• www.henriks-hvidevarer.dk

Risto Hansen viser sit amfibiekøretøj frem. Det vækker opsigt, hvor han end kommer med det. Foto: Mille Holst

Risto har en helt særlig kærlighed

På en gård ved Stensby bor Risto Hansen. Hans bygninger rummer dog meget andet end landbrugsmaskiner. Risto Hansen samler nemlig på motorkøretøjer, og vi besøger ham en solrig forårsdag for at kigge nærmere på et helt specielt et af slagsen: Et amfibiekøretøj.

Stensby Lidt uden for Stensby bor Risto Hansen på dén gård, hvor han selv er født og opvokset. Hans 92-årige mor bor her også, og Risto har overtaget faderens landbrug og dyrker forskellige afgrøder. Det er dog ikke landbruget, han lever af, for eksempelvis hvedeprisen er over de senere år dalet så meget, at udgifter og indtægter nu kun går lige op.
- Jeg kunne lige så godt have siddet i sofaen med benene oppe, griner Risto Hansen, der dog ikke opgiver landbruget; men han har en drøm om måske at plante jordene til med skov.

Speciel samling køretøjer
Det er nu ikke landbrugsaktiviteterne, denne artikel skal handle om, men i stedet Risto Hansens forkærlighed for motoriserede køretøjer. Dem har han nemlig en ikke ringe samling af i sin lade. Her står hans tre både og to motorcykler, blandt andet en elektrisk, en Brammo Empulse, der i følge Risto Hansen regnes for at være verdens hurtigste elektriske motorcykel.
- Den er lydløs, så når jeg møder en hundelufter, bliver de altid forskrækkede, fortæller han, mens han viser rundt og gårdhundens syv små hvalpe render ind og ud mellem benene på os.
I laden står også hans Chrysler Capriolet, som han blandt andet bruger til gallafest- ogkonfirmationskørsel gennem gården Skovbækgårds firma; via det ordner han haver og fælder træer og lignende. 
Længst inde i laden står Risto Hansens High Way Patrole, en vaskeægte amerikansk politibil, der er synet og godkenbdt til at køre på de danske veje - naturligvis uden tændte blå blink og sirener.
Samlingen rummer også en ATV (All Terrain Vehicule, red.) og en UTV (Utility Vehicule, red.) og Risto Hansen forklarer, at forskellen på dem er, at UTV’en har flere hjul under sig, hvorved den kan klare mere.
Men samlingens perle er et amfibiekøretøj af mærket Argo Conquest 8x8. Tallene, forklarer Risto Hansen pædagogisk, betyder at den har otte hjul og at den trækker på alle otte. Det er altså en ottehjulstrækker med larvefødder og påhængsmotor. Amfibiekøretøjet kan komme frem i selv det mest uvejsomme terræn og naturligvis også sejle.
- Det har en stor opdrift og vejer ikke så meget, fortæller Risto Hansen, mens han spænder anhængeren med amfibiekøretøjet på sin Ford F150 firehjulstrækker.
- Enhver amerikaner med respekt for sig selv kører i sådan en, bemærker Risto Hansen, og da vi sætter os ind for at køre til den lille havn ved Langø for at sætte amfibiekøretøjet i vandet, demonstrerer han lige lyden af motoren. 
- Sådan skal en motor lyde, siger han glad.
Da vi spørger ham, hvor interessen for motorkøretøjer stammer fra svarer han:
- Det er nok fordi jeg har rodet med landbrug og traktorer. 
Interessen stammer i al fald ikke fra faderen.
- Han syntes det var spild af penge, fortæller Risto Hansen med et smil.

En af de få
Risto Hansen købte sit amfibiekøretøj brugt af en mand på Falster som holdt det i rigtig god stand. Køretøjet, der er lavet i Canada, kan på landjorden køre 30-40 kilometer i timen, men Risto Hansen bruger det mest på markerne og i vandet. I forenden har det et spil, så det altid - hvis man kan finde et træ eller lignende - kan trække sig selv op, hvis det skulle køre fast i en sump. 
Der findes ikke mange amfibiekøretøjer i Danmark, og ifølge Risto Hansen bliver de slet ikke forhandlet herhjemme. Det gør de tilgengæld i både Tyskland og Sverige, hvor man bruger amfibiekøretøjer i forbindelse med jagt og lystfiskeri.
- Man kører ikke ud i sumpet terræn med sin firehjulstrækker, men bruger dem her, fortæller Risto Hansen og lægger hånden på sit amfibiekøretøj.

Opsigtsvækkende
På havnen vækker ankomsten af amfibiekøretøjet opsigt og flere stiller spørgsmål og kommer hen og kigger nærmere på køretøjet.
Risto Hansen er vandt til opmærksomheden, så han fortæller beredvilligt om sit specielle køretøj, som han for sjov har givet en gammel canadisk nummerplade, som han havde liggende derhjemme.
Han lægger lidt penge i Langebæk bådelaugs kasse og kører så amfibiekøretøjet ned ad rampen og ud i vandet. Da hjulene ikke længere kan nå bunden, starter han påhængsmotoren og sejler ud på vandet, der er fuldstændig blikstille. Det går med otte kilometer i timen.
- Bælterne giver stor modstand i vandet, forklarer Risto Hansen, og inde på havnen syntes de nok, at vi skulle have valgt at tage på vandet en dag, hvor bølgerne stod noget højere. 

Risto Hansen viser sit amfibiekøretøj frem. Det vækker opsigt, hvor han end kommer med det. Foto: Mille Holst

Amfibiekøretøjet kan køre direkte fra land og ud i vandet - og op igen. Foto: Mille Holst

Amfibiekøretøjet ligner en kampvogn, der svømmer. Foto: Mille Holst

Amfibiekøretøjet vækker opsigt, hvor Risto end kommer med det. Her på den lille havn ved Langø. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar