• www.henriks-hvidevarer.dk

Monica Breitenstein i sin klinik på Klintevej 31, Stege på Møn. Monica vil i efteråret kunne tilbyde gruppeforløb i lokaler i Vordingborgområdet. Foto: Mette Neerup

Psykoterapeut med særlig fokus på angst, stress og depression

Siden januar i år har Monica Breitenstein været selvstændig på fuld tid. I sin klinik på Klintevej på Møn tilbyder hun psykoterapi og meget mere.

Møn Monica Breitenstein er 43 år, har to små drenge, en mand og er nu for alvor sprunget ud som selvstændig. En drøm hun har haft i mange år og som nu får mulighed for at folde sig helt ud. 
- Jeg er optaget af, at vi skal have det godt i det her fortravlede præstationssamfund, siger Monica Breitenstein, der har mange års erfaring som blandt andet socialpædagog, familierådgiver og psykoterapeut. 
- Jeg har været hele vejen rundt via mine forskellige jobs og har endda selv mærket på egen krop, når livet kan være svært, fortsætter Monica, der gerne vil favne opgaver med både børn, unge og familier.

Angst og stress
- Jeg oplever, at angst og stress fylder mere og mere i os, vores børn og de unge. Det stress og jag, vi voksne er underlagt, får vi ubevidst overført til vores børn, forklarer Monica og tilføjer at hun har rådgivet familier, hvor barnet som udgangspunkt var den angstramte, men hvor det i rådgivningsforløbet viste sig at være et mere komplekst familiært problem. 
- I virkeligheden går angst, stress og depression jo hånd i hånd, fortsætter hun og fortæller, at hun også bruger mindfulness, der kan skabe ro i nervesystemet, som supplement til arbejdet med Cool kids-metoden. 
- Cool kids er et kognitivt manualbaseret angstprogram, siger Monica, der den 11 juni holder foredrag sammen med psykolog Søren Benedikt Pedersen fra angstklinikken i Roskilde. Foredraget holdes på Kulturarkaden i Vordingborg og er et gratis arrangement.

Mange tilgange
- Jeg kan godt lide, at min hverdag ikke er den samme, siger Monica, hvilket understreges af, at hun ikke vil specialisere sig snævert, men gerne vil ramme bredt. 
- Det handler om relationen og at rådgivningen skal give mening for den enkelte og familien, fortsætter Monica, der derfor ikke vil være fastlåst i hverken tilgang eller tilrettelæggelse af forløbene. - Angstsymptomer giver sig ofte udslag i skolevægring eller i fysiske symptomer. Krop og psyke hænger uløseligt sammen. 
- Vi kan ikke lave om på blæsevejret, men vi kan lave om på den måde vi modstår blæsten på, afslutter hun og opfordrer til at man kan gå ind på hendes hjemmeside Monicabreitenstein.dk og læse om hendes mangeartede tilbud. 

Monica Breitenstein i sin klinik på Klintevej 31, Stege på Møn. Monica vil i efteråret kunne tilbyde gruppeforløb i lokaler i Vordingborgområdet. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Kommentarer

God løsning, at satse på den brede konsultation frem for at lade sig specialisere dybt. Og spændende med tilgangen til angst-behandling!

Tilføj kommentar