• www.henriks-hvidevarer.dk

Fra venstre ses Christine Laursen, Kaja Huglstad, Peter Munck-Petersen og Gitte Kongstad, der udgør bestyrelsen i Vokan19. Sammen vil de give Vordingborg by mere kunst i det offentlige rum. Foto: Mille Holst

Vi skal være kendte for den lokale kunst

Kunst skal være allemandseje og vi skal have meget mere moderne kunst i offentlige rum, i gader, parker og så videre. Det mener i al fald kunstnernetværket Vokan19, der som sit første arrangement har en stor udstilling ned gennem Algade i Vordingborg, hvor 60 kunstnere udstiller værker i 60 forskellige butikker.

Vordingborg En gruppe lokale har sat sig for at synliggøre den kunst, der bliver skabt rundt om i Vordingborg Kommune. Under navnet Vokan19 (der står for ”Vordingborg kan”) vil de vise værker i det offentlige rum - eksempelvis i butiksvinduer, som folk kan se fra gaden.
- Kunst i gaden er noget der når tæt på folk og kunstnere taler tit om, hvordan de kommer ud, siger Gitte Kongstad, bestyrelsesmedlem i netværket. Et andet bestyrelsesmedlem, Peter Munck-Petersen siger:
- En af de væsentligste grunde til at jeg er med i netværket er, at der bliver sat ting i søen.
Han mener, at de lokale kunstnere har meget at byde på - det mangler bare at blive vist frem.

Kunstnerlisten
For selv at få overblik over, hvor mange kunstnere, der egentlig har deres virke i lokalområdet, er Vokan19 startet med at registrere dem alle - og det er blevet til en lang liste. En sådan liste er der ikke nogen, der har lavet før og i øjeblikket står der 139 aktive kunstnere på den. Samlet spænder de over alt fra store internationalt anerkendte kunstnere til mindre kendte lokaltfunderede kunstnere.
Ud fra listen er 60 kunstnere blevet bedt om at udstille i hver sin butik i Vordingborgs Algade i forbindelse med fejringen af Dannebrogs 800 års jubilæum i juni måned. Og i alt indgår 60 af Algades butikker i projektet, og det er alt fra tøjbutikker, over gadens renseri til et værtshus.
- Kunst åbner øjnene, så folk får øje på butikkerne, mener Peter Munck-Petersen, der håber, at Vokan19 gennem sine aktiviteter kan blive en slags ambassadører for Vordingborg by, hvis de knyttes tættere til selve handelslivet.
Kunstnerne bliver blikfang for handelslivet og butikkerne bliver kunstnernes udstillingsvinduer.

Fange opmærksomheden
Hensigten med Vokan19 er,at give Vordingborg by liv og farve og at gøre kommunen som helhed til en kulturkommune.
Ideen opstod, fordi Vordingborgs butikker gav udtryk for et ønske om at få flere folk i gaden, og at de der er i gaden stopper op og får en oplevelse med hjem.
- Farver lyser op, og kunst smitter jo, siger Gitte Kongstad og argumenterer for, at kunst opleves med kroppen og psyken og ikke blot med øjet.
Kunst i butiksvinduerne skal altså fange borgernes opmærksomhed, når de færdes i gaden, og fordi Dannebrogs jubilæet fejres i Vordingborg til juni, har samtlige kunstnere fået stillet den opgave, at ét af deres udstillede værker skal tage udgangspunkt i netop det danske flag.
Formatet på værkerne er op til den enkelte kunstner selv  og den butik, vedkommende skal udstille i. Værkerne er såvel malerier, keramik, metal som udskåret træ. Nogle kunstnere får tildelt en plads i et vindue, andre indgår et decideret samarbejde med butikken om at få butiksvarer og kunst til at spille sammen. 
- Det er sjovt at udstille i en butik, og det er en win-win situation for begge parter, siger Peter Munck-Petersen, der selv udstiller malerier og blandt andet tidligere har udstillet i Din Tøjmand. Kaya Huglstad supplerer:
- Man kan mærke i butikkerne, at det skaber snak. Hvor skal det være, hvor stort skal det være.

Udstillingen i de 60 butiksvinduer åbner med fernisering lørdag 1. juni og vil kunne ses frem til lørdag 2. juli.

Fra venstre ses Christine Laursen, Kaja Huglstad, Peter Munck-Petersen og Gitte Kongstad, der udgør bestyrelsen i Vokan19. Sammen vil de give Vordingborg by mere kunst i det offentlige rum. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar