• www.henriks-hvidevarer.dk

Program og dommernes bedømmelse studeres nøje. Foto: Ulrik Jensen

Skæbnetime for hønsene

Vordingborg Fjerkræklub holdt i weekenden udstilling over de flotteste høns i klubben. Det gav hæder til nogen og en økse til andre, som måske istedet havner på julemiddagsbordet.

Vordingborg Som afslutning på Vordingborg Fjerkræklubs årlige udstilling i Vordingborghallen var der søndag eftermiddag kåring og præmieuddeling i forhold til de bedste og flotteste, høns, duer og kalkuner - og dermed hæder til deres avlere.
Langt de fleste stykker fjerkræ modtog konstruktive bemærkninger fra dommerne, så avleren fik noget at bygge videre på. Der blev uddelt ærespræmier og vandrepokaler inden for de enkelte racer. Både lørdag og søndag var der ganske pæn tilstrømning af folk, som ville beundre de udstillede dyr. 
Forud for udstillingen er foregået en udvælgelsesproces, så kun de fineste dyr kommer med. Fjerkræudstillingen er så at sige kun ”toppen af isbjerget”, lyder det fra Johnny Kristensen, formand for Vordingborg Fjerkræ-klub.
Optakten til sådan en fjerkræudstilling kan nemlig også være noget af  en skæbnedag for visse stykker fjerkræ - nemlig de, der ikke lever op til gældende dansk fjerkræstandard. Der bliver i bogstaveligste forstand ryddet op i rækkerne bagved præmiedyrene. 
Dommerkritik af et stykke fjerkræ kan jo også opfattes som en indirekte kritik af det avlsarbejde, som fjerkræholderen har udført. Hævnen mod hønen med dårlig score kan derfor meget vel være, at den får hovedet hugget af. 

Præmie- og suppehøns
Hvis et stykke fjerkræ vurderes at være uegnet til videre avl  går det en uvis fremtid i møde og risikerer en skæbne som suppehøne, juleand, gåsesteg eller måske lidt finere som coq au vin. 
Sådan er de barske kendsgerninger inden for en hobby, hvor man sjældent  ofrer foder på en høne, som er uegnet til videre avl. Hønen kan være god nok til at lægge æg, men i forhold til avlsarbejdet er det udseendet det handler om. 
Det fortæller Johnny Kristensen, som selv var blandt de cirka 30 udstillere i den gamle sportshal, som i hele weekenden genlød af kaglen og kurren fra  wyandotter, silkehøns, tumletter, kobbergimpler, og hvad de nu hed alle sammen. 
For Sydsjællands Tidendes udsendte medarbejder så de enkelte racer ret ens ud.
-  Det er nuancer og nogen gange også lidt afhængig af øjnene, som ser. Der er dog nogle ganske objektive kriterier i bedømmelsen fra dommerne, som har stor erfaring i at vurdere fjerkræ. 
- Det er alene udseendet det handler om. Hvis en høne er god til at lægge æg, beholder man den måske, men faktisk regnes æggene som et biprodukt for en inkarneret hønseavler, lyder det fra Johnny Kristensen.
Udstillingen var en slags jubilæumsudstilling for Vordingborg Fjerkræklub - den 95. i en lang række af årlige udstillinger. Der var i år lidt færre deltagere end vanligt, hvilket måske hænger sammen med, at der i år udover landsudstilling har været international fjerkræudstilling i Herning.
- Generelt går det ganske godt for Vordingborg Fjerkræklub, men vi kan naturligvis altid bruge nye og gerne yngre medlemmer. Klubben har gode forhold med egen fjerkrækoloni, hvor medlemmer kan have alle former for fjerkræhold, understreger Johnny Kristensen. 

 

Program og dommernes bedømmelse studeres nøje. Foto: Ulrik Jensen

Denne brahmahøne har fået ærespræmie. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar