• www.henriks-hvidevarer.dk

Glæden var stor, da græsset groede på Vordingborgs stadion sidste sommer. I år fortsættes arbejdet med at forbedre stadiongræsset og desuden får VIF en ottemands bane samt lys på en træningsbane. Tv. Thorbjørn Kolbo (S) og th. Michael Larsen (R). Arkivfoto: Mille Holst

Starter på nyslåede utromlede baner

Samtlige kampbaner i Vordingborg kommunes fodboldklubber - undtagen i Nyråd - blev slået i sidste uge og kan således tages i brug til denne uges sæsonstart. Dog kan banerne ikke tromles før om nogle uger.

Fodbold Det ærgrer Thorbjørn Kolbo (S), formand for Kultur Idræt og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune, at der rundt om i fodboldklubberne er rejst tvivl om, hvorvidt de kommunale fodboldbaner bliver klar til sæsonstart.
- Såsnart der er en solskinstime, så er de (medarbejdere i Trafik Park og Havne, red.) ude på boldbanerne, siger han til Sydsjællands Tidende.
Udviklingsdirektør i Vordingborg Kommune, Jan Michelsen, bekræfter, at der arbejdes på højtryk på fodboldbanerne.
- Vi har slået alle kampbanerne i sidste uge, siger han til avisen, men forklarer samtidig, at banerne endnu ikke kan tromles. Der skal gå nogle uger endnu. Grunden er, ifølge udviklingsdirektøren, at undergrunden er meget våd efter marts måneds forårsregn, og man frygter i kommunen at skade mere end gavne, hvis man begynder at tromle græsbanerne på nuværende tidspunkt.
Den eneste kampbane, der muligvis ikke når at blive slået inden kampstart er ifølge Jan Michelsen banen i Nyråd.
- Den ligger i et hul og er altid problematisk, konstaterer han.

Ekstra hjælp til VIF
På stadion i Vordingborg, som kommunen sidste sommer postede en halv million kroner i at renovere er der i sidste uge - udover at slå græs - blevet gødet og banen har fået afspændingsmiddel.
Jan Michelsen forklarer, at afspændingsmidlet virker ligesom dét, man kommer i sin opvaskemaskine.
- Selvom der blev vandet i sommers alt dert der kunne, så var det så tørt, at nogle steder er banen blevet meget, meget håd. Når man tilsætter afspændingsmiddel, lægger den sig ved græsrødderne, så vandet blødgøres og kan trænge igennem, forklarer Jan Michelsen. Samtidig skulle banen blive bedre til også at holde på vandet i tørre perioder.
- Det er et glimrende middel, konstaterer han. 
Afspændingsmidlet vandes på Vordingborg stadion fire gange i løbet af det kommende år. Banen skal desuden have gensået noget græs hist og her samt gødes. I de første uger af april bliver banen som sagt heller ikke tromlæet.
- Det er for risikabelt at tromle lige nu. Banerne skal være lidt mere tørre, siger Jan Michelsen.
Dermed må klubberne forvente at spille årets første kampe på noget ujævne baner - hvis altså ikke man vil lægge ud på kunstgræsbanen ved DGI-huset i Vordingborg.

Ny maskine lufter rødder
I Vordingborg Kommune har man tænkt sig iløbet af indeværende sæson at investere i en ny maskine, der kan ”lufte” kommunens græsbaner. Det fortæller udviklingsdirektør Jan Michelsen og Thorbjørn Kolbo supplerer:
- Det var en maskine, vi før var ude og leje; nu har vi den selv, siger han og glæder sig over at kommunens folk således kan ordne fodboldbanerne, når de selv planlægger det og ikke skal tage hensyn til, hvornår der er mulighed for at leje maskinen. 
Thorbjørn Kolbo forklarer om specialmaskinen:
- Det er en slags kæmpe nålepude, der puster luft ned i den tunge jord, der klæber til græsrødderne. Det gør at rødderne kan komme længere ned, siger han og forklarer, at græsset dermed skulle blive stærkere.

Ny bane og lys til VIF
Gennem vinteren har idrætsudvalget ifølge Thorbjørn Kolbo været i tæt dialog med Vordingborg idrætsforening om, hvilke tiltag, der vil gavne fodboldklubben bedst i forhold til at træne, spille kampe samt tiltrække store stævner. 
Således er det blevet besluttet at etablere en ottemands træningsbane på VIFs tidligere grusbane og der bliver etableret lys på en af klubbens træningsbaner.
Pengene hertil stammer ifølge Thorbjørn Kolbo fra dengang, man planlagde at flytte nogle baner til et areal mellem Vordingborg Kaserne og Gåsetårnskolen.
- De blev stoppet, fordi vi skulle have en midlertidig flygtningelejr, fortæller han til avisen. Men pengene er fortsat afsat til VIF. Sidste år blev en del af dem brugt på at forbedre stadion, og restbeløbet har VIFs bestyrelse nu bedt om bliver brugt på en ottemandsbane og lys. 

 

Læs også den foregående artikel  "Sæsonstart - igen uden hjemmebane", hvor VIFs førsteholdstræner udtrykker bekymring over stadionbanens tilstand kort før sæsonstart.
 

Glæden var stor, da græsset groede på Vordingborgs stadion sidste sommer. I år fortsættes arbejdet med at forbedre stadiongræsset og desuden får VIF en ottemands bane samt lys på en træningsbane. Tv. Thorbjørn Kolbo (S) og th. Michael Larsen (R). Arkivfoto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar