som teaterdirektør Nullo Facchini fra Cantabile 2 en dag fortalte hende om:
- Kunst skal ikke forstås, den skal opleves og mærkes, fortæller Marianne Christensen, at Nullo Facchini sagde til hende.
- Da han sagde det, satte det rigtig meget på plads for mig. For hvorfor vil mange forstå kunsten på andre præmisser end dens eget sprog?
Dén erkendelse kombineret med en fascination af at udtrykke sig kort - via digte - og i billedform, fødte ideen til den interaktive installation ”Ordbogen”.
Sammen med forfatterne Anna Nyborg Mortensen, Michael Næsted Nielsen og Peter Pitch har Marianne Christensen selv skrevet digte til ”Ordbogen”; det er iøvrigt første gang at Marianne Christensen selv præsenterer egne digte.

 

Lad historien fortsætte
”Ordbogen” er på forsiden forsynet med ord-magneter, så tilskuerne selv kan lade sig inspirere af værket og skrive egne digte på siden.
Bagsiden er behandlet med tavlelak, så man med kridt kan tegne sine egne billeder.
- Så kan man tage et billede af ordbogen og lægge op på ”ordbogen” på facebook, fortæller Marianne Christensen, der hver dag tager et billede af tavlen inden hun hvisker tavlen ren.
- Hver dag starter man forfra, siger hun. Men billederne bliver flere og flere på facebook og Instagram, så værket udvikler sig hele tiden og husker alt, hvad der er foregået.
Når installationen senere kommer på turné rundt i landet bliver de gamle billeder suppleret med de nye, så historien fortsætter hele tiden.

 

Fakta

• Der er fernisering på installationen ”Ordbogen” på Masnedøfortet lørdag 15. juli klokken 14. Kunstnerne bag vil være til stede.

 

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar