Sanne Johnsen som hun helst vil være: Klar til at servere i Café Einstein. Efter 37 år som selvstændig i Algade trækker hun sig tilbage og sælger sin café. Foto: Mille Holst

Takker af efter 37 år i gaden

Sanne Johnsen, ejer af Café Einstein i Vordingborg, har solgt sin forretning efter at have haft først dametøjsbutik og nu café gennem 37 år.

Vordingborg De seneste 37 år har Sanne ”Einstein” Johnsen drevet forretning midt på Vordingborgs handelsstrøg. De første mange år var det dametøj i Boutique Sanne, som havde filialer i både Stege, Præstø og Nykøbing Falster, og de seneste mange år har Sanne været at finde bag disken i sin egen café Einstein.
- Min far var på arbejdsmarkedet til han var 82. Jeg havde håbet, jeg kunne slå ham, men sådan skulle det ikke blive, siger Sanne Johnsen, der er afklaret med beslutningen om at stoppe.
- Det er tiden nu. Jeg har været med i Bycentrum og jeg synes, det er blevet sværere at drive café, siger Sanne Johnsen, der skal finde 10.000 kroner hver gang hun arrangerer noget for de unge om natten, og det seneste år har indtjeningen ikke kunnet måle sig med udlæggene. 
- Vi har bevilling til klokken fem, men lukker ofte klokken tre og fire, siger Sanne Johnsen, der simpelthen ikke har nok kunder til at fortsætte.

Udfordringer og fremtid
Hærværk er også kommet til at fylde mere og mere og Sanne Johnsen fortæller om forsvundne eller smadrede møbler og afrevne toiletdøre. Og så er der alle de glemte ting og sager, som de unge henter løbende i løbet af ugen efter at have været på Einstein. Her er glemte hævekort, jakker og frakker, smykker og skjorter, og nogle af tingene bliver aldrig afhentet.
- Udfordringerne kommer jeg ikke til at savne. Jeg kommer slet ikke til at savne noget, tror jeg, for mine kunder er altid velkomne til at komme og besøge mig, siger Sanne Johnsen.
Selvom hun nu trækker sig fra arbejdslivet (hun fylder 71 i år) har hun dog planer om fortsat at tage serveringsjobs, når Babette tager ud til store selskaber. Det har Sanne allerede gjort flere gange - til trods for at hun havde sin egen café at drive.
- Det har været en stor oplevelse at være med, siger Sanne, der blandt andet har serveret for det hollandske kongepar, og ved en anden lejlighed kom hun til at spilde en smule sovs på Dronning Margrethes kjole.

Dekoratøren blev sin egen
Sanne Johnsen kommer oprindelig fra Mern og har blandt andet gået på Brøderup efterskole. Som 15-årig kom hun i huset og efterfølgende på dekoratørskole i København og har arbejdet  både på Faxebryggerierne og som dekoratør blandt andet for en lang række af de erhvervsdrivende i Vordingborg. Gennem ti år syede hun også for folk, ikke bare oplæg, men bryllupskjoler og andre fine sager. Sanne stod også i butik Nikoline i Vordingborg og efter at den var blevet til Gitte E, købte hun butikken, da den blev sat til salg Dermed startede livet som selvstændig for alvor.

Giver arven videre
Sanne Johnsen har forsøgt at sælge Café Einstein, og der er også en interesseret køber, som i følge Sanne Johnsen vil køre stedet videre, men i skrivende stund er handelen ikke bekræftet.

Lørdag 29. februar er sidste dag for Sanne Johnsen, der klokken 10-15 siger farvel og for sidste gang serverer smørrebrød i Café Einstein-

Sanne Johnsen som hun helst vil være: Klar til at servere i Café Einstein. Efter 37 år som selvstændig i Algade trækker hun sig tilbage og sælger sin café. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Tak for de mange, dejlige år Sanne og Einstein! Altid ærlig, pålidelig, glad, engageret, lokalt forankret som en klippe for Vordingborgs god omdømme, kultur, kunst, mad og musik. Café Einstein var sit navn værd som bindeled mellem generationer og holdninger. Tak, kære Sanne og alt godt i fremtiden. Håber at støde på dig ind i bybillede!

Tilføj kommentar