• www.henriks-hvidevarer.dk

Camilla Hermansen (tv.) og Lise Ellegaard Johansen fra 8. klasse har været glade for at deltage i udsmykningen af en ”runesten” på Uddannelsesruten. Foto: Mille Holst

Skildpadder og runer til de unge

Stenskulpturer på Uddannelsesruten under De Røde Løbere blev indviet og taget i brug i sidste uge.

Vordingborg Mønske marksten er blevet udsmykket af elever i 8. klasses kunst- og designlinie på Gåsetårnskolen og blev i onsdags indviet officielt som en del af Uddannelsesruten under byudviklingsprojektet De Røde Løbere. 
Inspireret af de gamle runesten har stenene fået indgraveret tegninger og symboler, som børnene har udviklet i samarbejde med kunstnergruppen KONTO med Morten Bencke og Elisabeth Kiss, og er efterfølgende blevet malet op med farve.
Stenene blev lagt på plads dagen i forvejen og med det samme har yngre elever taget dem i brug til fælleslege. Det betød, at mange af indgraveringerne ved indvielsen var svære at se, simpelthen fordi de var fulde af mudder. Men det bekymrede ikke kunstnerne. Ideen med de udsmykkede sten, der har fået titlen Tingstedet, er nemlig at de på én gang skal indgå i børnenes leg og være noget man kan se på som et kunstværk.

Borgerinddragelse
Ideen med at inddrage unge i udsmykningen af Uddannelsesruten er opstået, fordi man gerne ville have de unge til at reflektere over deres egen by og komme med bud på, hvad der kendetegner bymidten og hvad der gør den til et rart sted at opholde sig.
- Det er en stolt følelse af at man har været med til at lave noget flot i byen, lød det fra en af 10. klasseseleverne og Camilla Hermansen og Lise Ellegaard Johansen, som har lavet tegningerne og symbolerne på en af stenene i Tingstedet siger ved indvielsen:
- Det har været virkelig sjovt og spændende at arbejde med.

Rådhusparken
Også markstenene udsmykket af sidste års 10. klasseselever blev indviet i onsdags. De er placeret på hjørnet af Knud Hjortsøsvej og ved indgangen til Rådhusparken mod Vognmandsmarken og har fået titlen ”Præstens skildpadder”. Titlen skyldes, at der er skildpadder i Rådhusparkens sø, og nogle unge mener, at de stammer fra præstens have; en tidligere præstegård, der støder op til parken. For kunstnerne i KONTO symboliserer skildpadderne langsommelighed og noget gammelt. Morten Bencke argumenterede for, at skildpadderne stammer fra dinosaurerne og har overlevet i millioner af år. Ligesom runestenene står de for noget langtidsholdbart. Det samme gør de udsmykkede mønske marksten på Uddannelsesruten.
I Rådhusparken er desuden blevet plantet en ”kyssesti” af kirsebærtræer, der står i en bue rundt om søen, og ved Uddannelsesrutens to indgange til parken er der lagt røde tegl i fortovet.

Planer for næste trin
Selvom der i sidste uge var indvielse af kunstværkerne på Uddannelsesruten, er selve ruten langt fra færdig. Ved Tingstedet er planen, at der også skal plantes særligt kvælstoffikserende træer og buske samt opstilles en flagstang med et specielt Røde Løber-flag, der skal symbolisere samarbejde og fællesskab. KONTO  håber iløbet af foråret at gennemføre en ny workshop på Gåsetårnskolen, så nye elever kan være med til at kreere det flag, der skal vaje i vinden - når altså først indenrigsministeriet har godkendt det. Man må nemlig ikke flage med hvilke som helst flag i Danmark; der skal gives tilladelse. 
Ifølge Philippine Schollain, der har været projektleder på De Røde Løbere, er Trafik Park og Havne i fuld gang med at undersøge, hvordan ruten langs Vognmandsmarken skal markeres udover stenene ”Præstens skildpadder”. Det er således endnu uvist, om man ender med at skifte chaussestenene mellem fortovsfliserne ud med røde sten, om der bliver lagt rødt grus eller om der lægges ”rød asfalt” på strækningen som markering af en særlig cykelbane.
- Til foråret får vi forhåbentlig anlagt færdig ved rådhuset og rådhustorvet, bemærker hun. Uddannelsesruten starter og slutter ved henholdsvis Iselingeskolen (udfor Vognmandsmarken) og Borgertorvet ved det nye Borgercenter på Algade.
 

Fakta
• Byudviklingsprojektet De Røde Løbere består af fem stisystemer i Vordingborg by finansieret af Vordingborg Kommune og Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen.

 

Se flere billeder i galleriet.

 

Camilla Hermansen (tv.) og Lise Ellegaard Johansen fra 8. klasse har været glade for at deltage i udsmykningen af en ”runesten” på Uddannelsesruten. Foto: Mille Holst

Yngre elever har straks taget ”Tingstedet” i brug til leg. Foto: Mille Holst

Rådhusparken har fået tre store indgraverede marksten som led i kunstværket ”Præstens skildpadder” og en lang kirsebærallé rundt om søen. Foto: Mille Holst

Borgmesteren klippede den røde snor, da kunstværkerne ”Tingstedet” og ”Prlstens skildpadder” blev indviet. Til højre for borgmesteren ses kunstner Morten Bencke og til venstre Elisabeth Kiss. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar