Lene Gammeljord er glad for, at al kundebetjening foregår fra Vordingborg-afdelingen. Foto: Ulrik Jensen

Planteskole samler kræfterne

Kalenderens første forårsdag var for mange en anledning til at aflægge besøg på planteskolen.

Vordingborg Hos Flemmings Planteskole på Sigunsvej i Vordingborgs vestlige udkant tog ægteparret Lene og Søren Gammeljord i mod kunderne – blandt andet med tilbud om at få en podet æblegren med hjem. Lugten af smeltet podevoks var markant i drivhuset, og Søren Gammeljord stod klar med en skarp kniv og fugtige podekviste, så kunderne kunne få en gren med hjem og prøve at få deres eget lille æbletræ til at gro helt fra bunden – først i en potte og senere til efteråret til udplantning på blivestedet.
Anledningen til arrangementet var have- og plantecentrets tre års fødselsdag her ved indgangen til den fjerde sæson.
Lene Gammeljord glædede sig over kundeinteressen og i øvrigt over, at Flemmings Planteskoles to afdelinger – den i Ugledige og den i Vordingborg nu i forhold til køberne er samlet i afdelingen i Vordingborg:
- Vi er en smule udfordret af beliggenheden her på Sigunsvej, og det kan være lidt svært at finde herhen, indtil man lige har været her første gang. Nogle kunder savner naturligvis planteskolen i Ugledige, men vi kan ikke leve af den flotte udsigt over søerne. Og at have to udsalgssteder at holde åbent hver dag blev simpelthen for meget.
- Jeg er sikker på, at vi har truffet den rigtige beslutning. Flemmings Planteskole i Ugledige eksisterer stadigvæk, men alene som produktionsplanteskole og qua det meget store udvalg af planter, som vi kan levere til Vordingborg. Udsalget til kunderne sker alene fra Vordingborgafdelingen, så Søren primært kan koncentrere  sig om afdelingen i Ugledige.
- Det har givet ro, og det hele er blevet meget mere fleksibelt, så det er lettere at få det til at hænge sammen. Og produktionen i Ugledige kræver ikke Sørens tilstedeværelse fra morgen til aften. I travle perioder kan vi trække Søren herind og samle kræfterne på ét sted til glæde for kunderne, fremhæver Lene Gammeljord.

Lene Gammeljord er glad for, at al kundebetjening foregår fra Vordingborg-afdelingen. Foto: Ulrik Jensen

Søren Gammeljord podede æblegrene, så kunderne kunne prøve at få et æbletræ til at gro helt fra bunden. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar