• www.henriks-hvidevarer.dk

August S. Pedersen fra SAK er ny Sjællandsmester i gocart- her med årets - foreløbige - pokalhøst. Foto: Michael Thønnings

Startede som far/søn-projekt: August er ny go-cart-mester

10-årige August S. Pedersen fra Stege kørte sin chance og efter fem pokaler, kunne han i forrige weekend kalde sig Sjællandsmester i go-cart efter det afgørende heat i Rødby. Men egentlig startede det som et hyggeprojekt for far og søn.

Stege Efter en overraskende tredjeplads i København og en sejr på hjemmebane i Barmosen, var August Stensholm Pedersen fem point efter den førende kører i det samlede klassement. Det var sidste runde på banen i Rødby og den 10-årige go-cart-dreng var taget af sted med sin far.
- Midt på dagen skrev hans mor og spurgte hvordan det gik - og jeg kunne svare at det gik ret godt, siger far, Max Pedersen, der kunne se sin søn køre fra konkurrenterne i de fleste heat frem mod finalen. Et svært vejr med skiftevis regn og sol, betød at der hele tiden skulle ændres og tilpasses, men August gav den gas.
Og da dagen var omme, stod han øverst på skamlen som Sjællandsmester. Det samlede pointtal viste at han lå nummer et - denne gang selv med fem point, til nummer to.
- Det var et helt fantastisk løb. Det var så flot, siger Max Pedersen, der kunne se sin søn sejre sammen med resten af familien der var taget turne derned, da de kunne sem hvor det bar henad.

Med de ældre
Så efter at have kørt siden han var fem et halvt - og med fire sæsoner i vognen, kunne Stege-drenge fra Ørslev-klubben således kalde sig for Sjællandsmester i kadet-min-klassen, mod konkurrenter der faktisk var ældre end ham.
- Men til næste sæson skal han op blandt dem der er op til 13 år, så der bliver han  rookie (nybegynder, red.). Det er også en anden og hurtigere vogn, så der må vi se, hvordan det går, siger Max Pedersen, der er ganske stolt af sin søn, men også lader ham køre i eget tempo.
- Det duer ikke at presse. Det ser man nogen der gør. Men det skal være hyggeligt. Det også derfor vi gør det - det startede egentlig som en far/søn-ting vi kunne lave sammen, siger han.
August selv er derfor også med på hyggen, men der er benzin i blodet og der skal fart på.
Som det er nu kører de op til 85 kilometer i timen i de små go-carts, men når han rykker op i den kommende sæson, så hedder det over 100 kilometer i timen.
- Ah, det bliver fedt at køre hurtigere, siger August S. Pedersen resolut.
Han er nummer fire i en søskendeflok på fem og er faktisk den eneste der har vist interesse for motorsport. Han storebror er mere rolig og en af søstrene satsede mere på dans.
Men far-Max er kørelærer - og selvom han ikke selv har kørt ræs, så er der altid været en stor interesse for motorsport - og det er altså gået videre til August.
- Det begyndte egentlig med at han fik en crosser som femårig. Her kørte han ude  ved siden af gocart-banen i Barmosen og han holdt altid nede i hjørnet og syntes det var meget mere spændende, det der foregik på gocart-banen, husker Max Pedersen.
Crosseren og August tog også et par hårde styrt, og så gav de gocarten et skud. Og det klikkede bare.
- I starten kunne jeg jo løbe ved siden af, når han kørte, men der gik ikke lang tid, siger Max Pedersen, der kunne se sin søn slutte sidste sæson som nummer seks.

Kører chancen
Derfor prøvede man også lige lidt ekstra løb i år, og da det pludselig begyndte at gå rigtig godt, så skulle chancen - og de fem afdelinger af Sjællandsmesterskabet, køres.
Det betød således top-tre placeringer i alle afdelinger -  og naturligvis med en sejr på hjemmebanen i Ørslev.
- Det var overraskede med tredjepladsen i København, jeg har ikke rigtig kørt der før, siger August, der er ganske stolt og også er klar på at gøre mere ved det.
- Men han kommer nok aldrig til at køre Formel 1, det er så dyrt at..., siger Max, der bliver afbrudt af August.
- Arh, hvad for noget?, siger han og understreger at det er drømmen at komme til at køre, siger August, der i sæsonen bruger de fleste fredage til søndage på at træne og køre.
- Men det er en dyr sport - der er nogen i den aldersgruppe der bruger op mod 250.000 kroner om året. Det gør vi dog ikke - det kan vi slet ikke, siger Max Pedersen, der påpeger at flere dele på gocart skal skiftes efter hvert løb - eksempelvis dæk og tændrør, ligesom der som regel skal en ny motor til.
- Vi lejer en motor - så er vi også sikre på, at den er godkendt og i orden, når vi kører løb, siger Max Pedersen, der påpeger at hvis der er skruet forkert på motoren i et løb, så kan man blive diskvalificeret.
- Men vi har vores egen motor til træning, indskyder han. Og så gælder det snart kadet-juniro-niveau - men inden da skal sæsonen fejres med vennerne i SAK i Barmosen, hvor der  er klubfest den 23. november.
 

August S. Pedersen fra SAK er ny Sjællandsmester i gocart- her med årets - foreløbige - pokalhøst. Foto: Michael Thønnings

Lidt held- og lykkeklistermærker på rattet - de små smileyer kom på før løbet i København og Augusts lillebror kyssede dem inden de blev sat på. Monster-klistermærket kom på før Roskilde-løbet, for at give lidt stemning - og måske et skub mod sejren. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar