Via en virtuel udgave af byggepladsen på Falster og Masnedø kan arbejderne på Storstrømsbrobyggeriet ”spille” sig igennem sikkerhedskurset. Foto: Mille Holst

Sikkerhedskursus som spil

Arbejderne på Storstrømsbrobyggeriet spiller sig igennem sikkerhedskurset på arbejdspladsen - og det virker, mener stedets sikkerhedsansvarlige.

Masnedø På en arbejdsplads som Storstrøm Bridge Joint Ventures (SBJV) på Masnedø er sikkerheden uhyre vigtig. Men sikkerhedschef Peter Nordstrøm oplever, at medarbejderne ikke lytter, når sikkerhedsprocedurerne gennemgås. De har ganske enkelt hørt dem for mange gange. Derfor har han i samarbejde med Rambøll udviklet et nyt virtuelt uddannelsesprogram, hvor sikkerhedskurset indlæres gennem et computerspil.
Syv medarbejdere ad gangen ”spiller” sig gennem sikkerhedsregler på pladsen, og først, når man svarer rigtigt, kan man komme videre. Inden, man slippes løs på arbejdspladsen skal alle medarbejdere have været igennem sikkerhedskurset.
Sikkerhedskurset tages løbende og i mindre bidder, så det hele tiden svarer til den byggeplads arbejderne befinder sig på.
- Vi kan ikke undgå arbejdsulykker, men vi kan minimere dem, siger han og fortæller, at arbejderne er helt anderledes med, når de ”spiller” sig igennem reglerne.
Ifølge Peter Nordstrøm opstår der undervejs i kurset en masse dialog mellem kursisterne, for de spiller alle syv samtidig og kan se hinanden. En fortæller, hvad han har fundet, og de andre spørger ind til, hvor han fandt det; en anden er i tvivl om noget og tager de andre med på råd. Og netop denne dialog vil Peter Nordstrøm gerne opnå. Den er vigtig, når de efterfølgende ”slippes løs” på den rigtige bygeplads.

Find fejlene
Byggepladsen på Masnedø er konstrueret virtuelt og så er der indlagt en hel masse ”fejl”. En ledning ligger henover en sti, rotter løber omkring på grund af smidt madaffald, nogle steder er der glat, så man kan falde og så videre. Medarbejderne skal opdage disse fejl og sørge for at få dem rettet. Er de i tvivl kan de tage et billede og sende det til Peter Nordstrøm, som fortæller, at de efterfølgende også gør dette på selve byggepladsen, hvis de er i tvivl om noget.

Tema: 
Bro til fremtiden - Den nye Storstrømsbro

Via en virtuel udgave af byggepladsen på Falster og Masnedø kan arbejderne på Storstrømsbrobyggeriet ”spille” sig igennem sikkerhedskurset. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar