• www.henriks-hvidevarer.dk

Publikum hygger sig med hinanden og harmonikamusikken i Pakhus8. Foto: Lise-Lotte Iuel

Præstø Harmonikaforenings festival 2019

Igen i år afholdt den lokale harmonikaforening en velbesøgt festival over to dage startende fredag aften med indledning af Rødby Træf Orkester for at fortsætte henover lørdag eftermiddag og aften.

Præstø Et varieret og lokalt forankret program lokkede harmonikamusikelskere til Præstø Havn fredag aften, hvor Pakhus8 dannede ramme for den årlige musikfestival. 
- Jeg er ualmindeligt tilfreds med aftenen, idet vi dels spillede for fulde huse, og dels var der kvalitet over musikken fra de optrædende. Vi har lavet et righoldigt program, så der er lidt for enhver musikentusiasts smag, og der var endda en lille smule dans på et tidspunkt, så det var fint, fortæller formand for Præstø Harmonikaforening Steen Hansen.
- Vores egne spillemænd sluttede af, men ellers var der for eksempel Dåstrupperne, D’irsk, Næstved Harmonikaklub og Nielsen Family, som også spiller på andre instrumenter end harmonika, fortæller han videre. 

En perfekt ramme
Fra lørdag middag var der igen trængsel ved døren til Pakhus8, som stiller lokaler, scene og personale til rådighed for festivalen, hvilket gør hele processen og arrangementet meget nemmere for foreningen.
- Det er simpelt hen ikke til at have med at gøre, hvis man selv skal sørge for alt muligt praktisk med spiritusbevilling og al den slags, som skal være på plads ved sådan en festival, så vi er rigtig glade for det samarbejde, vi har her, hvor indtjeningen for mad og drikkevarer tilfalder Pakhus8, og entréindtægterne tilfalder Præstø Harmonikaforening, som heldigvis også nyder godt af de lokale forretningsdrivendes sponsorater. Det er vi selvfølgelig glade og taknemmelige for, siger Steen Hansen og ha fortsætter: 
- Selv spiller jeg på guitar og harmonika og har gjort det i en lang årrække og i mange forskellige sammenhænge, så når Hvidovre Harmonika-Venner kommer på scenen, er jeg med på guitar. 

Også på orgel
Efter velkomsten af Steen Hansen åbnes lørdagens program med Bruno Jensen, der hen over en halv times tid underholder med flere franske musetter, der er en romantisk og fransk inspireret musikgenre, som egner sig godt for harmonika.
- Jeg har en semiprofessionel fortid som organist ved flere kirker her på egnen, så jeg har en lidt mere musikalsk baggrund end så mange andre af spillefolkene fra harmonikafestivalens program, siger Bruno Jensen, der ved andre lejligheder optræder ved kirkekoncerter med enten en kvindelig eller mandlig sanger. Han fortsætter:
- Men arrangementet her i Præstø er hyggeligt, og det er helt fint med alle de mange forskelligartede tilgange, der er til instrumentet, hvor især svensk folkemusik er rigt repræsenteret, men i øvrigt er harmonikaen velegnet til rigtig mange musikalske udtryk.

Endelig en kvinde
Skønt der er en tilbøjelighed til en overvægt af mandlige harmonikaspillere, er der dog også kvinder, der skal på podiet i løbet af lørdagen. Én af dem er Carina Søndergaard fra Ishøj Harmonika Orkester, der sammen med syv andre skal underholde ved festivalen. 
- Jeg har spillet harmonika i næsten tredive år og blev i sin tid fuldstændig bjergtaget, da der ved et åbent hus-arrangement i Ishøj Musikskole var en spillelærer, der formåede i den grad at vække min passion og interesse for harmonikaen, fortæller Carina Søndergaard, der har efterladt mand og børn hjemme, så hun kan koncentrere sig fuldt og helt om eftermiddagens program. 
- Jeg har haft tre andre instrumenter end det, jeg spiller på nu, og det står mig faktisk i 35.000 kroner, men det er supervigtigt, at man er glad for og tilfreds med sit instrument, fortsætter Carina Søndergaard og tilføjer, at der ikke har været ballade på hjemmefronten over et så kostbart stykke legetøj. 
- Min mands helt store interesse er biler, så jeg er vist i den sammenhæng ret beskeden, hvad udgifter til fritidsinteresser angår, smiler Carina Søndergaard, der går ind i Pakhus8 til tonerne fra ’København. København’ fra 1933 for fuld udblæsning.

Publikum hygger sig med hinanden og harmonikamusikken i Pakhus8. Foto: Lise-Lotte Iuel

Carina Søndergaard spiller både i Ishøj Harmonika Ensemble og i Ishøj Harmonika Orkester, optrådte i løbet af lørdagen i Pakhus8. Foto: Lise-Lotte Iuel

Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar