• www.henriks-hvidevarer.dk

Villads Johansen, 2 år, deltager af og til på de smås gymnastikhold med mor som leder, når hans far er på arbejde. Foto: Lise-Lotte Iuel

Sportsdag på Bårse Stadion

For andet år i træk inviterede Bårse Idrætsforening søndag formiddag til en slags åbent stadion med præsentation af foreningens aktiviteter samtidig med afviklingen af et mindre lokalt U6-fodboldstævne.

Bårse Flaget var naturligvis hejst på Bårse Stadion, og vejrguderne så nådigt ned på det lokale arrangement med trusler om regn over middag, men med stille og mildt vejrlig hen over formiddagstimerne, hvor aktiviteterne fandt sted. 
- Sidste år fik vi lidt flere medlemmer i forbindelse med sådan en sportssøndag, så hvis vi igen i år, kan tiltrække blot nogle få interesserede, ja, så er det da umagen værd, siger formanden for den lokale idrætsforening Henrik Olsen, som er ansvarlig for fodboldafdelingen. 
- I min del af foreningen kan vi præstere to hold, nemlig seniorkvinderne og U6-holdet, som for tiden består af syv Bårse-drenge, men gymnastikafdelingen kan bryste sig af lidt flere hold, og vi har da også mulighed for at tilbyde bordtennis, badminton og agility, som er en sportsgren for hund og ejer, tilføjer Henrik Olsen, der er en af de mange frivillige i foreningslivet inden for idrætten i Bårse. 
– Og jeg er sådan set ikke med, fordi jeg er småbørnsfar og føler mig forpligtet, men fordi jeg synes, det er hyggeligt og sjovt at være med, slutter han med et smil. 

Badebold skal trække
For underholdningens skyld er der etableret baner på græsarealet til rundbold og stikbold, og inde i hallen har de små mulighed for at få en tur i en kæmpe oppustelig gennemsigtig badebold, som efter sigende skal være det helt store hit for øjeblikket.
- Det er en bold, vi har lejet til arrangementet her, fortæller formand for gymnastikafdelingen Mogens Hansen, og tilføjer, at hvis man har sådan en bold med i vandet, er det helt vildt sjovt for ungerne. - Men ellers er det jo til daglig gymnastikken, vi gør det i med voksne – flest mænd – fordelt på fire, måske fem hold her til vinter, og dertil kommer børnegymnastikken fordelt på to hold og endelig et yoga-hold med en god halv snes deltagere, fortæller Mogens Hansen. 

Villads Johansen, 2 år, deltager af og til på de smås gymnastikhold med mor som leder, når hans far er på arbejde. Foto: Lise-Lotte Iuel

Formand for Bårse Idrætsforening Henrik Olsen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar