• www.henriks-hvidevarer.dk

Ved bålet kunne pigerne smage på stegte melorme med chokolade. Foto: Ulrik Jensen

Unikt pigefællesskab fylder 100 år

Pigespejderne i Kastrup markerer deres 100-års dag og inviterede ”indenfor” i weekenden.

Kastrup I 2019 er det 100 år siden, at de første grønne pigespejdere samlede sig omkring udfordrende og udviklende aktiviteter i naturen.  Det fejres på forskellig vis året igennem, og i lørdags var det Sct. Clemens gruppe i Kastrup, som markerede jubilæet med et åbent hus arrangement for pigespejdere og piger, der endnu ikke er spejdere, men måske kunne tænke sig at blive det.  Forældre og bedsteforældre var inviteret med, så de kunne få et indblik i, hvad der egentlig foregår i og omkring den idyllisk beliggende spejderhytte ”Knasten” på Sct. Clemensvej. 
Inden alle aktiviteter gik i gang samledes man omkring det hejste Dannebrog, hvor gruppeleder Signe Hansen fortalte en historie om et fantasiunivers om at være spejder om 100 år.
Pigerne blev opdelt i hold og skulle starte med at kravle gennem en fremtidstunnel på en rejse 100 år frem i tiden. Deltagerne fik fremtidsbriller på og blev blandt andet udfordret ved bålet, hvor man skulle forstille sig, hvad man måske kunne forvente at spise i fremtiden. Her stod menuen på stegte melorme dog garneret med mere velkendte smage af chokolade og lakrids. 

Sammenhold på rejse
Sammenhold og fællesskab på tværs af alder er en af nøgleværdierne for de grønne pigespejdere, og gruppeleder Signe Hansen er selv en udmærket eksponent for netop det. Hun er selv startet som barn i Sct. Clemens gruppe, og er nu i en alder af 34 år stadig med.
- Jeg er glad for at være med til at skabe oplevelser for piger i lokalområdet. Med mine mange år hos de grønne pigespejdere har jeg opbygget et stort netværk. Jeg har rejst i udlandet og deltaget i kæmpe internationale spejderlejre, lyder det fra gruppelederen, som til daglig har bopæl i Skælskør, har job som lærer i Ringsted og alligevel troligt tager turen frem og tilbage flere gange om ugen for at være med i det særlige pigefællesskab i Sct. Clemens gruppe. 
- Vi bliver stærkere sammen og har brug for hinanden.  Her er ingen drenge til at hugge brænde til lejrbålet. Vi må klare det hele selv. Vi skaber et trygt rum, hvor der er plads til at udfolde sin identitet, afprøve sig selv, og hvor der er plads til at lære af sine fejl. 
- Når de enkelte grupper mødes en gang om ugen er vi altid udenfor året rundt og uanset vind og vejr. Friluftsliv og naturen giver de optimale betingelser for et udfordrende pigespejderliv. Jeg tror virkelig, at mange børn i dag har brug for en virkelighed væk fra computerspil, TV og lignende, og derfor ser vi også, at spejderbevægelsen igen er i fremgang.
- Hos os kalder vi de mindste fra tre år ”Spilopperne”, og de har deres forældre eller bedsteforældre med. Her må fædrene godt være med, for ellers er de grønne pigespejdere jo netop kun for piger. Fra seks årsalderen rykker ”Spilopperne” op og bliver til ”Smutter”.
- Vi dyrker de helt traditionelle spejderfærdigheder, binder knob, bygger med rafter, laver mad over bål osv. Ofte bygger vi det hele op over en fantasiramme som nu i dag. Vi kan godt lide at finde på lidt skøre ting.  De grønne pigespejdere bygger på et kristent fundament. Vi voksne er alle frivillige og bruger en stor del af vores fritid på det, fordi vi får så meget igen, lyder det fra en engageret gruppeleder Signe Hansen.

Ved bålet kunne pigerne smage på stegte melorme med chokolade. Foto: Ulrik Jensen

Gruppeleder Signe Hansen har været med siden hun var barn. Foto: Ulrik Jensen

Deltagerne samledes om flaget, inden aktiviteterne gik i gang. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar