• www.henriks-hvidevarer.dk

Björn Forsberg foran lagerporten med bjørnelogoet. Han har tegninger af bjørnen i alle tænkelige situationer: på ferie, sovende, med nissehue og så videre, så der altid er et logo, der passer til årstiden. Foto: Mille Holst

Rastløs malermester med socialt ansvar

Fredag den 6. september klokken 13-17 holder malermester Björn Forsberg reception på Vordingbowl i anledning af at han fylder 60 år og hans firma har 20 års jubilæum. Vi har mødt manden til en snak om livet og arbejdet.

Vordingborg Björn Forsberg er svensker og uddannet maler i Sverige, men i forbindelse med aftjeningen af værnepligten kom han i den svenske marine og tog efterfølgende hyre som sømand. På et tidspunkt i midten af 1980’erne fik han hyre på en lille flåde, der hentede ler på Bornholm og sejlede det til Vordingborg.
- Vi kunne ikke komme til at losse, så skipper lavede kylling og der kom vin på bordet, fortæller Björn Forsberg, der derefter tog i byen i Vordingborgs natteliv.
- Dér mødte jeg min første kone, fortæller han og erkender, at han tilsyneladende slider godt på sine samlevere. Han er netop blevet skilt fra sin fjerde hustru og slår nu hælene i.
- Nu skal jeg ikke giftes mere; nu har jeg bare kæreste, siger han, men glæder sig over at samlivet med kvinderne har givet ham tre børn og efterfølgende tre børnebørn.

Fra en til 100 plus
Hvor sømanden fik Forsberg til Vordingborg, fik malermesteren ham på land, og efter at have arbejdet først som  malerinstruktør på teknisk skole i Haslev og senere som malersvend, startede han i 1999 sit eget firma malermesterfirma. Lageret var hjemme i bryggerset og Björn Forsberg lavede slev alt arbejde fra malerarbejdet til regninger og bogholderi.
Da firmaet efter et par år var oppe på otte mand lejede han lokaler ude i byen, og i 2006, hvor 25 mand var beskæftiget hos Forsberg, købte han firmaets nuværende placering og ændrede status fra personligt firma til aktieselskab.
- Min hustru nummer tre var med til at opbygge det her, fortæller Björn Forsberg og slår ud med armene i sine firmalokaler på Gammelsøvej i Neder Vindinge. Her mærkede man ifølge malermesteren ikke meget til nedgangstiderne under finanskrisen, og Björn Forsberg satte sig dét mål, at få over hundrede ansatte. Det mål nåede han, med virksomhedsafdelinger i både København, Nykøbing Falster og i Vordingborg, hvor hovedsædet ligger. 
- I dag er vi 60 mand i alt plus underentreprenører, jeg lejer ind, fortæller malermesteren, der udover private kunder, forsikringssager og visse kommunale opgaver også har 11-12.000 boliglejemål at passe for boligforeninger. Hans arbejdsuge består oftest af syv dage, men hvor hverdagene kan have 11-12 arbejdstimer, så holder han i weekenderne ofte fra klokken 13.
- Jeg kan da godt finde på at holde fri ind imellem, men jeg er rastløs, fortæller Björn Forsberg, der således også når han ellers holder fri, finder på nyt, virksomheden kan byde ind med. 
- Den her måde at arbejde på er en livsstil, bemærker han. 

Om at tænke på andre 
Björn Forsbergs fremtidsplaner er enkle:
- Jeg arbejder til jeg falder omkuld, siger han. Børnene er gået andre veje og ikke umiddelbart interesserede i at overtage og sælges kan firmaet næppe, mener han:
- Firmaet er svært at sælge, for det er personligt, siger han og mener, at kunderne har tillid til manden bag. Tillid til at arbejdet bliver gjort til tiden og at det bliver  gjort godt.
- Og er der noget, der ikke er, som det skal være, så laver man det om uden diskussion, siger Björn Forsberg, der også mener, at man som håndværksmester har et socialt ansvar og er forpligtet til at uddanne næste generation af håndværkere.
- Jeg har det svært med folk, der ikke tager lærlinge, fordi de ikke mener, de kan eller orker. Vi har en forpligtelse, siger han og foirtsætter:
- Vi er blevet så egoistiske; vi tænker på os selv og os selv og os selv. Vi tænker ikke på det samfund, vi lever i.
Forsberg er også af den holdning, at alle mennesker skal have en chance.
- Jeg har aldrig læst en lektie, siger han og indrømmer, at han havde det svært med at gå i skole. Tilgengæld var han en dygtig sportsmand, sømand og også maler. Han lægger derfor heller ikke skjul på, at han ikke er tilhænger af de boglige karakterkrav for håndværkere.
- Det, at vi skal leve af knowhow, det er fint, men det kan vi ikke allesammen. Kravene på skolen bare for at blive håndværker...de går helt død, mener han.
- Har du ikke 02, så får du aldrig chancen. Det er en lidt kedelig udvikling, fortsætter han.

Mennesket i centrum
Påtænker du, at kigge forbi til receptionen, så er det værd at bemærke, at Forsberg ikke drikker alkohol og ikke har gjort det siden 9. april 2006 klokken 16.25, hvor han var kommet fuld hjem og hans daværende hustru bemærkede, at han ikke kunne være det bekendt overfor børnene.
Björn Forsberg er sig dog meget bevidst om, hvad man oftest giver som gave til en reception, men man kan tage det roligt:
- I princippet er jeg ligeglad med gaven; det er jo mennesket, der kommer, der er vigtigt, slutter han.

Björn Forsberg foran lagerporten med bjørnelogoet. Han har tegninger af bjørnen i alle tænkelige situationer: på ferie, sovende, med nissehue og så videre, så der altid er et logo, der passer til årstiden. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar