• www.henriks-hvidevarer.dk

Jan Faber, dr er træner af VIFs senior herre førstehold i Serie 1 er skuffet over at stadion, som kommunen postede en halv million kroner i sidste år, tilsyneladende igen er gået i kommunens glemmebog. Foto: Mille Holst

Sæsonstart - igen uden hjemmebane

Fodboldsæsonen står for døren, men trods den milde vinter er Vordingborg Kommune ikke kommet igang med at ordne sine fodboldbaner. I VIF, hvis førstehold er det højest rangerende i kommunen, er man frustreret over at kommunen efter at have postet så mange penge i et nyt stadion tilsyneladende igen helt har glemt fodbolden. Alligevel kæmper førsteholdet for for andet år i træk at rykke op i rækkerne.

Fodbold Den 6. april starter fodboldsæsonen over det ganske land, og de lokale klubber er i fuld gang med træningen op til sæsonstart. Flere steder fygter man dog at hjemmebanerne ikke når at blive klar  til næste uge, for endnu er Vordingborg Kommune ikke gået igang med at ordne baner. 
Hos VIF (Vordingborg Idrætsforening, red.), der har det højest rangerende lokale herrefodboldhold er bekymringen særlig stor.
Vordingborg Kommune spenderede over en halv million kroner sidste år på at etablere en helt ny græsbane på Vordingborgs stadion, men den er i øjeblikket helt ubrugelig. Det fortæller træner Jan Faber.
- I efteråret havde vi Sjællands bedste baner. Det rygtedes overalt, og nu står vi her; det er ikke til at bære, siger Jan Faber og fortsætter:
- En bold på stadion hopper, den triller ikke; det kan enhver jo se, siger Jan Faber og viser det ujævne græsdække frem.
- Her står stadion som da vi spillede den sidste kamp i efteråret. I andre klubber, for eksempel i Næstved, er der allerede mange gange slået græs og jævnet totter og så videre, siger han og vurderer, at banen både skal jævnes med tromle, slås et par gange og har brug for at få tilført grus samt sået nyt græs flere steder.
- Vi får heller ikke det vandingsanlæg, vi blev lovet, siger han og er ligesom sine trænerkolleger og spillerne i VIF frustreret over, at Vordingborgs stadion tilsyneladende igen er blevet glemt af kommunen. 

Skuffede over kommunen
Han minder om, at det blot er et halvt år siden at foreningens frivillige knoklede med at fjerne ukrudt og gøre omgivelserne mere indbydende, og i dag er klubben i fuld gang med at gøre reklamerne på banderne klar til sæsonstarten. Han undrer sig over, at kommunen har brugt så mange skattekroner på en ny bane på stadion, når man tilsyneladende ikke efterfølgende passer den.
- De frivillige er kede af det. De har lagt så mange timer her, da stadion blev lavet; og så ser det sådan ud nu.

Græs eller kunstgræs 
Jan Faber og resten af VIF forbereder sig på at skulle spille årets første hjemmekamp på Panterens kunstgræsbane, men de håber stadig på at stadion når at blive klar.
- Duften af græs, det er fantastisk, men når man ikke kan overskue at passe det, så kunne man måske lave en deal om kunstgræs på stadion i stedet, foreslår Jan Faber, der dog foretrækker det almindelige grønne græsdække - hvis altså det bliver passet.
- Panteren er bare ikke optimal, fortsætter Jan Faber og forklarer, at spillerne skal klæde om hjemme i deres eget klubhus og efter kampen ind i biler med sportstøjet på og tilbage til klubhuset og i bad. Ved DGI-huset er der ikke plads til tilskuerne, der er ikke mulighed for at sælge øl, vand og pølser, og det går ud over både klubkassen og stemningen omkring kampene.
- Vi har ikke tabt en kamp på hjemmebane siden stadion blev renoveret sidste år, fortæller Jan Faber, der har kunnet konstatere, at hjemmekampene har trukket 300-400 tilskuere til stadion hver gang.

Kan rykke op igen i år
VIFs herre senior første- og andethold startede sin træning allerede i midten af januar måned på kunstgræsbanen ved DGI-huset i Vordingborg. Førsteholdet, der sidste sommer rykkede op i Serie 1, gik til vinterpause som nummer to i rækken, og under en træningslejr i Tyrkiet i marts lykkedes det herrerne at slå et svensk andendivisionshold (SKF Presba Birlik), der har professionelle spillere på holdet, 2-0.
Selvom VIF først har ambition om at rykke op i Danmarksserien til næste år, er det på ingen måde usandsynligt, at det vil ske allerede i år.
- Vi vil i al fald spille efter vdet, lyder det fra træner Jan Faber.
 

Trods adskillige henvendelser i sidste uge er det ikke lykkedes at få en kommentar fra Vordingborg Kommune.

 

Fakta
• Fodboldsæsonen starter lørdag 6. april. VIFs herre senior førstehold spiller hjemmekamp klokken 13 mod topholdet Raklev GI - for håbentlig på stadion, men ellers på kunstgræsbanen ved DGI-huset.

 

Læs også den efterfølgende artikel "Starter på nyslåede utromlede baner" fra 2. april 2019, hvor Vordingborg Kommune svarer på kritikken.

Jan Faber, dr er træner af VIFs senior herre førstehold i Serie 1 er skuffet over at stadion, som kommunen postede en halv million kroner i sidste år, tilsyneladende igen er gået i kommunens glemmebog. Foto: Mille Holst

Banen på stadion er ujævn, hullet, våd og lige nu helt ubrugelig til fodboldspil. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar