Det var en blandet - men beslutsom- flok, der onsdag plantede hjerter foran rådhuset, for at gøre opmærksom på, at der faktisk er mange fattige børn i Danmark - og også i Vordingborg - der har brug for hjælp. Foto: Michael Thønnings

Rådhuset fik 645 hjerter fra fattige børn

Børn der ikke kommer med til fødselsdage, ikke har råd til genbrugstøj og må sige nej til at være med, fordi deres forældre er fattige. I onsdags plantede folkene bag nogle af de mange lokale sociale hjælpeforeninger et hjerte for hvert af kommunens cirka 645 fattige børn. 

Vordingborg Man taler måske ikke så meget om fattigdom, men der findes faktisk børn, som ikke har råd til at give gaver, hvis de bliver inviteret til fødselsdag med klassen, eller som må gå med det tøj de nu kan få udleveret fra forskellige hjælpeforeninger.
- De bliver ekskluderet fra en række ting, for de har ikke råd til at være en del af det. Då trække de sig. Det har jeg blandt andet oplevet som sundhedsplejerske i Vordingborg, når jeg var rundt fortæller Anne Grete Kamilles, der også er folketingskandidat for Alternativet. 
Sammen med en række lokale politikere og folk fra nogle af de grupper og foreninger, der støtter, samler ind og hjælper dem, der har det svært, var der indkaldt til aktion i onsdags foran Vordingborg Rådhus.
Det var foreningen Næstehjælperne, der organiserede aktionen, hvor 645 røde papirshjerter, blev sat i græsset foran rådhuset. Et hjerte for hvert fattigt barn i kommunen. 
Således er der i følge arrangørerne nu omkring 64.500 børn i Danmark, der lever under en fastsat fattigdomsgrænse. Et antal der er steget med mange tusinde de senere år.

De tør ikke
Det var således de fattige børn, der skulle fokus på, og i følge de aktionerende, skyldes stigningen blandt andet de ændringer og reformer af de sociale ydelser, med kontanthjælploft, hjemsendelsesydelse, særlige regler for arbejdprøvning og lignende, der gør det sværere at få det hele til at hænge sammen, hvis man eksempelvis bliver syg eller arbejdsløs.
- Der er mange ting, der ikke er råd til, påpeger Henning Søder, der er medarrangør og en med i gruppen Næstehjælperne og ”Jobcentrets ofre”, som blandt andet tilbyder bisidderhjælp. 
- Der er flere der kontakter os - også her i Vordingborg - der beder om hjælp. Nogen af dem tør ikke gå til de sociale myndigheder og bede om hjælp af frygt for at de eksempelvis får fjernet deres børn. De falder igennem sikkerhedsnettet og det går ud over børnene, siger han.
- Når der inviteres til fødselsdag i klassen, så har de ikke råd til at give en 50’er til en gave - så melder de fra og de kan slet ikke være med og holde noget selv, siger han.
- Og hvis klassen skal på cykeltur - jamen forældrene har ikke råd til at købe dem en cykel, siger han.

Mønsterbrydere
Tilsvarende eksempler kommer fra Anne Grete Kamilles, der kan fortælle om børn der helt droppede at komme i skole, fordi de ikke havde noget tøj at tage på, og arrangementer, hvor de bare ikke kan være med.
- De bliver isolerede, de her børn. Og det påvirker også deres voksenliv, fortæller hun og bakkes op at kommunalbestyrelsesmedlem Ann Busch (Å).
- Så taler man ofte om mønsterbrydere, som har klaret sig ”trods hårde vilkår”. Men sådan er det ikke for alle. Der er mange der kommer videre, men ingen kommer videre uden ar på sjælen, og hvordan havde de ikke klaret den, hvis de ikke havde haft de livsvilkår, siger hun.
Imens er hjerterne sat op - og danne et endnu større hjerte.
Men hvad nytter det?
- Der kommer forhåbentlignoget fokus på det her. Vi kan gøre opmærksom på de problemer der er, fortæller Henning Søder.
Også Enhedslisten Palle Eghjort og tidligere byrådsmedlem for SF, Lena Schroll, er kommet for at støtte aktionen.
- De lave ydelser vi har nu er uværdige, påpeger de begge.
- Derfor betyder det meget at de frivillige organisationer gør en masse, tilføjer Lena Schroll.
Lignende aktioner blev i øvrigt lavet flere steder i landet, med udgangspunkt i gruppen Næstehjælperne, der blev stiftet af en familie, hvor faren pludselig blev syg, og alting ramlede, fordi der ikke var nok hjælp eller forståelse at hente i systemet.

Det var en blandet - men beslutsom- flok, der onsdag plantede hjerter foran rådhuset, for at gøre opmærksom på, at der faktisk er mange fattige børn i Danmark - og også i Vordingborg - der har brug for hjælp. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar