• www.henriks-hvidevarer.dk

Der blev lovet lidt hist og her - men der kom aldrig rigtig gang i debatten i Viemose forsamlingshus, hvor et af valgets få valgmøder blev afholdt i onsdags. Foto: Mette Neerup

Vigtigt valgmøde i Viemose

Omkring 60 interesserede borgere og en stor elefant var mødt op til valgmøde i Viemose forsamlingshus i onsdags.

Viemose Stemningen var intens, spørgelysten stor og folketingskandidaterne på fornavn med mange af de fremmødte. Der var på den måde lagt op til en forrygende aften, da et af valgets eneste valgmøder fandt sted onsdag i Viemose Forsamlingshus. Gassen gik dog hurtigt af ballonen, da det aldrig rigtig kom til debat kandidaterne imellem.
Mødet startede med at kandidaterne præsenterede deres politiske tilhørsforhold, deres mærkesager og kendskab til lokalsamfundet på Sydsjælland.
I panelet deltog Brian Bressendorff (S), Kim Errebo (DF), Martin Graff Jørgensen(Ø), Anne Grete Kamilles (Å), Charlotte Bisserup Bechfeldt (V), Katrine Olldag (R), Jørn Rasmussen (NB) og Anne Valentina Berthelsen (SF)
I den første del af mødet, der blev styret med konsekvent hånd af Per Antonsen, medlem af Kalvehave lokalråd, var der særlig fokus på emnerne klima og ”optimering af livsvilkår” i provinsen. Senere kom også spørgsmålet om Lindholm i spil.
Der var bred enighed i panelet om, at der skal gøres noget ved klimaet og bred enighed om at alle kandidater, hver især vil kæmpe for lokalområdet. Forskellen ligger i, hvad der prioriteres først og hvilke politiske greb, der skal til for at nå derhen. Er det en klimalov, der skal til, eller er der tale om klimahysteri, som Jørn Rasmussen fremførte.
Tilhørerne var interesserede i at politikerne blev mere konkrete i deres udmeldinger på klimaet. Hvordan løfter vi det lokalt? 
-Vi er en fattig kommune, som er længere tid om at komme fra 19 til tre tons CO2-udledning, da vi ikke som de rigere kommuner kan udskifte de kommunale biler til elbiler over natten, sagde Katrine Olldag (R), der tilføjede at man også lokalt må tage ansvar omkring opsætning af vindmøller, solcelle- og biogasanlæg. 
Fra venstres Charlotte Bisserup var meldingen at vi skal huske de tiltag der er i gang. Her nævnte hun at erhvervshavnen i Vordingborg er bygget af genbrugsmaterialer og at vi skal huske at lægge pres internationalt. Der var almindelig enighed om at der skal fokus på energisektoren. Enhedslisten, Alternativet og SF nævnte ønsket om en bindende klimalov mens Jørn Rasmussen udtalte at der er tale om klimahysteri. 
- Der skal ikke laves en klimalov. Det er jo det samme som at lovgive om hvor lidt det må regne, sagde Jørn Rasmussen og tilføjede at politikerne har været efter landbruget i 30 år og at de er den største trussel når vi snakker miljø.

Det døende lokalområde 
Et andet presserende spørgsmål fra den aldrende tilhørerskare, handlede om liv og tilflytning på Sydsjælland. En tilhører nævnte den voldsomme centralisering, som området har været udsat for med lukning af virksomheder. En anden nævnte skolens lukning og den betydning det har haft. Han mente at resultatet kunne ses i aldersgennemsnittet på aftenens tilhørere. På dette felt nærmest snublede kandidaterne over deres egne ben for at komme med forslag til, hvad der skal gøres.  
- Uddannelserne skal flyttes ud fra de største byer, udtalte Kim Errebo (DF), der blandt andet ønsker sig et universitet i Næstved. 
Alternativets Anne Grete Kamilles bød ind med ønske om at bakke op om iværksættere med økonomi, råd og vejledning. 
- Det er ikke lækkert når man er liberal at skulle bakke op om tvangsudflytning af statslige arbejdspladser, men det er nødvendigt, hvis vi vil have liv uden for de store byer, skød Charlotte Bisserup ind.
Martin Graff Jørgensen, som den yngste kandidat, satte spot på ”elefanten”, der havde fyldt rummet, men som endnu ikke var nævnt, nemlig Lindholm, som om noget betyder meget her i området. - Det er et håbløst projekt både humanitært og økonomisk, fastslog han. Alliancen imod Lindholm afkrævede kandidaterne et konkret svar på, hvordan de ville stemme. Alle var enige om at være imod og lovede samstemmende, på nær Kim Errebo, at stemme imod trods partifarve. 
- Jeg regner med, at jeg har et ærinde uden for folketingssalen, mens der stemmes, sagde Kim Errebo med et skævt smil. 
- Men alle skubber aben videre, sagde Brian Bressendorff, der med sit konkrete forslag om placering af udrejsecenter i Nordafrika, kom i modvind hos Anne Valentina, der anførte at det ikke er lade sig gørligt i forhold til konventioner, som det ser ud nu.
Det store ønske fra salen var fokus på lokalområdets udvikling og derunder faldt emnerne klima, Lindholm, erhvervsliv, uddannelse og bosætning fint i tråd. Opfordringen om et ordentligt samarbejde var også i spil. Så nu må tiden vise om kampen for de lokale mærkesager kan forenes med de 179 andre medlemmer i Folketinget med samme agenda.

Der blev lovet lidt hist og her - men der kom aldrig rigtig gang i debatten i Viemose forsamlingshus, hvor et af valgets få valgmøder blev afholdt i onsdags. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar