Hovedskibet inklusiv midtergangen er fyldt op med et forventningsfult publikum i Præstø Kirke. Foto: Lise-Lotte Iuel

Præstøkorets kirkelige fyraftenskoncert

Under ledelse af Charlotte Dagnæs-Hansen leverede det godt halvtreds mand store Præstøkor tirsdag aften en oplevelse til de mange tilhørere, der fyldte hovedskibet inklusive midtergangen i Præstø kirke.

Præstø Rigtig mange mennesker havde fundet vej til den julepyntede kirke i Præstø, hvor de sortklædte sangere med seksten mænd og godt og vel dobbelt så mange kvinder havde taget opstilling i koret med herrerne i midten flankeret på begge sider af de kvindelige alt- og sopranstemmer. De tændte juletræer med røde kugler og den store adventskrans dannede en perfekt ramme sammen med de levende lys i kirkebænkene og de fine dekorationer i vinduesnicherne til en times himmelsk lyd med kirkens organist Charlotte Dagnæs-Hansen i spidsen.

Et årligt trækplaster
- Der er altid mange mennesker til disse julekoncerter, så man skal ligesom til gudstjenesten juleaftens eftermiddag komme i rigtig god tid, hvis man skal gøre sig håb om at få en ordentlig plads, fortæller Birthe Taanning Nystrøm, Præstø, som er én blandt de mange, der kommer her for at få skruet op for julestemningen.

Jul i vores nabolande
Fyraftenskoncertens tema var ”Jul i vores nabolande”, hvor der indledningsvis var valgt værker fra de skandinaviske lande samt fra England med traditionelle Christmas Carols. Nogle af indslagene var udelukkende vokale, mens andre krævede akkompagnement af Andreas Vestbø på klaver. Mod slutningen af koncerten blev indholdet dog af mere dansk karakter indledende med Johan Krohns ”Peters jul”: ”Jeg glæder mig i denne tid” – så var scenen sat.

Gamle kendinge
Efterfølgende kom de helt store danske salmedigtere i spil med Brorson, Ingemann og den lokalt forankrede Grundtvig, og H.C. Andersen, der ganske vist ikke er kendt som salmedigter, var også repræsenteret med ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Komponisten Carl Nielsen havde skrevet musik til et par af værkerne, så jo, de var der alle de gode gamle herrer.
”Dejlig er jorden” blev det afsluttende nummer som et stort fællesprojekt med koret og et stående publikum som tilsammen kunne synge igennem, så taget nær havde løftet sig på kirken. Det gør noget ved én, når mange mennesker synger sammen – og er enige om tekst og melodi. 
 

Hovedskibet inklusiv midtergangen er fyldt op med et forventningsfult publikum i Præstø Kirke. Foto: Lise-Lotte Iuel

Ensartet tager koret sig ud med de sortklædte kvinder med lilla tørklæder og de hvidskjortede herrer med mørke pullovere. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar