• www.henriks-hvidevarer.dk

Inkarnationen af en rappenskraldesvigermor fru Middelboe spillet af Annette Andersen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Præstø Amatørscene snart klar med komedie

Traditionen tro er der nu sat fart på indøvelsen af årets skuespil i Præstø, som har premiere i Bio Bernhard onsdag i uge ni.

 

 

præstø Igen i år er det veteranen i foreningen Præstø Amatørscene Ingelise Fromberg, der instruerer den halve snes skuespillere, der skal underholde teaterglade borgere fra Præstø og opland i fire forestillinger. 

Stykket, som i øvrigt også var på plakaten for ti år siden, tager udgangspunkt i den gamle spillefilm Sømænd og Svigermødre fra starten af nittenhundrede-tresserne, men er sidenhen blevet omskrevet til et drama for de skrå brædder med forviklet og besværlig kærlighed som hovedtema. 

- Der er tre af skuespillerne, der er gengangere fra første opsætning for ti år siden, fortæller instruktør Ingelise Fromberg, der i rekvisitrummet har taget sig tid til en snak inden aftenens prøver går i gang. 

- Men ellers er det en ny besætning, fortsætter hun, med både unge og lidt ældre skuespillere, som alle er så dedikerede og ambitiøse, at jeg aldrig har behov for at stresse ved tanken om, at de ikke kan deres replikker og ageren og den slags, når de skal på scenen for alvor. Når valget af stykket hen over sensommeren er faldet på plads, gør jeg mig rigtig meget umage med at caste de rette personer til hver enkelt rolle. For eksempel er det vigtigt, at den i stykket arrige svigermor ikke bliver spillet af en blid type og så fremdeles, tilføjer instruktøren.

I korte træk handler Sømænd og Svigermødre om et midaldrende par beståede af ægtemand og maskinmester Henry Middelboe, der har den blandede fornøjelse af være gift med en ualmindelig harsk og mopset anlagt madamme Emma. Parrets datter Bitten brænder varm på en af de to sømænd, Kanusti Mogensen, som faderen i en lettere overrislet tilstand har med hjem, og datterens kusine Yvonne falder så selvfølgelig for den anden ungersvend Peter Jensen - naturligvis til Emmas store fortrydelse. 

For at gøre ondt værre, har ægteparret Middelboe en særdeles emsig og irriterende nabo fru Kjær, der blander sig i alt og alle i modsætning til Middelboes husholderske tante Rosa, som hører til den lidt underdanige og underkuede type. Det kan jo selvfølgelig ikke gå andet en galt - lige indtil det nok ender så lykkeligt, som den slags genrer nu gør. Måske kan selv hr Middelbo inkassere et enkelt kærtegn. 

- Det er super sjovt at være med til at spille, og Maria, som spiller bruden, og jeg er i øvrigt kusiner i virkeligheden også, fortæller Runa Valhøj, som har deltaget tidligere, men nu også i år har fået sin kusine Maria Juel med. 

Der er heftig aktivitet i lokalerne på Håndværkervej, hvor Amatørscenen har holdt til i en årrække. Alle ved tilsyneladende, hvad de skal gøre med omklædning, rekvisitter og kaffebrygning, og statister og syersker, som er vigtige, men knap så synlige aktører i stykket, er i gang med hver deres gøremål.

- Jeg havde helt ondt i armen af at tale i telefon, da billetsalget startede, og der var i den grad interesse for at reservere billetter. Der er plads til godt og vel hundrede tilskuere per forestilling, men allerede nu er der nærmest udsolgt, slutter Ingelise Fromberg og rejser sig. 

Nu skal der ikke snakkes mere - der skal øves, så skuespillerne kan komme hjem og passe deres nattesøvn.     lilo

Inkarnationen af en rappenskraldesvigermor fru Middelboe spillet af Annette Andersen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar