Præstø set fra oven. Foto: Klaus Lohmann

Se din by fra oven: ”Perlen Præstø”

I serien ”Se din by fra oven” kigger vi nærmere på en række byer i området set fra fugleperspektiv og præsenterer tre særlige steder, som har betydning for byen. 

 

Præstø er områdets nordlige hovedstad og kommunens næststørste by og købstad.

Se din by fra oven - Præstø er oprindelig anlagt på en ø med broforbindelse til Sjælland og blev først landfast med Sjælland i 1900-tallet. Byens navn optræder første gang i 1353 og byen er bygget op omkring Præstø Kirke, der har hele to skibe og tidligere var en del af Antonitterordenens kloster på stedet. Efter nedlæggelsen af klostret i Renæssancen blev en stor del af stenene herfra brugt til Københavns Slot. 
Præstø har gennem historien altid været en lille by og indbyggertallet har først rundet de 1.000 i slutningen af 1800-tallet. På Præstøegnen kæmpede Svend Gønge og hans mænd mod svenskerne og i det 18. århundrede var Præstø garnisonssted for en eskadron af det sydsjællandske Dragonregiment. Danmarks ældste fungerende pottemageri blev iøvrigt etableret i Præstø i 1888, og flyttede ti år senere til Rødeled lidt øst for byen. På den sydlige side af byen ligger oplevelseparken H.C. Andersens Verden.
Præstø er i dag især kendt for sin lystbådehavn, der trækker mange turister til i sommerhalvåret. Helt indtil 1960’erne fungerede havnen stadig som industrihavn.

Præstø
• Indbyggere:  3.864 (Danmarks statistik, 2017)
• Alder: År1353
• Særlige kendetegn: Præstø er kendt for sine charmerende brostensbelagte gader og små byhuse i alskens farver og småsprodsede bondehusvinduer.  Hvert år i maj måned afholder byen Fransk Forår, der trækker handlende til fra nær og fjern. Byen har både kirke, bibliotek og såvel en folkeskole som en privatskole. På det nærliggende Nysø gods findes en fin samling af billedhuggeren Thorvaldsens værker. I Præstø ligger desuden Michelinrestauranten Hotel Frederiksminde  og sportsbilproducenten Zenvo.

Havnen og jernbanen
Præstø havn blev anlagt i 1857 og på havneområdet kan man stadig se flere af de gamle pakhuse fra dengang. Idag fungerer de dog som café og restauranter og rummer desuden spillestedet Pakhus 8. Fra 1909 fungerede Præstø tildels som havneby for Næstved, men siden 1969 har Præstø havn udelukkende været en lystbådehavn, med både sejlklub og kajakklub. 
År 1900 åbnede Præstø-Næstved jernbanen og endestationen blev anlagt 150 meter fra havnen.Jernbanen blev i 1913 udvidet til Mern. Banen blev nedlagt igen i 1959.  

Kirken, Frederiksminde, Klosternakken 
Præstø kirke er oprindelig en del af Antonittersklostret, der var bygget i forlængelse af kirken, men blev revet ned i Renæssancen. Blandt andet har N.F.S. Grundtvig været sognepræst her i 1821. Til højre for kirken ligger gourmetrestauranten Hotel Frederiksminde, der igen i år har fået en Michelinstjerne. Ovenfor kirken ses skolebygningen af 1895 på Klosternakken 4. Bygningen blev udvidet med 1. og 2. sal i 1904 og husede i mange år Præstø Folke-, Mellem- og Realskole. Siden 2014 holder Præstø privatskole til her.

Herregården Nysø
Herregården Nysø er opført i 1671-73 for købmanden og amtmanden Jens Lauridsen. Herregården er den første i Danmark i barokstil og er delvist omgivet af en voldgrav. Nysø var i 1800-tallet samlingspunkt for kunstnere som H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen. Et museum med en samling af sidstnævntes værker findes i dag på godset, der ejes af Marianne Stampe Holst.

 

Se mange flere billeder fra byen i galleriet.

Via linket herunder kan du desuden se opslaget, som det så ud i ugens avisudgave.

Tema: 
Se din by fra oven
Vedhæft fil: 
PDF-ikon Download 36.pdf (285.78 KB)

Præstø set fra oven. Foto: Klaus Lohmann

Havnen og jernbanen. Foto: Klaus Lohmann

Kirken, Frederiksminde, Klosternakken. Foto: Klaus Lohmann

Herregården Nysø. Foto: Klaus Lohmann

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar