I et hjørne af hallen var der mulighed for de voksne til at tage et hvil og slappe lidt af, mens de fleste børn havde travlt med legeaktiviteterne. Foto: Lise-Lotte Iuel

Velbesøgt Hoppe-lege-dag i DGI-huset

I de fleste af søndagens lyse timer kunne børn op til tolv år få afløb for deres trang til at lege, hoppe og bevæge sig, da Danlej fra Ørslev havde arrangeret Hoppe-lege-dag i den store hal i DGI-huset.

Vordingborg Der var kæmpemæssige oppustelige borge, klatrevægge, rutsjebaner og rodeotyre placeret rundt omkring i den store hal i DGI-huset, og som en del af billetten kunne børnene, når de var blevet tilstrækkeligt overophedede af al den leg og bevægelse, få sig en forfriskende dukkert i svømmehallen ved siden af. 
- Det er anden gang vi laver det her arrangement i Vordingborg med hjælp fra spejderne fra 1. Kong Volmer Gruppe, som tjener en skilling til deres aktiviteter til gavn for den lokale spejderbevægelse, fortæller indehaveren af Danlej, Michael Hansen, som både bor i og kører sit firma fra Ørslev med hjælp fra hustruen Lise-Lotte og to voksne sønner. Det er lavsæson nu med hensyn til udlejning af festudstyr, så derfor har vi tid til at lave sådan en dag, hvor vi både giver spejderne mulighed for at tjene en skilling og samtidig kan gøre opmærksom på os selv og vores produkter, fortsætter Michael Hansen. 
- Vi har haft firmaet i 34 år, og det er en branche der hele tiden udvikler sig, så hvert år er vi til messer i USA og et sted i Europa for at se, hvad der rører sig, og tid efter anden køber vi noget med hjem, som vi selvfølgelig gerne vil vise frem, siger han og fortæller, at den forlystelse, der hedder Øksekast er spritny og rigtig sjov for børnene. 

Stor volumen på kort tid
Der var i alt femten legestationer fordelt over den store hal, hvor der også var noget for de helt små børn under to år, så de eventuelt ældre søskende kunne få de mere voldsomme aktiviteter for dem selv. Selvom alle forlystelser fyldte meget, og det så en anelse uoverskueligt ud, havde det med hjælp fra tyve spejdere kun taget Mikael Hansen fra Danlej en times tid at stille hele menagen op. 
- Ja, det ser voldsom ud, når der er pustet luft i legesagerne, men når luften så er ude igen, fylder det såmænd ikke så voldsomt meget, siger Michael Hansen, der har to lagre på hver 300 kvadratmeter. 
- Og det er en rigtig god branche at befinde sig i rent humørmæssigt, for det er som regel lutter feststemte mennesker, vi arbejder med i det daglige, hvis jeg sammenligner det med min fortid som mekaniker. Dengang var folk ofte ærgerlige og irriterede over, at deres biler var gået i stykker, og ofte vildt utilfredse, når de modtog regningen. Det oplever vi heldigvis ikke hos Danlej, hvor kunderne er i festhumør, når de kontakter os.
Ved middagstid kom tryllekunstneren Hr. Plys fra Lalandia, og vinderen af hovedpræmien på en børnefest á 5.000 kroner blev trukket, og vinderne af fem badebilletter til Lalandia fundet. Det er helt sikkert, at de omkring 350-400 børn, der i løbet af dagen var på besøg i DGI-huset i Vordingborg, havde nogle dejlige og aktive timer – og sikkert har sovet godt natten til mandag. Og måske det bedste af det hele: Succesen gentages igen til næste år søndag i uge tre.
 

I et hjørne af hallen var der mulighed for de voksne til at tage et hvil og slappe lidt af, mens de fleste børn havde travlt med legeaktiviteterne. Foto: Lise-Lotte Iuel

Det er altså lidt farligt, det her! Alma Faci på 3 år får hjælp til at hoppe på en af borgene. Foto: Lise-Lotte Iuel

Indehaver af Danlej og arrangør af Hoppe-lege-dagen Michael Hansen med naboens søn Matti Thrane på armen. Foto: Lise-Lotte Iuel

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar